Tine Lindhardt og Cecilie Vestergaard Raaberg
Bibelens personer: Josef
Josefs historie er en af Det Gamle Testamentes dramatiske og mystiske fortællinger. Han går fra at blive udstødt af sine brødre i Kana'ans Land til at være den næstmægtigste mand i Egypten. Han er både vis og smuk, og det bringer ham både i uføre og giver ham succes.
LYT TIL JOSEFS HISTORIE: Historien om Josef er tilgængelig som streaming på bl.a. Mofibo. Læs mere om lydbogs-biografier her.
Man kan læse historien om Josef i Første Mosebog kapitel 37-50. Josef er en af Jakobs 12 sønner og hans yndlingssøn, som han har med yndlingshustruen Rakel.
Josef og hans brødre
Josef er en vis mand, som i drømme har fået at vide, at han skal komme til at herske over sine brødre. Det tager brødrene ikke positivt op, måske fordi de i forvejen er jaloux, fordi Jakob elsker Josef mere end sine andre sønner.
Derfor beslutter brødrene sig for at slå Josef ihjel. Det går dog ikke helt så slemt, og Josef bliver i stedet solgt til Egypten som slave.
Fra fængsel til Faraos palads
I Egypten kommer Josef i huset hos Potifar, én af Faraos mænd. Efter en intrige, hvor Josef uretmæssigt beskyldes for at have lagt an på Potifars hustru, sættes han dog i fængsel.
Men Gud er med Josef, så Josef ender med at blive Faraos højre hånd. Han bliver altså rigets højest placerede embedsmand, den fornemste mand i Egypten efter Farao. Det sker, fordi Josef har en særlig evne for at tyde drømme.
Josef og drømmene
Han tyder nogle af Faraos drømme, så resultatet bliver, at Egypten styrer uden om en hungersnød, som kommer til at plage hele den øvrige del af verden.
Du kan læse om Faraos drømme og Josefs drømmetydning her.
Josef og hans brødre II
Josefs brødre kommer til Egypten for at købe korn og kan ikke kende Josef, som de jo tror, er død. Efter en del forviklinger giver Josef sig til kende for sine brødre, som han tilgiver. Herefter flytter alle brødrene sammen med deres far Jakob og resten af deres slægt til Egypten.
Josef og Egypten
Det er altså på grund af Josef, at israelitterne kommer til Egypten. Her bor de i mange generationer, indtil Moses leder dem tilbage til Kana'ans land. Historien om Josef er da også bindeleddet mellem Første Mosebog og Anden Mosebog.
I Anden Mosebog følger vi netop Moses og israelitterne eller hebræernes færd tilbage fra Egypten til Kana'an. Historien om Josef er ikke nævnt andre steder i Bibelen, men den er altså ikke desto mindre hele udgangspunktet for resten af Bibelens historie.
Novellen om Josef, Jakobs søn
Fortællingen om Josef bliver undertiden i forskningen kaldt for en novelle, blandt andet fordi fortællingen er så helstøbt. Det er endda også på mange måder et psykologisk portræt af en mand.
Men det centrale i historien om Josef er, at selvom det gang på gang går fra de højeste tinder til de absolutte lavpunkter, ender han hver gang på toppen igen, fordi Gud er med ham.
Den første musical, som Andrew Lloyd Webber og Tim Rice skrev sammen, Joseph and the Amazing Technicolor Dreamcoat, er lavet over Josef-fortællingen, ligesom Thomas Mann har brugt den til sin store roman Josef og hans brødre.
Josef og kjortlen
I Første Mosebog 37,3 fortælles det, at Israel elskede Josef mest af alle sine sønner og gav ham en fornem kjortel. I den engelske bibeloversættelse hedder det "a coat of many colors," en kjortel med mange farver.
Det inspirerede Tim Rice og Andrew Lloyd Webber til at skrive musicalen Joseph and the Amazing Technicolor Dreamcoat. Musicalen fortæller Josefs historie fra fødslen til genforeningen med faderen.
I musicalen fortæller Farao om sin drøm i sang:
Well I was wandering along by the banks of the river
When seven fat cows came up out of the Nile,
And right behind these fine healthy animals came
Seven other cows, skinny and vile,
Well the thin cows ate the fat cows which I
Thought would do them good,
But it didn't make them fatter like such
A monster supper should
Well the thin cows were as thin
As they had ever, ever, ever been
Well this dream has got me baffled
Hey, Joseph, won't you tell me what it means?