Denne hellige lektie skrives i Første Kongebog: Derpå sammenkaldte kong Salomo Israels ældste og alle stammehøvdingene, overhovederne for israelitternes fædrenehuse, hos sig i Jerusalem for at føre Herrens pagts ark op fra Davidsbyen, det samme som Zion. Da sagde Salomo: Herren har sagt, at han vil bo i mørket. Nu har jeg bygget dig en bolig, et sted, hvor du kan bo for evigt. Salomo stillede sig foran Herrens alter over for hele Israels forsamling, bredte sine hænder ud mod himlen og bad: Herre, Israels Gud, der er ingen Gud som du oppe i himlen eller nede på jorden, en Gud, der bevarer pagten og troskaben mod dine tjenere, når de af hele deres hjerte vandrer for dit ansigt. Du har holdt, hvad du lovede din tjener, min far David; hvad du lovede ham, har du opfyldt i dag. Herre, Israels Gud, hold nu det løfte, du gav din tjener, min far David: »Der skal aldrig mangle en af din slægt til at sidde på Israels trone, hvis blot dine sønner vogter deres færd, så de vandrer for mit ansigt, sådan som du har vandret for mit ansigt.« Israels Gud, lad nu dit løfte, som du gav din tjener, min far David, stå fast. Bor Gud da på jorden? Nej, himlen og himlenes himmel kan ikke rumme dig; hvor meget mindre da dette hus, som jeg har bygget! Vend dig til din tjeners bøn og bønfaldelse, Herre min Gud, og hør det råb og den bøn, din tjener beder for dit ansigt i dag. Lad dine øjne være åbne for dette hus nat og dag, det sted, om hvilket du har sagt, at dér skal dit navn være, og hør den bøn, din tjener beder vendt mod dette sted. Hør din tjeners og dit folk Israels bønfaldelse, når de beder vendt mod dette sted, hør den i himlen, hvor du bor, hør og tilgiv!

Første Kongebog 8,1 ; Første Kongebog 8,12-13 ; Første Kongebog 8,22-30

Denne hellige lektie skriver profeten Jeremias:

Vort hellige sted er en herligheds trone,

      ophøjet fra først af.

       Herren er Israels håb,

      enhver, der forlader dig, bliver til skamme,

      de, som fjerner sig fra dig, skrives i støvet,

      for de har forladt Herren, kilden med levende vand.



       Helbred mig, Herre, så jeg bliver helbredt,

      frels mig, så jeg bliver frelst,

      for du er min lovsang.

 

Jeremias' Bog 17,12-14

* Epistlen skriver apostlen Johannes i sit første brev: Og nu, kære børn, bliv i ham, for at vi kan have frimodighed, når han åbenbares, og ikke skal stå med skam over for ham ved hans genkomst. Når I ved, at han er retfærdig, forstår I, at enhver, som gør retfærdigheden, er født af ham. Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det! Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke kender ham. Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er. Enhver, som har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren.

Første Johannesbrev 2,28-29 ; Første Johannesbrev 3,1-3

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time. En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: »Giv mig noget at drikke.« Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. Den samaritanske kvinde sagde til ham: »Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« – jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. Jesus svarede hende: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.« Kvinden sagde til ham: »Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?« Jesus svarede hende: »Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.« Kvinden sagde til ham: »Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.« Han sagde til hende: »Gå hen og kald på din mand, og kom herud!« Kvinden svarede: »Jeg har ingen mand.« Jesus sagde til hende: »Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.« Kvinden sagde til ham: »Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.« Jesus sagde til hende: »Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.« Kvinden sagde til ham: »Jeg ved, at Messias skal komme« – det vil sige Kristus; »når han kommer, vil han fortælle os alt.« Jesus sagde til hende: »Det er mig, den der taler til dig.« 

Johannesevangeliet 4,5-26