Hver bibeloversættelse har sit eget præg. Det hænger sammen med, at oversætterne arbejder ud fra forskellige oversættelsesidealer. Nogle tilstræber en ordret oversættelse, hvor man forsøger at gengive hvert eneste ord i grundteksten, og nogle gange også prøver at overføre sætningskonstruktion fra kildesproget (det sprog, der oversættes fra) til målsproget (det sprog, der oversættes til).

Andre forholder sig mere frit til den tekst, der skal oversættes, og forsøger at indfange tekstens mening og gengive den på målsproget. Også stil og sprogleje fremtræder forskelligt. Nogle bibeloversættelser er formuleret i et højtideligt sprog, mens andre er præget af et hverdagsagtigt sprog.

Men at bibeloversættelserne har forskelligt præg, skyldes også, at der bag dem kan ligge forskellige bibelsyn og tolkninger af teksterne. Ofte kommer det indirekte til udtryk, men i mange bibler, især fra ældre tid, bliver det meddelt direkte til læseren.

Det sker gennem forord til hele bibelen og til de enkelte skrifter, gennem resuméer over de enkelte kapitler, der giver en sammenfatning af kapitlets indhold, og gennem forklarende noter til ord og udtryk i teksten. Læseren præsenteres her for en ganske bestemt tolkning af de bibelske tekster.

Oldtid og middelalder

De allerførste oversættelser er næsten lige så gamle som de bibelske tekster selv. Fra oldtiden stammer oversættelser til græsk, aramaisk, syrisk, latin og andre sprog. En særlig status fik den latinske oversættelse, der går under navnet Vulgata; den blev den vestlige kirkes officielle bibel.

I løbet af middelalderen bliver bibelske tekster oversat til forskellige europæiske sprog, bl.a. tysk, engelsk og fransk, fortrinsvis på grundlag af Vulgata.

Også i de skandinaviske lande har bibeloversættelsesarbejde fundet sted. Et manuskript med en dansk oversættelse fra 1400-tallet af 1 Mosebog – 2 Kongebog er bevaret.

Christian den Tredjes bibel

Med reformationen i 1500-tallet sker der et nybrud i Bibelens historie. Luther oversætter hele Bibelen til tysk fra grundsprogene, hebraisk og græsk, og hans oversættelse bliver forlæg for en række europæiske bibeloversættelser bl.a. den første danske helbibel, som udkom i 1550; den der går under navnet Christian den Tredjes bibel.

De danske lutherbibler

De officielle danske bibeloversættelsers historie fra den første, Christian den Tredjes bibel fra 1550, til den seneste, den autoriserede oversættelse fra 1992, forløber i tre faser.

Fase 1

I første fase (1500-1600-tallet) er det arven fra Luther, der sætter sit præg.

For det er først og fremmest Luthers tyske bibeloversættelse, der har været forlægget for Christian den Tredjes bibel. Luthers bibeloversættelse udmærker sig ved et mundret og kraftfuldt sprog; for ham har oversættelsesidealet været at finde frem til meningen i bibelteksten og så forholde sig lidt mere frit til de enkelte ord.

Han er orienteret mod målsproget. Christian den Tredjes bibel har et luthersk præg, og de to revisioner (1589 og 1633) er forsynet med Luthers forord til de bibelske skrifter og noter til enkelte ord i teksten og med Luthers medarbejder Veit Dietrichs resuméer. Med rette kaldes disse bibler de danske lutherbibler.

Fase 2

Allerede i begyndelsen af 1600-tallet oversættes hele bibelen på ny, men denne gang med den hebraiske og græske tekst som udgangspunkt. Det er biskop Resen, der udfører dette arbejde. Oversættelsen udkommer i 1607, og dermed indledes næste fase af den danske bibels historie (1600-1800-tallet), som er domineret af den resensvaningske tradition.

Resens oversættelse har en helt anden karakter end de danske lutherbibler. I modsætning til Luther havde Resen nemlig det ideal at oversætte så ordret som muligt. Han er orienteret mod kildesproget. Det betyder, at over for den mundrette og ofte frie oversættelse, som kendetegner de danske lutherbibler, fremtræder Resens oversættelse som meget tekstnær og ordret, men ind imellem også knudret og med et udansk præg. 

Ligesom Christian den Tredjes bibel kom i reviderede udgaver, blev Resens oversættelse underkastet en revision, som blev foretaget af biskop Svane. Resultatet af det arbejde, den resen-svaningske bibel, udkom i 1647. I de følgende århundreder kom den i en række reviderede udgaver.

Fase 3

Tredje fase af den officielle danske bibels historie (1900-tallet) er karakteriseret ved tre nyoversættelser direkte fra grundsprogene. Det drejer sig om 1931-oversættelsen af Det Gamle Testamente, 1948-oversættelsen af Det Nye Testamente og 1992-oversættelsen af hele bibelen.

Dette nybrud i den danske bibels historie har sin baggrund i bibelkritikkens fremkomst og det historiskkritiske arbejde med bibelteksterne, som gennem 1800-tallet havde præget bibelforskningen. Det betød et nyt syn på teksterne, som nødvendigvis måtte afspejle sig både i en ændret ordlyd og i en ændret præsentation af dem.

Oversættelser og tolkninger

Den officielle danske bibels historie illustrerer, hvor forskelligt oversættelselsesarbejdet kan gribes an. Selv om det er de samme tekster, de hebraiske og de græske bibeltekster, der er oversættelsesgrundlaget igennem den danske bibels historie, fremtræder de danske bibeloversættelser alligevel med hver deres særpræg.

Men den danske bibels historie illustrerer også, hvor forskelligt de bibelske tekster har været præsenteret for danske bibellæsere gennem snart et halvt årtusind. Læserne af de første danske bibler bliver ikke alene konfronteret med de bibelske tekster, men bliver udstyret med nøglen til tolkningen af dem gennem de forord, resuméer og noter, der ledsager bibelteksten.

I de seneste bibler derimod er der en tendens til en større og større tilbageholdenhed over for sådanne ledsagende kommentarer. Her er det først og fremmest bibelteksten og den alene, læseren får udleveret. Tolkningen derimod er her i højere grad overladt til bibellæseren selv.