Udvælgelse

Man har fortalt mange historier og beretninger om Gud og mennesker og om Jesus og de første menigheder. Men det var ikke dem alle, der kom med i den Bibel, vi kender i dag.

Det har sandsynligvis i høj grad været menighedernes praksis, der har afgjort, hvilke historier og fortællinger, der kom med. Man har med andre ord udvalgt de bøger og de skrifter, som folk brugte og som var en vigtig del af gudstjenestelivet og folks historie.

Teologien spillede dog også ind på den endelige udvælgelse af de bibelske skrifter. Man ønskede nemlig at fastholde en bestemt forståelse af det kristne budskab, og undlod derfor en rækker skrifter. De skrifter, der blev udelukket i udvælgelsesprocessen, går under betegnelsen Apokryfer. Derudover findes der også en anden gruppe skrifter, der ikke kom med i Bibelen, disse går under betegnelsen de gammeltestamentlige Pseudepigrafer.

Udvælgelsen af de bibelske skrifter kalder man for en kanonisering, efter det græske ord ’kanon’. Kanon betyder målestok og rettesnor. Dette indebærer, at Bibelens bøger og skrifter er målestok og rettesnor for kristendommen.

Der har været tale om en meget lang proces. For Det Gamle Testamentes vedkommende blev det først i år 90 e.Kr. endeligt besluttet, hvilke skrifter der skulle med. For Det Nye Testamentes vedkommende skete det på en række kirkemøder i årene 367-397 e.Kr. Hvis du vil vide mere om, hvordan man udvalgte de bibelske skrifter, kan du læse her. 

Oversættelse

Det Gamle Testamente er oprindeligt skrevet på hebraisk, men blev oversat fra hebraisk til græsk allerede i 2. århundrede f.Kr. Det Nye Testamente er skrevet på græsk, og de første oversættelser var på latin. I det 4. århundrede e.Kr. bad pave Domasus sin sekretær Hieronymus om at foretage en autoriseret bibeloversættelse. Hensigten var at bruge den i kirken i det latin-talende område.

I oldtid og middelalder kom der yderligere oversættelser til, blandt andet til syrisk, armensk, koptisk, persisk og arabisk.

I middelalderens Europa var nye bibeloversættelser en sjældenhed. Hieronymus' oversættelse blev derfor brugt frem til Reformationen, hvor Luther i 1534 oversatte Bibelen til tysk.

Den danske Bibel

Den første danske oversættelse af en større del af Bibelen var den landflygtige kong Christian II's Nye Testamente fra 1524, mens den første hele bibeloversættelse til dansk kom i 1550 og kaldes for Christian III's Bibel. Moderne bibeloversættere har betegnet Christian III's Bibel som et sprogligt mesterværk.

Den danske Bibel er autoriseret. Det betyder, at bibeloversættelsen er officielt godkendt til brug i gudstjenesten i Den Danske Folkekirke. Men det er ikke kun Folkekirken, som bruger den autoriserede oversættelse, den benyttes også bredt af andre kristne kirker og menigheder. Man kan derfor også kalde den autoriserede oversættelse for den officielle danske oversættelse af Bibelen. Hele Bibelen blev senest oversat til dansk i 1992 og er autoriseret af Dronning Margrethe II.

Siden Reformationen har man fulgt det lutherske princip, at Bibelen oversættes fra grundsprogene hebraisk og græsk. Det var derfor også tilfældet med det sidste skud på stammen, oversættelsen af Det Nye Testamente til nudansk, Den Nye Aftale, som Bibelselskabet udgav i november 2007.

Hvis du vil læse mere om de forskellige danske bibeloversættelser, kan du gøre det her. Du kan også læse mere om oversættelse generelt, eller om hvilke skrifter, der kom med i Bibelen, og hvorfor.