Skærtorsdag er aftenen, før Jesus bliver henrettet. Her spiser han sit sidste måltid, påskemåltidet, sammen med sine venner, disciplene. Og dette sidste måltid for Jesus bliver til det vigtigste måltid i den kristne kirke, nemlig nadveren
Der sker mange ting denne aften, skærtorsdag aften: Vigtigst gør Jesus sit sidste måltid til den første nadver. Han indstifter brødet og vinen, som de får at spise og drikke, og siger, at det er hans legeme og blod, og gør det til den nye pagt mellem Gud og mennesker.
I Lukasevangeliet 22,19-20 beder han sine disciple om at spise og drikke for at huske ham, og det vil sige, holde fast i det, han har gjort.
Nadver er egentlig bare et gammelt dansk ord for aftensmåltid, men i dag forstår de fleste mennesker det kun som det kristne måltid. I den allertidligste kirke var gudstjenesterne regulære måltider, hvor de, som var mest velhavende, sørgede for, at de fattigere i menigheden også kunne spise med og deltage i gudstjenesten.
Jesus er påskelammet
Men nadveren er også udtryk for, at Jesus med sin død giver sin krop og sit blod for menneskers skyld for at genoprette deres forhold til Gud. I Johannesevangeliet 6,51 siger Jesus om sig selv, at han er det levende brød, der er kommet ned fra himlen. Samtidig kalder Johannes Døber ham Guds lam, som bærer verdens synd. Lammet er det traditionelle offerdyr i den jødiske tempelkult og det dyr, som slagtes til den jødiske påske for at mindes, at det var blodet fra et lam, som engang reddede israelitterne fra død og slaveri. Derfor er der en symbolik i, at Jesus slagtes som et offerlam for menneskers synders skyld.
Forræderi
Mens Jesus spiser sammen med disciplene for sidste gang, sker der også noget andet: Jesus forudsiger, at én af disciplene vil forråde ham og udlevere ham til bødlerne. Og det er lige præcis, hvad der sker: Judas, en af de tolv disciple, lister ud og fortæller ypperstepræsterne og de skriftkloge, hvor de kan finde Jesus, så de kan arrestere ham.
Judaskysset vender op og ned på alt
Judas har selv henvendt sig til de jødiske ledere for at udlevere Jesus, og han har modtaget 30 sølvpenge for sit forræderi. Da han har ført Jesus’ fjender til ham, viser han, hvem de skal arrestere, ved at kysse Jesus. Han forråder altså sin herre med et af historiens mest berygtede kys, det man kender som Judaskysset. Alting er vendt op og ned, ven er blevet til fjende og tegnet på kærlighed og venskab, kysset, er blevet til et redskab for svigt og forræderi.
Peters fornægtelse
Jesus forudsiger også, at Peter, den mest fremtrædende discipel, ikke vil kendes ved ham, selvom Peter lover, at han vil gå i døden med ham.
Derfor er skærtorsdag både en optakt til langfredags sorg og smerte, men samtidig en festdag, fordi nadveren, som vi fejrer til gudstjenester i hele den kristne kirke, bliver til. Den liturgiske farve for skærtorsdag er da også hvid eller guld, festens farve.
Fodvaskningen giver skærtorsdag dens navn
I Johannesevangeliet fortælles det, at der sker noget andet på Jesus’ sidste aften. Her rejser Jesus sig fra måltidet og vasker og tørrer sine disciples fødder. Han fortæller dem, at de skal forstå det som et forbillede: Han er deres herre, og alligevel vasker han deres fødder, som om han var en slave. På den måde viser han, at i Guds rige er den, der tjener andre, den største. Og det er fra denne hændelse, fodvaskningen, at skærtorsdag har fået sit navn. Skær betyder nemlig ren.
I den katolske kirke er fodvaskningen en mulighed, man kan bruge i liturgien ved skærtorsdagens gudstjeneste. Præsten vasker fødderne på de menighedsmedlemmer, der ønsker at deltage.
