Klik her for at læse lignelsen om pladserne ved bordet.

”Jeg føler mig meget ydmyg overfor opgaven”.

Nu har jeg godt nok sat det i citationstegn, men det er faktisk slet ikke noget citat. I hvert fald ikke fra nogen bestemt. Alligevel lyder det som ord, vi har hørt rigtig mange gange. For om man er nyforfremmet mellemleder, nyudnævnt minister, OL-deltager eller noget helt fjerde, så kommer den meget ofte – den der tale om ydmyghed. Jeg kan ikke lade være med at tænke, om det bare er noget, vi siger. For selvom ydmyghed er en del af moderne ledelsesstil, så kunne man godt have lyst til at spørge, hvordan det egentlig står til med ydmygheden? Er der overhovedet plads til den i en verden, hvor det hele handler om os selv? Hvor vi selv skal skabe vores lykke, og hvor guruer prædiker over overskrifter som: ”Den vigtigste person i dit liv er dig”?

Jeg tror, ydmygheden har trange kår… Derfor kan vi godt have brug for at blive mindet om den.

På et tidspunkt sidder Jesus til bords med en flok farisæere. Der er så mange gange i det nye testamente, hvor det, vi hører, er, at Jesus spiser med nogen. Med syge, syndere, hedninger, men altså også med samfundets religiøse jetset. Det er ikke tilfældigt, at det er over middage, han møder folk, for det er lige der ved bordet, der fortælles så meget om menneskers liv og tro og også om vores syn på andre mennesker.

Denne dag er det sabbatsmåltidet, han deltager i, og ved bordet sidder en gruppe højtstående farisæere. Det lyder til, at de mere har inviteret ham for at teste ham end for at høre, hvad han bringer, og hvem han er. De holder øje med ham, står der… Men Jesus er ikke typen, der siger tingene mellem linjerne, så i stedet kritiserer han dem helt åbenlyst for deres mangel på ydmyghed. Han gør det ved at fortælle en lignelse. En lignelse om en bryllupsfest.

Som ved alle andre fester, var der helt særlige regler for, hvordan en bryllupsfest skulle holdes og også regler for, hvordan man skulle sidde. I lignelsen har nogen så placeret sig til højbords for på den måde at være en del af festens midtpunkt, fordi vedkommende opfattede sig selv som højere oppe i hierarkiet end eller de andre, men sådan skal det ikke være, siger Jesus. ”Når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op!”

Det kunne næsten lyde som om, Jesus faktisk selv går op i hierarkier. Men hvad betyder det så? Betyder det, at vi selvudslettende skal gå rundt og bukke og skrabe for hinanden – og i en ”jeg er mere ydmyg end dig”-konkurrence skal frelse os selv gennem vores beskedenhed, selvopofrelse og ydmyghed? Nej selvfølgelig ikke. Jesus taler ikke om ydmygelse, som kunne begrundes med hierarkisk orden, nej, det handler om ydmyghed, og det er noget ganske andet.

Ydmyghed handler om ikke at sætte sig selv først, at hæve blikket og se den anden og om at vedkende, at det menneske, man står over for, også har værdi.

Festen i lignelsen er en bryllupsfest. Ofte sammenligner Jesus selv Guds rige med en bryllupsfest, hvor Jesus er gommen og hele hans kirke er bruden. Det kan lyde sådan lidt kryptisk og halvsært, men et bryllup er fest for forening, og det, som Jesus mere end noget andet, kommer med til mennesker, er forening. Jesus vil med sit liv, død og opstandelse forene mennesker med Gud, med livet og evigheden. Og han vil med sine ord og Ånd forbinde mennesker med hinanden.

Den forening mindes vi om, når vi knæler ved nadverbordet. Der kan vi knæle skulder ved skulder, og ingen sidder for bordenden. Men man kan kun deltage, hvis man vover ydmygheden og knæler, og så vil man se, at hvor Jesus er vært, der sidder alle til højbords.

Det er det, det handler om. Vi er forenet med hinanden, vi er forenet med Gud, og intet skal skille os fra ham. Ikke tvivl, ikke sorg, ikke død. Nej, intet kan rive os ud af hans hånd.

Inge Marie Kirketerp Hansen er sognepræst i Gjellerup Kirke ved Herning.