Døden – en del af livet

Døden hører med til livet, og er i den forstand det eneste sikre, der er at sige om et menneskes liv. Men sådan har det ikke altid været, fortæller Bibelen.

Der var engang, i Edens Have, da verden var ny og mennesket lige skabt; da kunne man spise af livets træ og leve i en verden, hvor døden ikke herskede. Men da menneskene spiste af det eneste træ, de ikke måtte spise af, nemlig kundskabens træ, blev de smidt ud af Edens Have, ud i en verden, hvor døden blev vilkåret. Som Gud siger til Adam, det første menneske: ”Ja, jord er du, og til jord skal du blive” (1. Mosebog kap. 3,19).

Det er en ganske tragisk fortælling, fortællingen om syndefaldet. Du kan læse et kort resume af syndefaldsfortællingen her.

Mennesket – et jordisk væsen

At Adam og dermed det første menneske er taget af jorden, ligger i virkeligheden allerede i navnet, Adam. På hebraisk hedder jord ’adamah’. En ’adam’, et menneske, er med andre ord ’en jordisk’, taget af jorden og bundet til jorden, som det også skal vende tilbage til, ligesom alt andet jordisk.

Mennesket er bibelsk set også noget mere og andet end et jordisk væsen. Eller man kan sige: der er også altid noget mere og andet at sige om et menneske, end at det er taget af jorden. Der er det at sige, at et menneske er skabt i Guds billede og har Guds livsånde blæst ind i sine næsebor. Denne dobbelthed går som en rød tråd gennem det bibelske menneskesyn, som du kan læse mere om her. Men det ændrer ikke på det faktum, at døden ifølge Bibelen er det vilkår, man som menneske har livet på.

Opstandelse fra de døde

Og dog er ikke alt dermed sagt, siger kristendommen.

På samme måde som kristendommen ikke alene betragter et menneske som taget af jorden, men også som skabt i Guds billede, sådan er kristendommens budskab også, at nok er døden et vilkår, men den ikke er det eneste eller det sidste, der er at sige om et menneskes liv.

Menneskeligt set siger vi: ’af jord er du kommet og til jord skal du blive’, kristeligt set siges én ting til: ’af jorden skal du igen opstå’.

Sådan kan man sige, siger kristendommen, fordi Kristus påskemorgen stod op fra de døde. Han brød dødens magt og banede vej igennem den. Derfor kan Paulus sige: ’Døden er opslugt og besejret. Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?’ (1. Korintherbrev kap. 15,54-55)

Det betyder, at når det sidste ord er sagt og døden har lukket munden på et menneske så effektivt, som den nu kan, og man derfor ikke kan sige mere, - ja så har Gud endnu et ord at skulle have sagt. Om opstandelse fra de døde. Døden kan ikke skille et menneske fra Gud. Selv som død er man levende for Gud.

Du kan læse mere om, hvad Bibelen siger om opstandelse, her:



Salme 139, vers 1-12

Romerbrevet kap. 8,38-39

Romerbrevet kap. 14,7-9

1. Thessalonikerbrev kap. 4,13-18

1. Korintherbrev kap. 15

Matthæusevangeliet kap. 22,29-32

Johannesevangeliet kap. 6,53-58

Johannesevangeliet kap. 11,25-27