De ikke-kanoniske skrifter

Som nævnt findes der en række skrifter, der ikke fandt en plads i den bibelske kanon. Disse udeladte skrifter inddeler man i to hovedgrupper: Apokryfer og gammeltestamentlige pseudepigrafer.

Der findes både gammeltestamentlige og nytestamentlige apokryfer. Apokryf er græsk og betyder hemmelig eller skjult. Det kan også betyde ’gemt af vejen’ eller udeladt.

Navnet apokryf henviser således til de skrifter, der blev udeladt i jødernes hebraiske bibel: de gammeltestamentlige apokryfer, samt til dem, der ikke kom med i de kristnes Nye Testamente: de nytestamentlige apokryfer.

De gammeltestamentlige apokryfer

De gammeltestamentlige apokryfer betragtes som tidligere omtalt som et tillæg til den jødiske bibel, der består af de samme skrifter, som vi kender fra vores egen danske oversættelse af Det Gamle Testamente. Apokryferne findes i den græske oversættelse af den jødiske bibel, Septuaginta, men ikke i den hebraiske bibel. Septuaginta-oversættelsen rummer således jødernes kanoniske bibel samt de 11 skrifter, der går under navnet de gammeltestamentlige apokryfer.

De store bibelhåndskrifter fra 300 og 400-tallet e.Kr. indeholder de gammeltestamentlige Apokryfer, og det er ad den vej, de har fundet plads i den ortodokse kirkes kanon. I den romersk-katolske kirke har de deuterokanonisk status. Det vil sige, at de er kanoniseret senere – "i anden omgang", deuter betyder anden – men teksterne er fuldt ud kanoniske i den katolske kirke. Luther anså disse skrifter for gode at blive klog af, men han ønskede dem ikke som en del af den protestantiske kanon, fordi de ikke var en del af den hebraiske bibel.

Som standard udgives den danske bibel uden de apokryfe skrifter. Dog udgav Bibelselskabet i 1998 en udgave, der også rummede en autoriseret oversættelse af de gammeltestamentlige apokryfer.

I litterær form ligner Apokryferne de skrifter, vi kender fra Det Gamle Testamente: Der er historiske fortællinger, legender samt undervisende, belærende og poetiske skrifter, men de blev ikke en del af kanon af indholdsmæssige årsager.

Du kan se en oversigt over de gammeltestamentlige apokryfer her - og vælge, hvilke du vil læse.

De nytestamentlige apokryfer

De nytestamentlige apokryfer er betegnelsen på de skrifter, der ikke fandt optagelse i den nytestamentlige kanon, der blev afsluttet i det 4. århundrede e.Kr.

De omfatter skrifter i stil med dem, vi kender fra Det Nye Testamente, dvs.: Evangelier, breve, f.eks. en såkaldt pseudonym brevveksling mellem den romerske filosof Seneca og apostelen Paulus, apostelhistorier om f.eks. Peter og Paulus, åbenbaringsskrifter samt anden litteratur.

Overleveringen af de nytestamentlige apokryfer er svagt dokumenteret i sammenligning med de kanoniske skrifters. Dette beror på den officielle kirkes skeptiske syn på disse skrifters indhold og teologi, der ofte afveg fra de kanoniske. F.eks. gav de i nogle tilfælde udtryk for et andet syn på Jesus: At han kun var Gud og ikke på samme tid Gud og menneske, eller at han ikke døde rigtigt på korset.

Dele af de nytestamentlige apokryfer overlevede dog i Etiopien, hvor man levede mere afsondret fra den officielle kirke. Derfor er de fleste nytestamentlige apokryfer affattet på koptisk, der var det sprog, man talte i Etiopien og Egypten.

Det beskedne kendskab til disse skrifter blev dog væsentlig forbedret i 1945, hvor man i ørkenen ved Nag Hammadi i Egypten fandt 52 skrifter med apokryf litteratur.

Blandt de mest kendte tekster fra Nag Hammadifundet er Thomasevangeliet (det viste sig dog hurtigt, at man allerede kendte teksten fra et fund, som blev gjort i 1890erne i Egypten. Her fandt man dog kun dele af teksten). Thomasevangeliet (også oprindeligt skrevet på koptisk) har ubetvivlelig en særstatus bl.a. apokryferne, ikke mindst fordi det er en uvurderlig kilde til Jesus' lignelser.



Hvor evangelierne i Det Nye Testamente fremstår som egentlige fortællinger om Jesus, om hans liv, gerning, død og opstandelse, udgør Thomasevangeliet snarere en slags Jesusantologi; et kort og enestående ordsprogsevangelium, der giver sin fortolkning af traditionen om Jesus. I Thomasevangeliet gives der ingen fortolkning af ordene. Det er op til læseren selv at udlægge dem. Både i form og indhold minder mange af ordene om dem, vi kender fra Det Nye Testamentes evangelier, men der indgår også ord og lignelser som ikke tidligere har været kendt.



En anden kendt apokryftekst er  Mariaevangeliet, som er et kun delvist bevaret evangelieskrift, som også kendes i en koptisk version fra 400-tallet.

Mariaevangeliet består af to dele. I den første tager den opstandne Kristus afsked med disciplene, men Maria Magdalene trøster dem med, at hans nåde bliver tilbage. Peter spørger hende om de frelserord, som kun hun kender. I anden halvdel beskriver hun sjælens opadstigen og forskellige magters forsøg på at hindre denne. Disciplene tror ikke på hende, men Levi forsvarer hende, og Mariaevangeliet slutter med, at disciplene går ud og prædiker.