Stjernehimmel. Foto: Unsplash.
"Han skaber Løven og Orion, Syvstjernen og stjernebillederne på sydhimlen." Jobs Bog 9,9. Foto: Unsplash.

Søndag septuagesima

28-01-2024

Tekstrække: Anden række

* Denne hellige lektie skrives i Jobs Bog: Da sagde Job: Sandt er det, at det forholder sig sådan; hvordan kan et menneske være retfærdigt over for Gud? Vil det føre sag mod ham, kan det ikke gendrive én ud af tusind anklager. Han er vís, og han er stærk, hvem kan trodse ham og slippe godt fra det? Han flytter bjerge, før de ved af det, i sin vrede får han dem til at styrte sammen. Han ryster jorden løs fra dens fundament, og dens søjler skælver. Han befaler solen ikke at stå op, og for stjernerne har han sat segl. Han alene spænder himlen ud, han går på havets ryg. Han skaber Løven og Orion, Syvstjernen og stjernebillederne på sydhimlen. Han gør store ting, der ikke kan udforskes, og undere, der ikke kan tælles. Han kan gå forbi mig, uden at jeg ser ham, han kan fare forbi, uden at jeg mærker det. Hvem kan hindre ham, hvis han vil røve noget? Hvem kan sige til ham: »Hvad er det, du gør?«

Jobs Bog 9,1-12

Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger: Så stod Paulus frem midt på Areopagos og sagde: »Athenere! Jeg ser, at I på alle måder er meget religiøse. For da jeg gik rundt og så nærmere på jeres helligdomme, fandt jeg også et alter med indskriften: For en ukendt gud. Det, I således ærer uden at kende det, det forkynder jeg jer. Gud, som har skabt verden med alt, hvad den rummer, og som er Herre over himmel og jord, bor ikke i templer bygget af hænder. Heller ikke lader Gud sig tjene af menneskehænder, som om han trængte til noget. Det er ham, der giver alle liv og ånde og alle ting; og af ét menneske har han skabt alle folk og ladet dem bosætte sig overalt på jorden og fastsat bestemte tider og grænser for, hvor de skal bo – for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde ham, som dog ikke er langt borte fra en eneste af os. For i ham lever vi, ånder vi og er vi, som også nogle af jeres digtere har sagt: ›Vi er også af hans slægt.‹ Når vi nu er af Guds slægt, må vi ikke mene, at guddommen ligner noget af guld eller sølv eller sten, formet ved menneskets kunst og snilde. Efter at Gud har båret over med tidligere tiders uvidenhed, befaler han nu mennesker, at de alle og overalt skal omvende sig, for han har fastsat en dag, da han vil holde dom over hele verden med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil; og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde.« Da de hørte om dødes opstandelse, spottede nogle, men andre sagde: »Det vil vi høre dig tale om en anden gang.« Dermed forlod Paulus forsamlingen. Men nogle mænd sluttede sig til ham og troede, blandt dem Dionysios, som var medlem af Areopagosforsamlingen, og en kvinde, der hed Damaris, og flere andre.

Apostlenes Gerninger 17,22-34

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Det er med Himmeriget som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.«

Matthæusevangeliet 25,14-30

Studiebibelen

Den autoriserede oversættelse med indledninger og kommentarer
Studiebibelen
799,95

Forfatter: Redigeret af Bodil Ejrnæs, Geert Hallbäck og Hans Jørgen Lundager Jensen
Sidetal: 1872 sider
Indbinding: Hæftet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7523-728-9
Mål: 16,2 x 23 x 3,3 cm
Andet: 1131 g