11.02.2019 Bibelselskabet
Tre gode lydbøger til vinterferien
Her får du Bibelselskabets forslag til tre gode lytteoplevelser til vinterferien. Lige til at downloade til mobilen. Der er både noget for børn og for voksne
Sommerfugl – roman af Maria Helleberg
Maria Helleberg er aktuel med en medrivende historisk roman, der går tæt på reformationstidens norden. Og så er det oven i købet en sand historie!
Sommerfugl er historien om en kvinde, der fik enestående muligheder og endte magtfuld og magtesløs på samme tid. 15 år gammel indgår norske Ingerd ægteskab med en meget ældre mand. Da han dør, kastes hun ud i 1520’ernes uro: Reformation, personstrid og Unionens opløsning. Ingerd befinder sig midt i konflikterne med sin store formue og yderligere fem gode kort på hånden: Sine fem giftemodne døtre.
Bibelhistorier – børnebibel af Ida Jessen
Ida Jessens anmelderroste børnebibel indeholder 29 levende fortællinger fra både Det Gamle og Det Nye Testamente. Jyllands-Posten gav seks stjerner og skrev:
"Ida Jessens 'Bibelhistorier' er et sandt mesterværk. Den store danske forfatters børnebibel bliver svær at overgå de næste mange årtier … Ida Jessen har sproget, overblikket, erfaringen, modet og ikke mindst fortroligheden med de bibelske tekster, som kan løfte genfortællingerne op i deres helt egen genre og ramme en stil, som er uden alder og forfaldsdato."
Stop op – fjumreår for voksne
Alle voksne mennesker bør tage et fjumreår, hvor de sætter alt på pause og laver lige præcis intet af det, som deres liv ellers er fyldt op af. Det er Poul Joachim Stenders klokkeklare budskab i denne bog, hvor han med udgangspunkt i det moderne menneskes travle liv forklarer, hvorfor et fjumreår er nødvendigt for alle over 55 år.
Stop op indeholder opfordringer, gode råd og vejledning til alle, der kunne føle sig fristet til at holde et fjumreår.
Lydbog: Bibelhistorier
Forfatter: | Ida Jessen |
---|---|
Forlag: | Bibelselskabet |
Varenummer: | 978-87-7523-944-3 |
---|---|
Udgave: | Lydbog |