Tine Lindhardt
I julen fejrer vi, at lyset vender tilbage
Jul er et gammelt nordisk ord, der betyder glæde eller jubel. Men det engelske ord for jul - Christmas - peger tydeligere på, hvad julen drejer sig om. Nemlig om Jesus Kristus og hans komme til jorden
Vi kender det blandt andet fra det engelske ord ’Jolly’ - fx i Jolly Cola! Jul skulle også hænge sammen med ’hjul’ og derfor have noget at gøre med årets vending ved vintersolhverv. På den måde er jul oprindeligt en gammel hedensk fest midt i årets mørkeste tid, hvor man fejrer og glæder sig over, at lyset nu vender tilbage, fordi året vender.
Den kristne forståelse af julen kan man finde i den engelske betegnelse for jul: ’Christmas’. Det betyder egentlig ’Kristusmesse’, altså en gudstjeneste for Kristus. I julen fejrer vi nemlig Jesus’ fødsel i en stald i Betlehem uden for lands lov og ret, fordi der ikke var plads til den fødende Maria på kroen eller andre mere respektable steder.
Fra begyndelsen tegnes Jesus altså som den, der kommer på tværs, og som den, det etablerede samfund ikke har plads til eller rum for. Læs mere i Lukasevangeliet kap. 2 og Matthæusevangeliet kap. 1.
Hverken Markus- eller Johannesevangeliet fortæller om Jesus’ fødsel, men Johannes indleder sit evangelium med en prolog, der trækker forbindelsen helt tilbage til skabelsen i Første Mosebog kap. 1 og Bibelens allerførste ord: I begyndelsen skabte Gud Himlen og Jorden.
Måden, Gud skaber på, er ved at tale, at sige ord. Gud siger: Der skal blive lys, og så bliver der lys, og Gud ser, at det er godt.
Johannes indleder sit evangelium med: I begyndelsen var Ordet. Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Det var i begyndelsen hos Gud. Nogle vers længere henne siger Johannesevangeliet: Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Med Ordet tænker Johannes på Jesus.
Gennem denne markante prolog får Johannes således sagt, at Jesus er Guds nye begyndelse, og at Jesus er Guds skaberord. Johannesprologen bruges i folkekirken som prædikentekst juledag.
Jul på forskellige sprog
- Grønlandsk: Juulli
- Tysk: Weihnachten
- Fransk: Noël
- Spansk: Navidad
- Finsk: Joulu
- Græsk: Christogenna (Χριστούγεννα)
- Kinesisk: Shèng dàn jié
- Hollandsk: Kerstmis
- Latin: Christi Natalis