11.10.2018 Bibelselskabet
Ny historisk roman af Maria Helleberg
Maria Helleberg er aktuel med en medrivende historisk roman, der går tæt på reformationstidens norden. Glem alt om tørre historietimer, når Helleberg giver 1500-tallet saft og kraft. Og så er det oven i købet en sand historie!
"Jeg gled med dem alle, led med dem alle, glædede mig med dem alle. Gennemgik alle former for kærlighed: Den vilde passion, den ulovlige, utroskaben. Og ikke mindst den gode og “produktive” kærlighed, som bygger ægteskab og forældreskab."
Sådan beskriver forfatter Maria Helleberg arbejdet med sin nye roman Sommerfugl – Kamp og kærlighed i reformationstidens norden, der udkommer på Bibelselskabets Forlag den 11. oktober.
Sommerfugl er historien om en kvinde, der fik enestående muligheder og endte magtfuld og magtesløs på samme tid. 15 år gammel indgår norske Ingerd ægteskab med en meget ældre mand. Ingerd skoles i både kærlighed og politik, i alle tænkelige former. Da ægtemanden dør, kastes hun ud i 1520’ernes uro: Reformation, personstrid og Unionens opløsning.Som Norges førstedame befinder Ingerd sig midt i konflikterne, med sin store formue og yderligere fem gode kort på hånden: Sine fem giftemodne døtre.
I romanen indgår musikken fra den historiske periode som et vigtigt element. Maria Helleberg har derfor indgået et samarbejde med de to ensembler Almune og Götterfunken om at arrangere og indspille musikken som et soundtrack til romanen.
Maria Helleberg (f. 1956) er forfatter til en lang række succesfulde romaner og er kendt som den historiske romans dronning. I 2017 udkom den anmelderroste reformationsroman, Stormene, på Bibelselskabets Forlag.