Maria Helleberg: "Jeg behøver ikke være min egen Luther"

Som otteårig slog Maria Helleberg allerførste gang op i Bibelen. Hun havde fået den ærefulde opgave at læse indgangs- og udgangsbønnen i Blågårds Kirke, da hun og de andre protestantiske klassekammerater fra den lokale katolske kirke skulle til gudstjeneste. Hun var endnu kun blevet præsenteret for en børneudgave af Bibelen, hvor alle grusomme hændelser og mærkværdigheder var skrællet væk. Men nu ville den unge Maria kende hele historien.

”Da gik det op for mig, hvor mange fantastiske historier, der var i Bibelen. Der var ildvogne, der var lamme, som kunne gå, og døde, der blev levende,” fortæller den nu 61-årige Maria Helleberg med en entusiasme, der får hendes spraglede bælte over den mørke kjole til at plirre.

”Siden har jeg jo heldigvis ikke kunnet slippe uden om Bibelen, for den er grundlaget for alle fortællinger, der er lavet. Især Johannesevangeliet er ufatteligt godt skrevet. Det forelskede jeg mig for alvor i, da jeg selv begyndte at skrive.”

Bibelen er også grundlaget i Maria Hellebergs nye, historiske roman Stormene, der udkom på Bibelselskabets Forlag den 1. juni.

I Stormene følger læserne blandt andre karmelitermunken Andreas, der får den samme tryllebindende oplevelse som forfatterinden, da han i 1526 for første gang slår op i en dansk oversættelse af Bibelen. Her opdager han blandt andet, at Gud er tilgivende, at skærsilden ikke findes, og at frelsen ligger i troen frem for handlingen.

Romanen er den seneste i Maria Hellebergs forfatterskab, der tæller mere end 80 udgivelser. Og de sidste tre års arbejde med bogen har været ”fuldstændig vidunderligt”, fortæller hun.

Nyt digitalt danmarkskort giver overblik over reformationen Nu kan du gå på opdagelse i Bibelselskabets nye digitale kort over den danske reformation. Bliv klogere på de små og store begivenheder, der stadig har indflydelse på vores samfund, kultur og tro. Klik her og se mere.

”Det er det sjoveste, jeg nogensinde har lavet, fordi de her personer dybest set tænker og taler som os. De har været nogle meget interessante partnere at samtale med. Og jeg kan i den grad forstå, hvorfor de følte trang til en reformation,” siger hun.

På den anden side af reformationen ventede den kirke, som Maria Helleberg er kommet i, siden hun var barn. En kirke, hvor pragtdragterne og skønsangen var pakket væk til fordel for den vedkommende prædiken i øjenhøjde og fællessang, fortæller hun.

”Derigennem gik det op for mig, at jeg var glad for ord, der klingede fantastisk godt sammen. Igennem kirkegang og salmesang har jeg fået så meget god lyrik ind gennem ørerne,” siger hun.

Mødet med guddommelig venlighed

Som ung i 70’erne havde Maria Helleberg ganske vist nogle år, hvor hun mente, at ingen magt eller kraft kunne bruges til noget. Men erfaring lærte hende noget andet.

Hun fortæller blandt andet om en periode, hvor hun levede side om side med en voldelig nabo, der truede hende på livet. Men i løbet af få måneder lykkedes det hende at finde et andet sted at bo, og naboen kom samtidig på ret køl. Efter den begivenhed følte hun stor taknemmelighed til en højere magt.

”Men min tro har egentlig ikke været et mentalt sikkerhedsnet i krisetid. Det er snarere en hjælper, når det går godt, og der er overskud til at kigge ud over alle minefelter. Jeg oplever, at Gud er mildheden, hjælpen, det gode råd og styrken til at vælge. Når vi gør det rette, rører vi jo det guddommeliges yderste vingespids,” siger hun.

Maria Helleberg forsøger selv i perioder at gøre en ekstra indsats for at møde verden med åbenhed, lydhørhed og gavmildhed, og da oplever hun, at det giver hende noget igen – det hidkalder ganske enkelt den guddommelige venlighed, mener hun.

”Vi ved alle sammen, hvordan det virker, når vi engang imellem går ud af os selv og tænker, hvordan kan jeg gøre det gode i denne situation. På den måde kan man være med til at lægge en trædesten for et andet menneske, ligesom man selv har oplevet det ske. Det betragter jeg som en lille berøring af det guddommelige, og den slags lyspunkter skal vi samle på,” siger hun.

Om man ligefrem kan hidkalde den form for guddommelig venlighed, kan hun ikke svare på. Hun bruger først og fremmest bønnen terapeutisk til at skabe fokus i perioder med stress og uro, og til at udvise taknemmelighed.

”Jeg ved ikke hvad eller hvem, jeg skal rette taknemmeligheden imod, men jeg føler taknemmelighed. Men jeg har så meget Luther i mig, at jeg ikke tror, at man skal gøre sig fortjent til det, der sker. Der er netop ikke en liste, man kan krydse af og betale sig fra,” siger hun.

Tager hele kristendomspakken

Livet igennem er Maria Helleberg jævnligt gået i kirke – for at høre en god prædiken eller bare være i dét, der for hende er et frirum. Og hun mener, det er sundt for mennesket med mellemrum at knæle ydmygt ned på de kolde fliser. Når hun rejser, besøger hun typisk også gerne den lokale kirke og deltager ved en gudstjeneste – uanset om den måtte være ortodoks, katolsk eller protestantisk. Men hendes egen tro står urokkeligt fast i den protestantiske kirke.

”Jeg synes, at et af de største problemer i dag er, at mange forsøger at kreere deres egen lille acceptable udgave af kristendommen. For mig har det været en forløsning at sige, at jeg tager det hele med. Jeg behøver ikke være min egen lille Luther. Og min tro skal hverken bagatelliseres eller overdefineres. Dét, oplever jeg, virker for mig, som det har virket for mennesker i 2000 år,” siger hun.