Bibelens personer: Peter

Peter hedder egentlig Simon. Han er fisker og en gift mand, men da han møder Jesus, forlader han alt og følger ham (Matthæusevangeliet 4,18, Markusevangeliet 1,16).

Det er Peter, som er den, der bekender, at han tror, at Jesus er Kristus, den levende Guds søn (Matthæusevangeliet 16,16-20) og ikke bare en klog mand med særlige evner.

Klippen

Derfor siger Jesus til Peter, at han er den klippe, som Jesus vil bygge sin kirke på. På aramaisk, det sprog Jesus talte, hedder klippe Kefas. På latin bliver det til Petrus. Derfor kender vi i dag Peter som Peter og ikke som Simon.

I forbindelse med, at Jesus kalder Peter for klippen, lover han ham nøglerne til Himmeriget. Han lover også, at alt, hvad Peter ’binder’ og ’løser’ på jorden, skal være bundet og løst i himlen. Det betyder, at Jesus giver Peter magten til at tilgive synder.

Satan?

Men Peter får ikke lov at hvile på laurbærrene. For samtidig med, at han erklærer, at Jesus er Guds søn, vil han ikke acceptere, at Jesus skal lide og dø. Ja, Peter går endda i rette med Jesus på det punkt (Matthæusevangeliet 16,21-23). Det får Jesus til at kalde ham Satan. Satan betyder ’en modstander’ og bruges i Bibelen ofte om Guds modstander. Peter er altså også Guds modstander.

Det er et voldsomt stærkt udtryk, Jesus bruger om sin gode og betroede discipel. Grunden er for det første, at Peter går i rette med Guds plan, at Jesus skal dø for menneskers skyld. For det andet er det, fordi han ikke har forstået, hvad det vil sige, at Jesus er Kristus. Peter tror stadig, at det betyder, at Jesus skal være jordisk konge. Han forstår ikke, at Jesus tværtimod skal være tjeneren, der lider og dør for mennesker.

Selvom Peter stadig er blandt Jesus’ allernærmeste og blandt andet er med ved ’forklarelsen på bjerget’(Matthæusevangeliet 17,1-8), hvor han ser Jesus’ guddommelighed, bliver han ved med at være et problematisk bekendtskab.

Fornægteren

Den nat, da Jesus bliver ført til ypperstepræsten (Matthæusevangeliet 26,69-75, Markusevangeliet 14,66-72, Lukasevangeliet 22,54-62 og Johannesevangeliet 18,15-27) for at blive forhørt, følger Peter efter for at se, hvad der sker.  Han står og varmer sig ved et bål, da han bliver spurgt, om han ikke er en af dem, der har fulgt Jesus. Men Peter benægter og siger "nej, jeg kender ham overhovedet ikke." At Peter på den måde ville fornægte ham, havde Jesus forudsagt ved den sidste nadver. 

Peter er altså både bekender og benægter, og han er derfor en person, som man kan identificere sig med. Peter vil gerne tro, men vil samtidig også gerne have Jesus til at passe ind i sin egen verden. Han er altså langt fra perfekt, men derfor er han også et betryggende billede på, at selvom man vakler, er man ikke fortabt.

Pinsedag

I Apostlenes Gerninger hører vi, at det er Peter, der holder den første store prædiken Pinsedag efter Jesus’ død og opstandelse. Det får mange til at tro på Jesus og blive døbt (Apostlenes Gerninger 2,14-41). Peter og Paulus deler sidenhen opgaven med at udbrede troen på Jesus, så Paulus tager sig af at omvende ikke-jøder, og Peter tager sig af jødemissionen.

Ifølge Apostlenes Gerninger bliver Peter altså ved med at være en fremtrædende person blandt dem, som tror på Jesus.

Martyr

Traditionen siger, at Peter tog til Rom og her grundlagde en kristen menighed, og at han siden blev henrettet under Kejser Neros kristenforfølgelser. Han skulle være blevet korsfæstet, men efter eget ønske med hovedet nedad, fordi han ikke syntes, at han var værdig til at dø på samme måde som Jesus.

Paven

I den katolske kirke forstår man paven som en direkte efterfølger til Peter, som jo ifølge Matthæusevangeliet 16,18 skulle blive den klippe, kirken skulle bygges på. Embedet er altså klippen, hvorpå kirken bygges. Det er et område, hvor den evangelisk-lutherske kirke, og altså Folkekirken, ikke deler opfattelse med den katolske kirke. Her læser man det sådan, at den klippe, som Jesus vil bygge sin kirke på, er den bekendelse, som Peter giver.