Mundtlig fortælletradition

Man regner med, at mange af Bibelens historier har været fortalt, længe før de blev skrevet ned. Fra far til søn og fra mor til datter. Der har med andre ord været tale om en mundtlig fortælletradition. Man har fortalt de vigtige historier om og for folket, og om Gud og mennesker fra den ene generation til den anden.

Hvis man ser på Det Nye Testamente, er det helt centrale i kristendommen den tomme grav. Og dermed troen på, at Jesus er stået op fra de døde. Derfor var det formentlig netop den historie, de første kristne begyndte at fortælle hinanden som den vigtigste.

Derefter begyndte man at fortælle om det, Jesus gjorde og sagde: Hvordan han helbredte syge og siden hans lignelser. Som noget af det sidste regner man med, at historierne om Jesu fødsel og barndom kom til.

På skrift

På et tidspunkt er man så begyndt at skrive historierne ned - både for at fastholde dem og for at kunne sikre dem i en bestemt form og i et bestemt indhold. Det Gamle Testamente blev først nedskrevet på hebraisk, mens Det Nye Testamente blev skrevet på græsk.

De ældste dele af Bibelen er formentligt skrevet ned 700-600 år f.Kr. Man regner med at det drejer sig om nogle af profetskrifterne, Mosebøgerne og skrifterne om de forskellige konger fra Det Gamle Testamente. De yngste dele af Bibelen er nogle af de nytestamentlige breve. De er skrevet omkring 120 e.Kr.

Ingen af de oprindelige håndskrifter til Bibelens bøger er bevaret, men der findes meget gamle afskrifter. Det ældste bevarede nytestamentlige håndskrift er et lille fragment af Johannesevangeliet. Det stammer fra omkring år 135 e.Kr. Det vil sige 40-50 år efter, at det oprindelige Johannesevangelium blev nedskrevet på græsk.