Ny salme.
Komponisten Erik Sommer har skrevet melodien til den ene af de to bibelsalmer, som salmedigteren Lisbeth Smedegaard Andersen har skrevet i anledning af Bibelselskabets 200 års fødselsdag.

25.04.2014 Bibelselskabet

Salmedigter skaber to nye bibelsalmer

I anledning af Bibelselskabets 200 års jubilæum har salmedigter Lisbeth Smedegaard Andersen skrevet to nye salmer. Dansk salmesang hænger uløseligt sammen med Bibelen, og nye salmer åbner Bibelen på helt nye måder.

Hvad er mere naturligt, når Bibelselskabet i år fylder 200, end at få skrevet en salme, der hylder Bibelen?

Det var den tanke, der fik Bibelselskabets bestyrelsesformand Cai Frimodt-Møller til at spørge salmedigter og tidligere sognepræst Lisbeth Smedegaard Andersen, om hun ville forfatte en bibelsalme i anledning af jubilæumsåret. 

Opfordringen inspirerede Lisbeth Smedegaard Andersen til at skabe hele to nye bibelsalmer – I stilheden skærmet af Urhavets strømme og Du som selv på afstand kender. Og resultatet er fortræffeligt, mener Cai Frimodt-Møller.

”Salmerne betager mig og alle andre i Bibelselskabet, der har set dem. Vi ønskede en salme, der kunne sætte fokus på, at vi har en bog, der indeholder det livsgrundlag, vi alle lever på og ved. Det er lykkedes. De er en tidløs hyldest til Bibelen med metaforer, der er velkendte for mange,” siger han.

Lisbeth Smedegaard Andersen er kunsthistoriker, forfatter, foredragsholder og tidligere præst i blandt andet Holmens Kirke. Hun modtog i 2009 Bibelselskabets pris, fordi hun "repræsenterer en nutidig refleksion over de bibelske skrifter", og hun har bidraget med flere salmer til Den Danske Salmebog. 

”Det er skønt at få lov at skrive en salme til så festlig en anledning. Den opfordring blev jeg meget beæret over. Jeg håber, mine salmer skaber glæde over, at vi har ordet og Bibelen – det er både vores fundament og vores fremtid,” siger hun.

Rasmus Nøjgaard, der er sognepræst i Sankt Jakobs Kirke og underviser kommende præster på Pastoralseminariet i København, mener også, at idéen med at skabe en bibelsalme i forbindelse med jubilæumsåret er fremragende:

”Bibelen og salmer hænger ufravigeligt sammen som mand og kone. Salmerne er en utrolig vigtig del af vores måde at være kristne. Med poesien udlægger og tolker vi Bibelen. Bibelen er en levende bog, der hele tiden skal åbnes og udfordres. Det gør Lisbeth Smedegaard Andersens salmer,” siger han.

Den nye bibelsalme I stilheden skærmet af Urhavets strømme kan synges på melodien Som lilliens blade, men har også fået en helt ny melodi af komponisten Jakob Stevns-Lorentzen. 

Erik Sommer har komponeret melodien til Du, som selv på afstand kender. Ved festgudstjenesten i Københavns Domkirke den 11. maj vil den nye bibelsalme blive sunget på melodien Op, min sjæl, thi sol er oppe

De nye salmer må bruges vederlagsfrit ved gudstjenester og andre arrangementer i forbindelse med Bibelselskabets jubilæumsår 2014.

Jubilæumssalmer

Bibelselskabet fylder 200 år i 2014. Jubilæet vil blive fejret over hele landet i form af arrangementer og festgudstjenester. I den forbindelse har Bibelselskabet spurgt salmeskriver Lisbeth Smedegaard Andersen om at sætte ord og vers til to nye bibelsalmer.