Pinse. Illustration af Gustave Doré.
Helligånden kommer til disciplene og sætter sig som ildtunger på deres hoveder. Illustration af Gustave Doré. Kilde: Wikimedia Commons.

Tine Lindhardt og Cecilie Vestergaard Raaberg

Pinse giver kirken nyt liv

Pinsen er den tredje af de store kristne højtider, og så er den samtidig kirkens fødselsdag. I pinsen kommer Helligånden til disciplene og giver dem styrke og ord, så de kan gå ud at fortælle om Jesus. De første disciple blev efterhånden til den kristne kirke, og den dag i dag fejrer man i pinsen Bibelens budskab om, at Helligånden giver liv, mod og kræfter til kristne over hele jorden

Pinse kommer af det græske ord for halvtreds, pentekoste, fordi den falder 50 dage efter påsken. Pinsen er oprindeligt en jødisk fest, som man kan læse om i Det Gamle Testamente, for eksempel i Femte Mosebog 16,9-12.

Der er tale om en høstfest, og derfor bliver den jødiske pinse også kaldt kornhøstfesten. Det er en af de tre jødiske valfartsfester, hvilket vil sige, at jøder fra alle egne af verden valfartede til Jerusalem for at fejre festen ved Templet.

Jesus lover en talsmand

Men pinsen er også en kristen højtid, og det kan man læse om i Apostlenes Gerninger kap. 2: Der er gået 50 dage siden påsken, hvor Jesus langfredag blev korsfæstet og begravet, men hvor han også påskedag stod op fra de døde og senere på Kristi himmelfartsdag steg op til himmelen. Inden Jesus tog afsked med disciplene, lovede han at de ville få en talsmand, en advokat, som kunne tale på deres vegne, nemlig Helligånden (Johannesevangeliet kap. 14,16-31).

Helligåndens komme

Men umiddelbart efter at Jesus er steget op til himlen, er disciplene alene. De sidder i et hus i Jerusalem midt under den jødiske pinsefest. Pludselig fyldes huset af, hvad der minder om et vindstød, og ildtunger sætter sig på disciplene.

Sådan beskrives dét, at Helligånden fylder dem og bevæger dem og gør dem brændende og levende, så de pludselig kan tale på alverdens sprog. Jerusalem var i pinsen samlingssted for jøder fra hele verden, og pludselig kan de forstå, hvad disciplene, som er fra Galilæa i Israel, siger.

Peters prædiken

Peter, en af disciplene, holder en tale for dem alle sammen (Apostlenes Gerninger kap. 2,14-36), hvor han fortæller om Jesus og om, hvordan han stod op fra de døde. Det fortælles, at omkring tre tusinde mennesker ved denne lejlighed begynder at tro, at Jesus er Guds søn. De bliver døbt og bliver til den første kristne menighed (Apostlenes Gerninger kap. 2,37-47). Derfor kalder man som sagt pinsen for kirkens fødselsdag.

Pinsens betydning

Pinsen er også som nævnt den tredje af de store kristne højtider og umiddelbart den, der er vanskeligst at forstå. For hvad betyder Helligånden, og hvad betyder det, at den kommer til verden? Så er et barn i en krybbe julenat og en tom grav påskemorgen lettere at forholde sig til.

Helligånden er først og fremmest udtryk for Guds nærvær. Selvom Jesus ikke længere er på jorden, er Gud gennem Helligånden stadig helt tæt på mennesker. Helligånden er Guds kraft og det, som giver liv til kirken og de kristne, - ja som gør, at den kan ånde. Helligånden er også den talsmand, som Jesus lovede sine disciple, og som betød, at de kunne fortælle om Jesus og hans opstandelse for alle mennesker i Jerusalem og efterhånden i hele verden.

Derfor har pinsen også endnu en betydning.

Babelstårnet

I Det Gamle Testamente fortælles det nemlig, at alle mennesker i begyndelsen talte det samme sprog. De besluttede sig for at bygge et højt tårn, der kunne nå op i himlen, men Gud ødelagde tårnet og gav mennesker forskellige sprog, så de ikke kunne tale sammen og derfor ikke kunne arbejde sammen og fuldføre projektet. Det er historien om Babelstårnet, som du kan læse her

I pinsen sker det modsatte. Nu kan alle mennesker igen forstå hinanden, i hvert fald når der tales om Gud og Kristus. Man kan altså sige, at den splittelse af mennesker og folk, som Bibelen fortæller skete ved sprogforvirringen ved Babelstårnet, bliver ophævet i pinsen. På den måde siger pinsefortællingen også, at alle kristne er ét folk. Når Helligånden er på færde, kan man tale samme sprog og forstå hinanden på trods af alt, hvad der i øvrigt måtte skille.

Den liturgiske farve for pinsen er rød, som er blodets, åndens og ildens farve. 

Den første pinse

Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem.

Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.

I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte:

»Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.« 

Alle var ude af sig selv, og i deres vildrede spurgte de hinanden: »Hvad skal det betyde?« Men andre spottede og sagde: »De har drukket sig fulde i sød vin.«

 Apostlenes Gerninger 2,1-13.

Far. Søn. Ånd

Giver treenigheden mening? Bibelselskabets Håndbibliotek giver en indføring i begrebet
far søn ånd
119,95

Forfatter: Lars Sandbeck og Rikke Vanggaard
Sidetal: 100 sider
Indbinding: Hæftet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7523-933-7