Anden pinsedag: En gryende kirke
Anden pinsedag har ikke som sådan noget selvstændigt indhold. For alle de tre store højtider, jul, påske og pinse, gælder det, at de er for store til én dag. Man må have en andendag med. Anden pinsedag handler om de konkrete resultater eller konsekvenser af pinsedagen
De tekster, man bruger i folkekirken anden pinsedag, er fra Apostlenes Gerninger. De handler om, hvad der sker efter pinsedag. Det fortælles blandt andet, at de mennesker, som blev døbt pinsedag, blev ved med at holde sammen og at de fulgte Jesus’ disciple eller som de kaldes nu: apostle. De spiste sammen, bad sammen og delte deres ejendele og penge med hinanden (Apostlenes Gerninger kap. 2,42-47).
Det fortælles også, at der blev ved med at komme nye medlemmer til menigheden, og at også mennesker, som ikke var jøder, blev døbt (Apostlenes Gerninger kap. 10,42-48).
Påske og pinse
På den måde minder forholdet mellem pinsedag og anden pinsedag om forholdet mellem påskedag og anden påskedag: hvor påskedag fortæller det ubegribelige budskab om den tomme grav og Jesus’ opstandelse, gør anden påskedag det ufattelige til noget konkret og fortæller, hvad det betyder, at Jesus er opstået fra de døde.
På samme måde er pinseberetningen historien om noget så uhåndgribeligt som Helligånden, mens anden pinsedag fortæller os, at dette uhåndgribelige gjorde mennesker i stand til at leve som kristne og grundlægge den kirke, alle kristne er medlemmer af i dag.
Den røde farve er blodets, ildens og åndens farve. Fordi 2. pinsedag først og fremmest handler om Helligåndens virke, er rød derfor den liturgiske farve, ligesom den er selve pinsedag.
Apostle
Ordet apostel kommer af det græske apóstolos, der betyder sendebud eller udsending.
Betegnelsen bruges specielt om de tolv disciple, som Jesus valgte til at forkynde evangeliet. Efter Jesus' korsfæstelse døde Judas også, og Paulus betragtes derfor normalt som den tolvte apostel.
