The Tribute Money - Leopold Layer

23. søndag efter trinitatis

Forekommer ikke i 2025

Tekstrække: Første række

Denne hellige lektie skriver profeten Amos: 
Hør dette, I, som knuser den fattige
og vil gøre det af med de hjælpeløse i landet.
I siger: »Hvornår er nymånedagen forbi, så vi kan sælge korn, og sabbatten, så vi kan åbne kornsalget; vi vil gøre efaen lille og sekelen stor og bedrage med falsk vægt. Vi vil købe de svage for penge og den fattige for et par sandaler; vi vil sælge affaldskorn.«
       Herren sværger ved Jakobs stolthed:
      »Aldrig glemmer jeg nogen af deres gerninger!«
 

Amos' Bog 8,4-7

Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne: Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud. Den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning imod, og de, der gør det, vil pådrage sig dom. De styrende skal jo ikke skræmme dem, der gør det gode, men dem, der gør det onde. Vil du slippe for at frygte myndighederne, så gør det gode, og du vil blive rost af dem; for de er Guds tjenere til dit eget bedste. Men gør du det onde, må du frygte. Ikke for ingenting bærer myndighederne sværd; de er Guds tjenere og skal lade vreden ramme dem, der gør det onde. Derfor skal man underordne sig, ikke kun for vredens, men også for samvittighedens skyld. Derfor betaler I jo også skat, og de styrende er Guds tjenere, når de tager vare på det. Giv alle, hvad I skylder dem: den, der har krav på skat, skat; den, der har krav på told, told; den, I skylder frygt, frygt; den, I skylder ære, ære.

Romerbrevet 13,1-7

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da gik farisæerne hen og besluttede at fange Jesus i ord. De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, og de sagde: »Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk. Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?« Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: »Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere? Vis mig skattens mønt!« De rakte ham en denar. Og han spurgte dem: »Hvis billede og indskrift er det?«. »Kejserens,« svarede de. Da sagde han til dem: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« Da de hørte det, undrede de sig og forlod ham og gik deres vej.

Matthæusevangeliet 22,15-22

50 bibeltekster du skal kende

Bibelens højdepunkter udvalgt af Sørine Gotfredsen
50 bibeltekster du skal kende
279,95

Forfatter: Sørine Gotfredsen
Sidetal: 256 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-301-5
Mål: 13,8 x 21,5 cm.