Bibelen fejret i Københavns Domkirke: Læs biskoppens prædiken

Tiden mellem påske og pinse er kirkens største festtid.

Der skete noget på tredjedagen efter korsfæstelsen, og vi vandrer stadig i lyset af den hændelse. Vi går i ekkoerne af tonerne fra den morgen.

Alligevel begynder vi dagen i dag med at minde hinanden om, at Jesus engang har sagt: ”Jeres hjerter må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig!”

Vi går her med en erfaring af, at kærligheden overvinder ligegyldigheden, og at livet sejrer over livløsheden. Denne erfaring gør vi dog i virkelighedens verden og her hænder det, at vi bliver forfærdede og stemmen snørrer sig sammen og blikket bliver sløret.

Den store svenske teolog Gustaf Wingren indleder sine gribende erindringer, som han som 81-årig tilegner mindet om sin mor, Engla Teresa Sundman og skriver: 

"Hun døde som 33-årig i marts 1921. Jeg stod ved min fars side og så kisten glide langsomt ned i den grålige og bløde ler på Valdemarsviks kirkegård. Ti år var jeg blevet, og siden da har jeg den samme indre oplevelse: Når jeg hører ordene om hvedekornet blive læst, hvor i verden jeg end hører dem, ligegyldigt på hvilket sprog de udtales, så ser jeg altid kisten synke langsomt nedad, og oplever en følelse ladet med død, og ladet med et ukueligt håb. ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.” (Joh. 12,24). Personligt tror jeg uindskrænket på disse ord. Og min tro er ikke tilkæmpet, jeg har fået tilliden gratis, fået den af hende som lå i den synkende kiste en martsdag i 1921."

Resten af livet brugte han på at udforske stemningen, der havde været ladet med død og samtidig med ukueligt håb.

Vi bevæger os ud i vores livsverden. Herude omfattes vi til tider af en resigneret stemning. Vi frastødes af vore egne handlinger, men nok især af de andres. Vi tumler med væsentligt og ligegyldigt. Ind i mellem nyder vi en fornærmelse urimeligt længe og kan ikke få nok af at se os selv som ofre. Der er tider, hvor vi inderligt glæder os. Stille sidder vi og iagttager livets eget mysterium og bliver overrumplet af selvforglemmelse. Den der én gang har prøvet det, ønsker sig altid tilbage til det rum, for dér var det, at verden åbnede sig og sandheden blev åbenbar.

Der er tider, hvor vi står ansigt til ansigt med håbet, kærligheden, sandheden, retfærdigheden. Vi står foran et stort og favnende landskab, og vi øjner, at bagved det vi ser, er der andre landskaber – bagefter de lyde, vi hører, er der andre lyde.

Vi aner, at der findes en åbenhed og en frihed i verden, som kan blive vores, hvis vi tør lytte og se.

I kirkens sammenhæng klinger der hele tiden nogle spørgsmål:

Hvad var det, der fik mænd og kvinder til at følge Jesus? Hvorfor vendte de om, da de havde set og hørt ham? Hvorfor er det stadigvæk sådan, og hvorfor er vort inderligste ønske for verden stadig, at hvad end der sker, så må den tro og den fortælling aldrig blive borte, for så bliver verden væk for sig selv?

Hvad var det, der blev udtrykt i verden med dette gådefulde menneske, denne Menneskesøn, der altid mødte kolde ord med medfølelse og modsigelse?

Han påstod, at Gud elskede verden, og så brugte han sig selv som eksempel.

Fra de allertidligste tider, har der været en tradition for, at de Kristus-troende opfattede sig, som dem, der var på vej. De tog livet på sig, levede med det som det var, og til tider så de gudsnærværet som en fakkel - til andre tider var der kun en glød. Men undervejs havde de denne forestilling om, at Gud ser vi ansigt til ansigt i Jesus. De havde også en forestilling om, at i hans ansigt kunne de aflæse verdens gang. Han er nemlig ikke upåvirkelig. Han sidder ikke bare oppe i sin almagt og hælder ord ud over mennesker. Han bærer Guds ansigtstræk. Han er ikke et fossil.

De havde også en anden forestilling, nemlig at hvis de fulgte ham, så var de på en lang vandring igennem mange landskaber, og det handlede ikke om blot at udsondre sig et yndlingssted. Det handler om at se det hele, opleve det.

Han havde sagt til dem, at der var mange boliger i hans fars hus. Han vidste godt, at i denne verden er vi ikke sjældent bundet til tanken om stor – større – størst. Han vidste godt, at entydighedens svøbe ikke så sjældent lagde sig om menneskers tanke og udtryk.

Han ved også godt om os, at vores boliger, vores huse, godt kan være urolige steder, enten fordi vi bliver grebet af magtesløshed eller fordi vi ikke orker at lade de andre komme til, for vi er blevet arrige på dem.

Ned igennem historien kan vi se, at hvor det lykkedes Jesus at få mennesker til at følge sig – hvor det lykkedes at slå et opmærksomt følgeskab – dér blev der ført ord til torvs som ikke ville spærre for tanken.

Dér blev der bygget katedraler, slotte og huse der ikke ville lukke Gud ude endsige spærre det hellige inde. Ordene, murene, farverne stod der ikke for at spærre – de stod der for at rumme en flig af den sandhed og kærlighed, som skal være en følgesvend for mennesket og en opmuntring til livet, til tanken, til følelsen.

Ved siden af Jesus er der plads til den sikre tro og den tro, der spørger efter mere mening.

Når vi bliver ved med at fascineres af dette gådefulde menneske, da skyldes det nok at indelukketheden ikke fornemmes at have en mulighed i hans nærhed.

Vi fornemmer, at vi over for ham godt kan komme med vores selvoptagethed og selvretfærdighed; men vi slipper ikke gennem de mange boliger, gennem de mange møder med ham med den selvoppustelighed intakt.

Når mennesker står ved siden af Kristus, opdager vi, at det utrolige er sket, nemlig at Guds rige har indfundet sig, og vi kan se det. Vi behøver ikke at fornægte det sande og det smukke. Vi kan ikke lade som om den syge eller undertrykte ikke findes.

Vi står ved siden af den Menneskesøn, der hele tiden får os til at se medmennesket og som forlener os med medfølelsen og agtelsen for endog fjenden.

Vi står ved siden af ham, som gør det klart for os, at selv om vi lige har ødelagt livet, gjort det umuligt, modtaget det med ligegyldighed, så kan vi ved at se ham ansigt til ansigt få gløden og hjerteligheden tilbage i sjæl og liv og give hjerteligheden de muligheder, som ligger i den tilgivelse og den kærlighed, som får menneskeheden til at nynne, synge og sprudle af glæde.

Det forunderlige ved Kristus er netop, at han lukker medmennesket ind i sin verden med alle besynderlighederne og han rummer menneskeslægten og lader os mærke, at størst er den kærlighed, der skænker det andet menneske åbenheden.