13.03.2014 Inge Haandsbæk Jensen
Billedserie: Kendte og kongelige til Bibelselskabets 200 års-jubilæum
Den 11. maj kunne Bibelselskabet fejre 200 års jubilæum ved en flot festgudstjeneste i Vor Frue Kirke i København. Blandt deltagerne var Hendes Majestæt Dronning Margrethe samt fremtrædende politikere og kunstnere.
Søndag den 11. maj var Vor Frue Kirke i København fyldt med kongelige, kendte, borgere og venner af huset, da Bibelselskabet indbød til festgudstjeneste i anledning af 200-års jubilæet.
Efter højmessen, hvor biskop og præsident for Bibelselskabet, Peter Skov-Jakobsen prædikede, var der reception i et stort telt på Vor Frue Plads. Her holdt kirke- og kulturminister Marianne Jelved og generalsekretær Morten Thomsen-Højsgaard taler.
Sangerinden Dicte optrådte også med nummeret "En sang fra dig", som var den nyeste single i serien "Lydspor fra Bibelen". Sangen handler om pinsen, kirkens fødselsdag.
Senere på dagen var gæsterne inviteret til den officielle åbning af bibeludstillingsskibet Noas Ark, som i maj ligger til kaj ved Amaliehaven, Larsens Plads, foran Amalienborg Slot. Skibet er ejet og drevet af den hollandske kunstner og tv-tilrettelægger Aad Peters.
Om Festgudstjenesten
Festgudstjenesten blev afholdt i Vor Frue Kirke den 11. maj som en markering af Bibelselskabets 200 års jubilæum.
Biskop over Københavns Stift, Peter Skov-Jakobsen prædikede ved festgudstjenesten.