Af Gertrud Yde Iversen, akademisk konsulent

Oversættelsen af Det Nye Testamente til nudansk har været en spændingsfyldt proces, hvor vi har balanceret imellem en mundret nudansk form og den græske teksts komplicerede fremmedhed og meningsmæssige mangfoldighed og sine steder også dunkle steder.

Der vil sikkert være dem, som synes, at man ikke skal bruge kræfter på den slags, og der vil ganske sikkert også være læsere, som ikke synes, at Den Nye Aftale overhovedet er nudansk nok, og at de bibelske tekster stadig har passager, hvor teksten er dunkel og svær. Det kan de på mange måder have ret i. Det har ikke været målet for denne oversættelse, at det, som indholdsmæssigt er svært, skulle gøres let. Eller at modsigelser skulle udjævnes og budskabet blendes til let fordøjelig flydemad til dem, der kun tåler den slags kost.

Målet har været, at det ikke er på det sproglige plan, man bliver stoppet; at læseren ikke skal bruge sine kræfter på det sprogligt vanskelige, men kan fokusere på tekstens indhold og bruge sine kræfter på at forstå og fortolke det.

Troskab over for indholdet

Den Nye Aftale skal ikke være en ”Ikea-oversættelse”, det vil sige, at nudanskoversættelsen ikke betyder ensrettende og udglattende metermål i væg-til-væg-format for at nå frem til et dansksproget udtryk for de nytestamentlige teksters indhold og mening. I stedet drejer det sig om at finde en stil og tone, der gør det muligt at læse teksten i et sprog, man vil kunne genkende som sit eget brugssprog: Det, der i sig selv er let og forståeligt, skal være let og forståeligt, og det svære og dunkle skal være svært og dunkelt.

Lad mig kort illustrere det med et eksempel, nærmere bestemt Rom 3,25-26, som lyder sådan her i Den Nye Aftale: ”For Gud var Kristus det offer, der skulle sone menneskers synder. Han døde for dem, der tror på ham, og det viser hvor storsindet Gud er. Med stor overbærenhed så han dengang bort fra de synder vi havde begået, og frikender også i dag dem der tror på Jesus”.

Man kunne også indvende, at ord som synder og sone ikke er nudansk. Men det er de så på en måde alligevel. For eksempel er der mange syndere inden for sportsjournalistikken, og det er faktisk en alvorlig sag i den verden at blive udråbt til at være sådan en. Vi bruger ordet og forbinder en betydning med dem, som ikke er væsensforskellig fra den betydning, de har i Paulus’ tekst.

Det er straks mere vanskeligt med ordet sone. Nogle vil indvende, at det i hvert fald ikke er nudansk. Måske har de ret, og så alligevel måske ikke helt. Vi taler gerne om, at forbrydere, der kommer i fængsel, skal ind og afsone deres straf. Afsone og sone har hverken samme form eller betydning. Men som forsvar for at bruge ordet sone her i Paulusteksten kunne man så sige, at ordet afsone, som er i flittigt brug, bærer forståelse med over i den korte form, sone.

Teksten er på det sproglige plan grundlæggende ukompliceret, men på det indholdsmæssige plan er den særdeles kompakt med sin egen særlige paulinske tyngde af teologisk betydning. Eller sagt med andre ord: At læse teksten er ikke i sig selv vanskelig, men at forstå dens betydning og rækkevidden i ens liv, ja det er noget helt andet, som det kan tage et helt langt liv at komme under vejs med.

At oversætte er også at fortolke, men det bør selve det at læse teksten også være, og oversættelsen skal berede vejen. Det har været et mål for arbejdet med Den Nye Aftale at føre læseren så uhindret som muligt hen til denne forhåbentlig livslange beskæftigelse.