Den allertidligste gengivelse af Jesus på korset menes at være den såkaldte Alexamenos-graffiti. Den blev ridset ind i en væg et sted i Rom omkring år 200 og viser en korsfæstet menneskekrop med æselhoved. Ved siden af korset står en mand, og en tekst lyder: ”Alexamenos tilbeder sin Gud”. En korsfæstet Gud? Der var med romerske øjne nok at grine af.

Hvem er Gud? Det spørgsmål har mennesker altid været optaget af at finde et svar på, og ofte er det blevet besvaret med alt det, Gud ikke er. Sagt i ord eller leveret som en latterliggørelse af det andet synspunkt.

Det skandaløse – set med jødiske øjne omkring år 30 – ved evangeliet var, at det påstod, at Gud skulle have besluttet sig for at vise sig som en person: et menneske i kød og blod. Denne person, der på én gang var menneske og Gud, gik da også ind i teologiske diskussioner med dem, der mente, de havde styr på alle svarene. Han udførte helbredelser og undere. Men der var alligevel en anden aktivitet, han brugte langt mere tid på.

Ja, når man læser i evangelierne, får man et tydeligt billede af, at da Gud blev klædt i kød og blod og gik rundt imellem os, så var det, han gjorde allerflest gange, dette: At fortælle historier.

Tænk lige over det: Skaberen af universet, alfa og omega, ham, som var, og som er og som kommer, han fortæller historier.

Evangelierne er da fulde af Jesus’ lignelser. Matthæus siger, at Jesus talte til mennesker i lignelser, og at han aldrig sagde noget til dem uden at gøre brug af lignelserne (Matthæusevangeliet 13,34). Markus påstår i begyndelsen af sit evangelium det omvendte: At Jesus brugte lignelserne for at folk intet skulle forstå (Markusevangeliet 4,12). Sådan har det sikkert også været i starten. Folk kunne knapt forstå, at det, Jesus bragte med, og den, han var, var alt det, de havde ventet på!

Forfatteren Madeleine L’Engle fortæller et sted, hvordan hun modtog respons på en af sine bøger fra en ung kvinde, der sagde: ”Jeg har læst din bog, da jeg var 8 eller 9. Jeg forstod ikke bogen dengang, men jeg forstod, hvad den handlede om”. Sådan kan vi nok have det med mange bibelske beretninger. Også nogle af Jesus’ lignelser. Vi kan ikke forstå dem fuldt ud, men vi forstår, hvad de handler om: Guds altomvæltende kærlighed og nåde.

Lignelser er da også det, der skal hjælpe os til at forstå alt det, der slet ikke giver mening: At Gud er trådt ind i menneskers historie, for at Gudsriget skal spire frem i verden og i menneskers hjerter.

Præcist det handler lignelsen om sædemanden om. Den gavmilde bonde, der rundhåndet kaster såsæden ud. Ikke bare i den gode jord, men både mellem tidsler, på vejen og på klippegrund. Kun i den gode jord kan det slå rod, men alligevel bliver sædemanden ved.

Hvis der har stået en flok agerdyrkere, da Jesus fortalte den lignelse, har de grinet af hans historie. Hvilken bonde vil spilde såsæden på steder, hvor den slet ikke vil blive til noget? Men sådan er Gud, siger Jesus os med lignelsen. Og måske denne lignelse på den måde bliver en forklaring på, hvorfor Jesus igen og igen og igen fortæller historier til mennesker: fordi alle skal høre det.

”Såsæden er ordet”, forklarer Jesus sine disciple, og det ord er en kæmpe stor paraplybetegnelse for alt det, Jesus bringer med til mennesker. Det er hele evangeliet! Ordene om, at Gud er trådt ind i verden. Ordene om frisættelse, nåde, barmhjertighed, tilgivelse, håb, evighed – ja, dét ord!

Den, der har ører, skal høre. Så sæt dig. Med Bibelen, i kirken, med lydbogen. Lyt. Nu begynder det.

Klik her for at læse lignelsen om sædemanden.

Inge Marie Kirketerp Hansen er sognepræst i Gjellerup Kirke ved Herning.