Pinsetanker: Babelstårnet – vendt på hovedet

"Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige."

Apostlenes Gerninger kapitel 2, vers 1-4

Der er tre ting i Bibelens tekst om pinsen, der for alvor virker besynderlige. Tre ting, der får mange til at tænke, at historien om disciplenes oplevelse er noget løjerlig. Pludselig hører disciplene lyden af et vindstød, der går i det samme ild i deres tøj, og de begynder endda at tale – på alle mulige sprog.

Skrivekunst går jo for en stor dels vedkommende ud på at udtrykke det, man ikke lige så let sætter på ord. Og hvordan skal man udtrykke den følelse: At Gud er nær på en helt konkret, men også abstrakt og, ja, forvandlende måde?

Når man er forfatter, er de tre sære begivenheder nu knap så sælsomme, trods alt. For skrivekunst går jo for en stor dels vedkommende ud på at udtrykke det, man ikke lige så let sætter på ord. Og hvordan skal man udtrykke den følelse: At Gud er nær på en helt konkret, men også abstrakt og, ja, forvandlende måde? Og hvordan har Lukas, der jo har skrevet Apostlenes Gerninger, prøvet at gøre sine tanker og følelser håndterbare? Svaret er metaforer – måske bedre kendt som billedsprog.

Fra for eksempel kærlighedens tale kender vi godt det billedsprog, der skal til, når vi vil omfavne de ”varme” følelsers formløshed. Når Shakespeare for eksempel taler om, at kærligheden kan få vand til at koge, så er de fleste med: Der føles temmelig intenst her.

Lidt på samme måde med de andre billeder i bibelteksten. Vindstødet, et sug igennem et lokale, lyden af usynlige molekyler i heftig bevægelse … Det er på én gang meget fysisk – og så helt alligevel ikke.

”Blæsten kan man ikke få at se” – det lærte vi allerede af Ingrid & Lillebror i 1970'erne. Men vi kan mærke blæsten, og vi kan se fanerne svaje. Ligesom vi kan mærke Gud, når vi rammes af Ham. Og så må vi gribe efter en sans – her er det hørelsen - når vi skal udtrykke det. Vi må finde noget, vi i forvejen kender, så vi kan udtrykke, at nu – nu er ånden altså over os.

I historien om Babelstårnet, splitter Gud menneskenes viden op i mange sprog, så de ikke kan nå ham. I Apostlenes Gerninger lærer disciplene alle de mange sprog – lige på en studs. De får altså igen redskaberne til at nå Gud.

Det sidste billede i teksten er på mange måder det mærkeligste. For nok går der ild i disciplene, og nok går der en engel igennem stuen. Men de begynder tilmed at tale 117 forskellige sprog. Og hvordan skal dét nu forstås?

I historien om Babelstårnet, som man kan læse i Det Gamle Testamente, splitter Gud menneskenes viden op i mange sprog, så de ikke kan nå ham. I Apostlenes Gerninger lærer disciplene alle de mange sprog – lige på en studs. De får altså igen redskaberne til at nå Gud, og deres mission kan omsider gå i gang. Det er nok ikke for sjov, at vi siger, at præsten har gode ”talegaver”.