Men hvad betyder det, at der er én ting, man ikke må, når man kan og må alt andet? Logisk set betyder det kun lidt. Men menneskeligt set betyder det alt. For et menneske, siger historien, vil ikke lade nogen eller noget sætte grænser for sin udfoldelse. Om man så har alle muligheder og kun én begrænsning, ja så er det begrænsningen, forhindringen, man fokuserer på. Et menneske vil ikke lade andre sætte rammer og vilkår for sit liv.



Og da menneskene derfor får en mulighed for at bryde denne grænse, gør de det. De spiser af kundskabens træ. Hvor man nu kunne tro, at hele verden ville ligge åben for mennesker, at de ville kunne forstå alt og få indsigt i alt, - ja så fortælles det ikke uden et gran af ironi, at det eneste, de opdager, er, at de er nøgne. Uden tøj, klædt af til skindet også i overført forstand, sådan ser de nu sig selv.



Konsekvensen bliver som bekendt, at Gud sender menneskene uden for haven. Ud hvor døden hersker, hvor man skal arbejde i sit ansigts sved, hvor man bliver syg og gammel og hvor nogen hersker over andre.



Og der står de så – menneskene. De brød den ene grænse og begrænsning, der var i Edens Have, og kom ud i det åbne, tilsyneladende grænseløse land. Men det var kun tilsyneladende, for herude hersker en ny grænse og begrænsning, døden. Med alt, hvad det indebærer af forfald, elendighed, magt og begær.