Evangelierne fortæller, hvordan Jesus efter at have spist med sine disciple for sidste gang, tager dem med ud i en have lidt uden for Jerusalem, som hedder Getsemane. Her finder Judas og ypperstepræsternes styrker dem, og Jesus bliver arresteret. Det sker skærtorsdag.

Forhør og tortur

Jesus føres nu til forhør og tortur hos den romerske statholder Pontius Pilatus, og efter at han er blevet dømt, bliver han ført ud til Golgata, begravelses- og henrettelsespladsen udenfor Jerusalem.

Jesus bliver iført en tornekrone for at ydmyge ham, for anklagen mod ham er, at han har udråbt sig selv til jødernes konge. Anklagen er alvorlig, fordi Jesus bliver opfattet som en oprører og en mulig trussel mod romerne, som havde besat landet. Religiøst set dømmes Jesus, fordi hans modstandere mener, at han gør sig selv lig med Gud, og det må intet menneske gøre.

Korset

Jesus bærer selv sit kors ud til Golgata - i hvert fald den tværbjælke, han siden hænges op på. På Golgata slår soldaterne nagler gennem hans hænder og fødder, så han sømmes fast til korset.

Derfor er korset kristendommens symbol, selvom det er en mærkelig tanke, at et henrettelses-symbol er det stærkeste tegn på liv og tro for kristne. Det var her, Jesus døde, men efter sin død genopstod han, som vi hører om påskedag, og derfor minder korset både om, at Jesus døde for menneskers skyld, og at han genopstod og derved brød dødens magt.

Profetierne opfyldes

Alle evangelierne fortæller, at langfredags begivenheder sker, som de gør, for at ord og profetier fra Det Gamle Testamente kan gå i opfyldelse. For eksempel står der i Esajas Bog 53,12, at ”han blev regnet blandt lovbrydere.” De ord citeres i Markusevangeliet 15,28 og Lukasevangeliet 22,37 som begrundelse for, at Jesus korsfæstes imellem to røvere. Evangelisterne vil forklare, at det ikke er tilfældigt, at Jesus bliver slået ihjel, men at det er Guds suveræne plan, der udføres.

Herrens lidende tjener

I Esajasbogen i Det Gamle Testamente hører vi flere gange om en mystisk skikkelse, Herrens tjener. Traditionelt plejer man at kalde ham ’Herrens lidende tjener’. Han bliver beskrevet som en mand, som alle vender sig mod, en mand, der kender til alle former for lidelser og smerte. Det særlige ved ham er, at han er en syndebuk, hvilket vil sige, at det er for alle andres skyld, han bærer sygdomme og smerter: ”Men han bar de manges synd og trådte i stedet for syndere.”, Esajas 53,12.

Der er ingen tvivl om, at evangelisterne vil have os til at tænke på Herrens lidende tjener, når vi hører om Jesus’ lidelser. Jesus er den, der dør for at tage alle andres synder på sig, Det er en stedfortrædende død, for Jesus dør i stedet for vi mennesker. Det er det, han også selv peger på, når han i Markusevangeliet 10,45 siger, at han er kommet for at give sit liv som løsesum for mange.

Jesus' død

Alle fire evangelier fortæller om Jesus’ død på korset langfredag, men med lidt forskellig vægt på, hvordan Jesus’ sidste timer og minutter har formet sig. Johannes beskriver for eksempel Jesus som en afklaret mand, der har accepteret sin skæbne, og hvis sidste ord er: ”Det er fuldbragt”, Johannesevangeliet 19,30.

Markusevangeliet 15,33 og Matthæusevangeliet 27,46 derimod fortæller, at Jesus råber til Gud på korset: ’Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?’ Også dette er et citat fra Det Gamle Testamente, nemlig Salme 22 i Salmernes Bog. Citatet gør dødens angst og smerte meget tydelig, men faktisk fortsætter Salme 22 med en lovsang til Gud, fordi han ikke blev ved med at skjule sig. Så måske ligger der i Jesus’ råb også et håb.