Museet for Religiøs Kunst i Lemvig har netop købt samtlige af Maja Lisa Engelhardts 57 illustrationer fra Bibelens største fortællinger. Alle illustrationer udstilles frem til 21. maj.
Museet for Religiøs Kunst har netop købt samtlige af Maja Lisa Engelhardts smukke illustrationer fra bogen Bibelens største fortællinger, der er udgivet på Bibelselskabets Forlag i 2014. Til og med den 21. maj 2017 kan alle 57 illustrationer opleves på museet.
”Det er en enestående samling af unika-værker, som vi ikke kunne have erhvervet enkeltvis, da værkerne hører sammen. Værkerne udgør i sig selv en udstilling, og derfor viser museet frem til 21. maj 2017 alle værkerne i en særophængning,” fortæller konstitueret direktør for Museet for Religiøs Kunst Signe Kahr Sørensen.
Betydningsfuld kunst
Billedkunstneren Bodil Kaalund startede Museet for Religiøs Kunst efter hun, med sin udsmykning af Lemvig Kirke i årene 1976-81, skabte en del debat på egnen om nogle af de store eksistentielle spørgsmål i livet.
”Erhvervelsen betyder, at vi kan tilføre yderligere nuancer og mangfoldighed til museets samling og vores opgave om at belyse og undersøge, hvordan religiøse og eksistentielle spørgsmål kommer til udtryk i det 20. og 21. århundredes kunst,” forklarer Signe Kahr Sørensen.
At museet nu har købt værkerne, har også længe været et stort ønske:
”Maja Lisa Engelhardt er én af de mest markante og betydningsfulde danske kunstnere, der har skabt udsmykninger i over 30 kirker i Danmark, og museet har derfor i lang tid haft et ønske om at repræsentere Maja Lisa Engelhardt i museets samling. Det er vi glade for nu at kunne med de 57 illustrationer til Bibelens Største Fortællinger,” siger Signe Kahr Sørensen.
Hjemvendte værker
I forbindelse med produktionen af illustrationerne til Bibelens største fortællinger skabte Maja Lisa Engelhardt ikke mindre end 120 flotte værker. Heraf udvalgte hun de 57, der nu er repræsenteret i bogen og erhvervet af Musset for Religiøs Kunst.
”Jeg er taknemmelig ved tanken om, at mine bibelmonotypier er ”kommet hjem” der, hvor jeg helst så dem samlet,” fortæller Maja Lisa Engelhardt.
For Maja Lisa Engelhardt har Museet for Religiøs Kunst en særlig betydning:
”Museet for Religiøs Kunst er et unikt sted, som Bodil Kaalund har skabt med dybt engagement. Stedet er et unikt samlingssted for kristen kunst og jeg er taknemmelig for at alle monotypierne er ophængt samlet i Bodil Kaalund Salen,” siger Maja Lisa Engelhardt.
Museet for Religiøs Kunst har åbent tirsdag-søndag fra 12-16 i vinterferien.
Bibelens største fortællinger indeholder en række af de mest kendte historier fra Bibelen. Teksterne er fra den autoriserede oversættelse fra 1992. Til bogen har den anerkendte kunstner, Maja Lisa Engelhardt, skabt over 50 smukke illustrationer.