Bibelselskabets jubilæumskollektion hyldes.
Der er 21 bøger i Bibelselskabets nye kollektion.

28.05.2015 Thilde Thordahl Andersen

Bibelselskabets jubilæumskollektion hyldes

De 21 forskellige udgaver af Bibelen, som udkom i en jubilæumskollektion sidste år, er blevet udvalgt af Forening for Boghaandværk som nogle af de bedste udgivelser i 2014, når det kommer til dansk bogdesign.

Der var, en, der var to, der var... faktisk hele 21 udgivelser på spil, da Bibelselskabet i 2014 udkom med en stor og varieret jubilæumskollektion. Nu findes der en bibel til enhver smag.

Det initiativ belønnes nu af Forening for Boghaandværk, hvis komité for Bedste Bogarbejde 2015 har udvalgt Bibelselskabets jubilæumskollektion til at være blandt sidste års smukkeste bogudgivelser.

Det er en stor ære at blive udvalgt til dette selskab - tidligere har udgivelser som Tænkepauser fra Aarhus Universitetsforlag og Ny Nordisk Hverdagsmad fra FDB været udvalgt.

Og det er ikke første gang, Bibelselskabets bøger er blevet hædret af Foreningen for Boghaandværk. Blandt andet blev Konfirmandbibelen udvalgt i 2004, ligesom konfirmandmaterialet Far, Søn, Ånd blev det i 2005. Skolebibelen var med i 2011, og Bibelselskabets børnebibel De Mindstes Bibel vandt i 2007 en hæderspris for Årets Børnebog.

Bøgerne, som er udvalgt til Årets Bedste Bogarbejde 2015, kan ses på en udstilling på Det Kongelige Bibliotek, nærmere bestemt Den Sorte Diamant, fra den 15. juni 2015 klokken 17.00 til den 27. august 2015.

De udvalgte bøger vil sommeren over også kunne opleves på vandreudstillinger rundt omkring i Skandinavien og i forbindelse med bedømmelsen Verdens Smukkeste Bøger i Frankfurt am Main med efterfølgende udstilling i Leipzig.

Se de udvalgte bøger

Udvalgte bøger var udstilllet på Det Kongelige Bibliotek i København.

Tid:

I perioden 15. juni-27. august 2015.

Sted:

Den Sorte Diamant, Det Kongelige Bibliotek, Dronningesalen, Søren Kierkegaards Plads 1, 1221 København K.