Julen er også stilhedens tid

Julen er børnenes fest, siger vi. Men for nogle børn er julen en vanskelig tid.

Sådan var det for Maja Lisa Engelhardt, der er vokset op i en socialt belastet familie med en mor, der var alkoholiker, og en far, der var lidt af en fantast.

Familien, der også bestod af Maja Lisa Engelhardts to yngre søstre, Rachel og Lea, boede på et husmandssted langt fra alfarvej i Nordvestsjælland. Maja Lisa Engelhardt kan huske, hvordan hun juleaften kunne finde på at liste udenfor, når hendes mor havde fået for meget snaps og havde lagt sig hen på sofaen, og hendes far var blevet sur. Så stod hun ude i vintermørket og kiggede op på nattehimlen for at se, om hun kunne få øje på julestjernen.

Selv om det var svært, var barnet Maja dog langt fra at føle sig modløs.

”Rachel, Lea og jeg havde et meget stærkt fællesskab, og jeg følte som den ældste et stort ansvar over for dem. Vi gik i skoven og fandt kogler, som vi dyppede i sølv- og guldmaling og pyntede med, og vi fik lov at tage rutebilen ind til Kalundborg og købe små gaver til hinanden.

Der kunne jo også være dage, hvor vores forældre var i godt humør. Min far slog for eksempel altid søm i væggen til vores julekalender. Selv i dag, når jeg hører lyden af en hammer tænker jeg på, hvor lettet jeg blev som barn, når jeg sådan en morgen op til jul hørte den lyd og tænkte: ”Hvor godt. I dag er far glad”.”

Landskab og kirke

Maja Lisa Engelhardt er i dag en af Danmarks mest fremtrædende landskabsmalere og kirkekunstnere. Som landskabsmaler er hun især inspireret af naturen i sin barndomsegn og følger en nordisk og ekspressiv tradition. Som kirkekunstner gør hun også brug af lyset og landskabet og benytter motiver fra Bibelen. Hendes værker hænger blandt andet i Socialdemokratiets gruppeværelse på Christiansborg, Højesteret, Odense Rådhus og på en række virksomheder og uddannelsesinstitutioner. Hun er også fast repræsenteret på gallerier i New York og Paris samt i Danmark.

Hun har udsmykket mere end 20 danske kirker, og sideløbende med maleriet har hun lavet udsmykninger med blandt andet glasmosaikker og bronzerelieffer.

Hun har sit atelier i Paris, hvor hun bor med sin mand, kunstneren Peter Brandes. Parret bor også i Dublin og i deres fritidshus, der ligger ikke langt fra Maja Lisa Engelhardts barndomshjem.

I dag er hendes forældre døde, så parret fejrer altid jul hos Peter Brandes' mor, der bor på Fyn. Det er en traditionel jul helt på hendes svigermors præmisser. Julen for Maja Lisa Engelhardt handler nemlig ikke om, hvorvidt der skal andesteg eller gås på middagsbordet, og hun er ligeglad med, om hun får julegaver. Til gengæld giver hun en hel del gaver væk hele året. Især til sine to små niecer, der bor i England.

Troens gave

Hvordan går det til, at et menneske, der har haft så svær en start i livet, ender som anerkendt kunstner, der oven i købet forekommer at være fuld af overskud i forhold til de mennesker, hun møder på sin vej? Alle statistikker om social arv tilsiger, at hun med stor sandsynlighed ville være fyldt med bitterhed og had, hvis hun da ikke ville være endt som misbruger som sin mor.

Maja Lisa Engelhardt tøver ikke med svaret.

”Det er troens gave. Det vigtigste i hele mit liv er min tro. Om det regner eller sner juleaften, om jeg sidder alene eller sammen med andre. Det betyder ingenting i forhold til den gave, som troen er. Den gave er forbundet med det barn, der blev født os julenat, og som er Guds søn.”

Maja Lisa Engelhardt gik som barn mange ture alene i de naturskønne omgivelser ved sit hjem. Hun var optaget af erantis, der pibler frem af sneen og varsler forår, og trækfugle, der drager af sted hvert eneste forår og efterår. Samtidig var hun lidt af en tingfinder. Det kunne være fugleskeletter ved stranden, hun fandt, eller flinteredskaber på pløjemarken om efteråret.

Naturen fyldte hende med fascination og ærefrygt, og hun fornemmede instinktivt, at der måtte være en godhed, som stod bag.

Julen falder sammen med vintersolhverv, hvor dagene bliver længere, og i nordisk-hedensk tid blev der festet for lysets komme. Maja Lisa Engelhardt er fascineret af denne sammenhæng mellem natur og religion. At naturen og kirkeåret følger hinanden er en glæde året rundt, synes hun.

Kærlighedens gerninger

I skolen havde hun kristendomsundervisning, men det var først, da hun som 16-årig var på Kalundborg Bibliotek og bladede i en bog, der lå på bordet, at hun for alvor stiftede bekendtskab med kristendommen. Bogen var Kærlighedens Gerninger af Søren Kierkegaard.

Hun lånte bogen med hjem, og siden har hun læst Søren Kierkegaard hver dag. Dog kun den sidste del af hans forfatterskab, der omfatter blandt andet Kærlighedens Gerninger om næstekærlighedsbuddet, og ”Christelige Taler”, der beskriver forskellige former for bekymring.

”Det blev et vendepunkt i mit liv. Kierkegaard har været min præst lige siden. Han siger til mig ”Du skal elske din næste”. Jeg ved, at det er min opgave. Både i forhold til mine forældre dengang og i dag. 

Jeg har i alle livets forhold altid været den, der skulle udjævne. Det er min opgave, og jeg spørger ikke engang hvorfor. Hvis man vil være medarbejder i forhold til Gud tror jeg på, at man skal lytte til, hvad Gud siger. Der er så mange veje at gå i livet. Men nogle gange ligger der en vej lige foran dig, som Gud vil, at du skal gå.”

Jesusbarnet på lærredet

I Bibelen bruges ”vejen” som det sproglige billede på den nye religion, kristendommen. Maja Lisa Engelhardt har brugt vejen som motiv mange gange i sine malerier. Hun har også brugt motiver fra Det Gamle Testamente som den brændende tornebusk og Jakobskampen, og hun har malet den opstandne Kristus. Men hun har aldrig malet motiver fra julen, ligesom de fleste billedkunstnere i dag undgår det lille Jesusbarn. Måske ud af bekymring for, at det skal ligne religiøs kitsch?

”Jeg er nok bange for at fokusere på det lille menneske, for alle børn er jo uskyldige. Men Jesus forblev uskyldsren hele sit liv, og han var Guds søn. Det er svært at få frem uden at banalisere”, siger Maja Lisa Engelhardt, der er klar over, at en maler som Sven Havsteen-Mikkelsen, der levede fra 1912 til 1999, og som hun føler sig kunstnerisk beslægtet med, har malet ”Julenat” til altertavler i fem forskellige kirker i landet.

Hun vil heller ikke afvise, at et maleri med julen som tema vil hænge et sted en dag med hendes navnetræk. Hun kan bare ikke vide det, for med maleriet er det som med livet selv: Hendes opgave består alene i at stille sig til rådighed. 

Med bøjet nakke

”Hver morgen går jeg over i mit atelier, selv om jeg ikke har lyst. Det er med bøjet nakke, for jeg ved, hvor svært det er. Der venter den kamp, som jeg skal kæmpe. Der er så meget, jeg tror, jeg gerne vil udvirke på lærredet: Alt det, jeg rummer i hele mit væsen. Landskaber, som jeg husker tilbage på, veje og grøftekanter. Små fragmenter, som kører rundt i hovedet. Jeg kan slet ikke bruge det bevidst på nogen måde. Det er billeder, der venter på mig et sted. Men jeg føler, jeg skal gennem et tornekrat for at komme ud på den anden side og hente dem”, siger hun.

Hver aften, inden hun går i seng, har Maja Lisa Engelhardt en stille stund. Først læser hun i Bibelen efter Bibelselskabets læseplan. Dernæst læser hun et par sider af Søren Kierkegaards forfatterskab. Til sidst folder hun sine hænder.

”Det har ikke noget at gøre med meditation. Jeg tænder ikke lys, og der er ikke tale om en ceremoni på nogen måde. Jeg sidder bare lige så stille. Jeg tænker ikke på dagen i dag eller i morgen. Jeg er til stede i dette nu. Og så bliver jeg fyldt af en dyb taknemmelighed, som jeg slet ikke kan sætte ord på, og som er troens gave. Jeg føler, jeg får så stor en gave, at jeg kan dele ud af den”, siger Maja Lisa Engelhardt.

Hun har hørt alle undskyldningerne før, når det gælder fortravlede danskere, der ikke ser sig i stand til at sætte sig i et stille hjørne et kvarter hver aften. Der skal jo smøres madpakker og puttes børn, og der er altid en mobiltelefon, der ringer, eller nogen, der ser TV.

Ti stille

Maja Lisa Engelhardt, der ellers er lavmælt, hæver stemmen:

”Men de tier ikke stille! De gør ikke den indsats, der skal til. Selv om jeg sidder i en lufthavn i New York kan jeg finde et hjørne et sted, hvor jeg kan lukke fuldstændig af og åbne mig for Gud. Det er ingen særlig præstation. Det er et spørgsmål om at øve sig.

Stilheden skal opstå inde i dig selv. Det er derinde, Gud møder dig. Vi går væk fra ham. Men Gud går ikke væk fra os. Han kom til hyrderne på marken julenat. Han kommer til os. Det eneste, der kræves, er, at vi tier stille og lytter.”

Maja Lisa Engelhardt, født 1956, uddannet på Det Fynske Kunstakademi, billedkunstner med særligt fokus på landskabsmaleri og kirkekunst. Der er skrevet en del bøger om Maja Lisa Engelhardt og hendes kunst, bl.a. ”Maja Lisa Engelhardt, en monografi” af Henrik Wivel, og ”Mod Lyset” om tyve kirkeudsmykninger.