Læs lignelsen om det store festmåltid

”Smut, pommes frites. Det’ en lukket fest!”. Udtrykket blev flittigt brugt i min barndom, når nogen ikke gad at have andre med i legen, og ifølge min families efterretninger fra en lokal børnehave, er udtrykket stadig i brug: ”Smut, pommes frites. Det’ en lukket fest”.

Jeg tror ikke, det er helt ved siden af, hvis man antager, at en del mennesker har lige præcis den fordom om kirken: At den er som en lukket fest, hvor alle kender alle og man taler et helt særligt kodesprog, der kun er for de indviede. Fordommen har også uden tvivl nogle gange haft hold i virkeligheden, men det er meget sørgeligt, for man skal ikke læse særlig længe i evangelierne, før man finder ud af, at det fællesskab, Jesus er herre i, er alt andet end lukket. Det bliver næsten ikke tydeligere, end når man ser på, hvem han spiste sammen med.

Jesus var i det hele taget ret vild med middagsselskaber. Han gjorde sit første tegn ved en bryllupsreception i Kana, og han brugte så meget tid på at spise med toldere og prostituerede, at farisæerne kaldte ham en fråser og dranker. Jesus havde aldrig for travlt til at stoppe op og spise, dele fisk og brød med 5000 mennesker, spise et traditionelt jødisk måltid med sine nærmeste venner eller morgenmad med den ven, som fornægtede ham tre gange, og når Jesus kommer igen, siger Bibelen, skal Jesus holde en større fest end nogensinde.

Vi hører om, at Jesus en dag sidder til middagsselskab med byens spidser – de rettroende farisæere, og selvfølgelig skal han ruske det hele lidt op, så han fortæller en lignelse. En forargende historie om en vært, der har puttet alle pladerne i bordet, sat ekstra stole frem, sendt invitationer ud og nu bare venter på gæsterne – men de kommer ikke. En efter en melder de fra med meget dårlige undskyldninger. I radioprogrammet, der indtil for ganske nylig hed ”Mads og Monopolet”, er dilemmaer omkring netop festdeltagelse blevet taget op flere gang, og der er ligefrem opstået en tommelfingerregel, den såkaldte ”Søren Pind-regel”, der lyder: Man kan ikke bare vente på, at noget bedre dukker op. Det, du har sagt ja til først, tager du til. Ikke desto mindre får værten i Jesus' lignelse det ene afbud efter det andet.

Men så er det, værten i lignelsen sadler om, for fest skal der være! Huset skal fyldes af gæster, og hvem end, der vil komme, inviteres ind og får en plads.

Den lignelse har ikke skabt god stemning ved middagsbordet med de selvretfærdige farisæere, men Jesus vil understrege farisæernes uvilje til at tage del i Guds glæde. Den glæde, der har fået sit ansigt og bankende hjerte i Jesus Kristus. Invitation til at være med i Guds glædesfest og fællesskab. For hele Israel havde den indbydelse lydt gennem skriftens gamle profetier og mere end noget andet i Jesus Kristus, men igen og igen lukkede mennesker øjne og ører for det, som han bragte med. Derfor understreger Jesus da over for farisæerne, at invitationen til at være Gud nær nu lyder for alle! For hedninge, for syge, for udstødte – for hele verden!

Vi kan stadig være temmelig ligeglade, når vi hører den invitation, eller vi kan tro, at det trods invitationen er en lukket fest, der ikke har plads til mig og alt mit. Men det er en skam.

Måske vi også som mennesker og menighed har en opgave her, for det var en glæde, der skulle være for hele folket, der kom til jorden julenat. Det er et fællesskab, der rækker ud i tid og rum, der har Jesus til herre. Og hvis der er en ting, vi har lært de sidste 18 måneder, så er det, at det først rigtig føles som en fest, når bordet er fyldt op med mennesker i stedet for afstand. Vi må ligesom tjeneren i lignelsen hjælpe med at invitere ind i glædens fællesskab, og så må vi sige det, som hver dag får Gud til at række sin hånd frem til mennesker:

Kom nu. Tag plads. På bænken og ved bordet og i bønnen. For invitationen er også til dig.

Inge Marie Kirketerp Hansen er sognepræst i Gjellerup Kirke ved Herning.