"Den Grundsten, vi lægge, vil, det haabe Vi! Med Tiden bære en skøn Bygning".

Sådan sagde biskop over Sjællands Stift, Friederich Münter, søndag den 22. maj 1814, da Det Danske Bibelselskab blev oprettet.

"Det var en talrig Forsamling af Stadens hæderværdige Indvaanere af alle Classer", der havde fundet vej til det offentlige møde i Kronprinsensgade 7 i København. De gik hjem med en opfordring til at yde støtte og blive medlemmer af Bibelselskabet og dermed få adgang til at købe bibler til nedsat pris mod at betale fire rigsdaler om året.

Det var blevet Danmarks tur til at oprette et bibelselskab efter britisk forbillede.

Det Britiske Bibelselskab, The British & Foreign Bible Society, var blevet oprettet på fælleskirkeligt grundlag i 1804, og kom til at spille en væsentlig rolle både økonomisk og praktisk, da der i de følgende år blev oprettet bibelselskaber rundt om i Europa.

Frihed og lighed

Det var tiden efter den franske revolution, og tankerne om frihed og lighed gik gennem Europa. Skulle dette ikke også afspejle sig i kirken? Det mente man på den anden side af Den Engelske Kanal i England og Skotland, hvor missions- og bibelbevægelserne voksede sig stærke i 1800-tallet og var med til at reformere kirkens liv og arbejdsformer. 

Samtidig begyndte mange, selv intellektuelle, at tale om, at man måtte træde et skridt tilbage og ”genopdage” bibel og kristendom, efter 1700-tallets oplysningstid, der havde været præget af stor tiltro til den menneskelige fornuft. 

Det var på den baggrund, at Det Danske Bibelselskab blev oprettet som den første kirkelige organisation i Danmark i nyere tid. Dermed var en ny epoke indledt i dansk kirkeliv. Bibelen, der tidligere havde været et anliggende for de lærde, blev i løbet af de kommende årtier til en folkesag. Med oprettelsen af de kirkelige organisationer op gennem 1800-tallet var vejen banet for, at lægfolket for alvor blev inddraget i kirkens liv.

Videre til Indien?

Ikke mindst skotten, teologen Ebenezer Henderson, der var Det Danske Bibelselskabs egentlige grundlægger, var en glad mand den søndag i maj for 200 år siden. 

Siden han i 1805 var kommet til København som 20-årig sammen med sin ven, John Paterson, var meget sket. 

Ebenezer Henderson havde regnet med, at opholdet ville være af kort varighed, inden han og John Paterson skulle rejse videre til Indien som missionærer. Men da afrejsen trak ud, besluttede de to skotter at udnytte ventetiden og arbejde for bibelsagen i Norden. For som Ebenezer Henderson skrev i et brev kun fire dage efter ankomsten til København: 

”Da vi stod op søndag morgen, havde vi svært ved at fatte, at det virkelig var Herrens dag. Alle blev ved med deres sædvanlige arbejde, alle forretninger var åbne, og gaderne fyldte af trængsel af vogne som på en almindelig hverdag … Vi blev således straks overbeviste om, at der var lige så stort et behov for missionærer i København som i Indien”.   



Læs også: Portræt: Ebenezer Henderson

Napoleon og krigen

De to skotter gik straks i gang med arbejdet og kom i øvrigt aldrig til Indien. Ebenezer Henderson blev præst for den engelske menighed i Helsingør og lærte sig hurtigt dansk. Han delte gratis bibeltraktater ud, opbyggede et stort netværk på sine mange rejser rundt i landet og fik snart den tanke, at der måtte oprettes bibelselskaber efter britisk forbillede i Danmark, men også på Island, som han besøgte.

Ebenezer Henderson fik skabt forbindelse til fremtrædende kirke- og universitetsfolk, og blev med tiden et kendt ansigt også i kulturelle kredse i hovedstaden. En af tidens kulturpersonligheder, Kamma Rahbek, kaldte ham ”den ædle skotte”.

Men der var meget, der stod i vejen for Ebenezer Henderson.

Ikke mindst Napoleonskrigene, der hærgede Europa fra 1804 til 1815, havde skabt angst og uro og gjorde livet besværligt, også for ham personligt. Da englænderne bombede København i september 1807, blev der sat en stopper for bibelarbejdet, og Ebenezer Henderson og John Paterson måtte flygte til Sverige og vendte først tilbage i 1812 til en by, der var præget af krigen.

Krigens pris

Københavns Universitet og Vor Frue Kirke lå i ruiner, og mange mennesker havde mistet hus og hjem. Op mod 1600 københavnere havde mistet livet. 

Britiske borgere var ildesete, og det samme var britiske initiativer efter bombardementet. Alligevel mødte Ebenezer Henderson kun positiv interesse, da han opsøgte biskop Friederich Münter i bispegården i Nørregade i København og forelagde ham idéen om at oprette et dansk bibelselskab. 

Biskop Friederich Münter mente dog ikke, at det kunne komme på tale at oprette et dansk bibelselskab efter britisk forbillede, så længe Danmark var i krig med England. Ebenezer Henderson følte sig i den kommende tid ladt alene med sin drøm om et dansk bibelselskab, men han mistede dog på intet tidspunkt troen på projektet. 

Et lyspunkt var det, da historikeren Christian Molbech i efteråret 1813 skrev en lang og grundig artikel om engelske samfundsforhold og Det Britiske Bibelselskab sammen med Henderson i tidsskriftet Athene. Artiklen blev læst af mange og skabte ny grobund for tanken om et dansk bibelselskab.

Da vi stod op søndag morgen, havde vi svært ved at fatte, at det virkelig var Herrens dag. Alle blev ved med deres sædvanlige arbejde…Vi blev således straks overbeviste om, at der var lige så stort et behov for missionærer i København som i Indien

Fornyede kræfter

I januar 1814 var krigen forbi for Danmarks vedkommende, og Ebenezer Henderson kunne igen få kontakt med Det Britiske Bibelselskab og få ny inspiration og støtte til sit arbejde fra sine landsmænd. Efter et ophold i Göteborg vendte han tilbage til København med fornyede kræfter og rettede henvendelse til en række indflydelsesrige personer, som han kendte fra tidligere. 

"I løbet af de sidste 14 dage har jeg besøgt flere af dem, der nyder størst Anseelse og har størst Indflydelse her, og sagen er nu kommet så langt, at i næste uge vil en plan sammen med fundatsen blive forelagt koncelliet til godkendelse", skrev Henderson i et brev. 

I løbet af foråret 1814 var Henderson dog fortsat frustreret over danskernes sendrægtighed. Forberedelserne gik for langsomt, og han frygtede, at oprettelsen ikke ville nå at blive en realitet, inden han skulle på en planlagt rejse til Island. 

Helt til det sidste var det Ebenezer Henderson, der gik forrest i bestræbelserne på at få oprettet Det Danske Bibelselskab. Da indbydelserne til det stiftende møde skulle sendes ud, var det ham, der foldede og adresserede brevene sammen med en ven.

Kongens beskyttelse

Men søndag den 22. maj kl. 17, da Ebenezer Henderson trådte ind i Frimurerlogens store sal i Kronprinsensgade 7 i København, var genvordighederne glemt. Salen var fyldt af ca. 200 personer. Her var læger, officerer, købmænd og andre fra de højere samfundslag, men også gejstlige, der repræsenterede en vis kirkelig bredde. Her var statskirkens præster fra Københavns kirker, men her var også en katolsk og en reformert præst og en repræsentant for Brødremenigheden. 

Den Grundsten, vi lægge, vil, det haabe Vi! Med Tiden bære en skøn Bygning

Biskop Friederich Münter holdt festtalen. Han fremhævede Bibelens betydning for et godt og lykkeligt liv, inden han talte om det nye bibelselskabs formål og opgaver. Formålet skulle være, at der altid fandtes bibler og testamenter på dansk og på tysk og de øvrige sprog, der taltes i de danske besiddelser. 

Efter talen foreslog Christian Magdalus Thestrup Cold, der var jurist og embedsmand, at man skulle anmode om kongens godkendelse, inden man stiftede selskabet officielt. Henderson var ked af denne yderligere forsinkelse, men endte med at bifalde det, da flere kritikere af det nye selskab meldte sig på banen. 

Kritikerne mente, at et nyt bibelselskab ville blive en konkurrent til Det Kongelige Vajsenhus, der havde eneret på at udgive bibler og salmebøger. Blandt præsterne var der også mange, der hævdede, at Bibelen ikke burde blive hver mands eje. Helst burde der kun trykkes udvalgte afsnit med forklaringer. 

Kongens godkendelse og beskyttelse ville lukke munden på kritikerne, tænkte Ebenezer Henderson. Og sådan gik det. 

En skrivelse blev afsendt til kong Frederik den Sjette. I skrivelsen gjorde man rede for, at Bibelselskabet kun ville bruge den autoriserede oversættelse af Bibelen, og at Bibelselskabet ikke agtede at skade Vajsenhuset. Tværtimod ville det nye bibelselskab forpligte sig til at købe bibler af Vajsenhuset og herefter afsætte dem til lavere pris. 

Allerede den 23. juni 1814 lod kongen meddele ved kongelig resolution, at han ville tilsige Bibelselskabet ”Vor allerhøiste Beskyttelse”.