Af Lea Holtze og Louise Graa Christensen
Postkort fra syriske flygtninge: Tak for hjælpen!
Krigens ofre: Bibelen og Verden besøgte for to år siden nogle af de syriske flygtningefamilier i Jordan, der får livsnødvendig hjælp fra Bibelselskabet og danske givere. Der er nu nyt om udviklingen siden sidst fra flere af de mange familier, der kæmper for at holde liv i drømmene på trods af de barske realiteter
Hver dag krydser nye, syriske flygtningefamilier den illegale grænse til Jordan i håb om at komme i sikkerhed fra uro og bomber. Ifølge officielle tal fra FN er flygtningestrømmene til Jordan oversteget en halv million, mens de uofficielle tal lyder på det dobbelte.
I Jordans hovedstad Amman står Majd Swedan, der er projektleder i Bibelselskabet, og hans team af 75 frivillige, klar til at hjælpe dem, der på grund af kristenforfølgelser og kummerlige forhold ikke kan bo i FN's flygtningelejre. Det tager hårdt på et land som Jordan med dets bare 6,5 millioner indbyggere at rumme det stigende antal flygtninge. Og siden Bibelen og Verden i september 2013 rapporterede fra Jordan, er presset taget til.
Tak til danske givere
Men med støtte fra blandt andet danske givere kan Madj og hans kollegaer række en livgivende hånd ud med mad, tæpper og håb om en lysere fremtid til flygtningefamilierne.
Uanset religiøst ståsted får de syriske familier bragt nødhjælp ud, når de skriver deres navne på en liste, der ligger i kirkerne i Jordan. Desuden er Madj og hans kollegaer meget opmærksomme på, hvis de møder syrere på gaden eller hører om nye syriske familier i de områder, de opererer. For de ved, at den hjælp, de yder, kan redde liv.
Da Bibelen og Verden er tilbage hos flere af de familier, som Bibelselskabet støtter med blandt andet nødhjælp, er der børn, som leger sorgløst i de golde lejligheder. Men imens sidder forældrene med tunge skuldre og trætte øjne.
"Huslejepriserne er steget, og flygtningene må stadig ikke arbejde, så vi kan godt mærke presset og desperationen. Samtidig sidder mange med længslen efter at komme tilbage til Syrien eller videre til Europa. Men det er meget vanskeligt for dem at bevare håbet, fordi de reelt ikke ved, hvad de venter på, eller om der er udsigt til fred. Den situation kan vi forhåbentlig hjælpe dem med at leve i," fortæller Madj Swedan.
Behov for sjæl og krop
Først og fremmest hjælper Bibelselskabet dem med at dække deres fysiske behov for eksempelvis mad, tæpper og gas. Behovet er stort, for familierne er typisk ankommet uden at have andet med sig end det tøj, de går og står i. Nogle familier har også brug for hjælp til at få børnene i skole og en sjælden gang i mellem støtte til huslejen. Dernæst hjælper de frivillige familierne med at komme igennem traumer og sorg efter at have mistet familiemedlemmer og set blod og bomber.
"De har oplevet nogle forfærdelige ting i Syrien, så vi træner frivillige i at kunne tale med familierne om det. Nogle kan have et ønske om at søge trøst i Bibelens ord. Men det er meget forskelligt, hvad de søger, så det afvejer den frivillige i hver enkelt situation," forklarer Madj Swedan og fortsætter:
"Vi forsøger at spørge til fremtiden og dermed få dem til at se fremad i stedet for tilbage. Vi fortæller dem, at der er en fremtid og et håb for dem. For vi tror på, at der er et reelt håb om, at de kan genopbygge deres liv. De skal se livet og se deres børn. På den måde forsøger vi at gøre dem stærkere," siger han.
Kirken er der altid for os
En lugt af fugtig kælder slår mod en, når man træder ind. Her bor en familie på otte – mor, far, fem piger og en bedstemor. De har boet i Jordans hovedsted Amman i 14 måneder, siden de flygtede fra krigen i Syrien. Og for 170 Jordanske dinarer fra FN – eller 1322 danske kroner om måneden – får de tag over hovedet i et hjem, der i bedste fald kunne fungere som kælderrum for en dansk familie.
Familiens to små piger leger, og familien er glad for besøg fra bibelselskabets frivillige, der har en stor papkasse med mad med sig.
”Kirken er der altid til at hjælpe os, og vi ved, at den hjælper os alt det, den kan,” siger faderen og fortæller, at det område, de kommer fra i Syrien, var præget af bombardementer og missiler.
”Vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre, og vi var bekymrede for børnene. Der var ikke nogen sikre steder at være. Derfor takker vi også Gud for, at vi er her nu.”
Han byder indenfor i det rum, der fungerer som stue. Her danner pudset på afskallede vægge dystre motiver med mørke plamager af fugt. På gulvet er tynde madrasser med slidte tæpper det eneste møblement, som hele familien strømmer ind og sætter sig tungt på.
Ejede kun det tøj, de havde på
Inden familien fandt deres nuværende hjem, boede de i flygtningelejren Zaatari. De kom hertil fra deres hjem i Homs i Syrien, hvor raketterne regnede ned.
”Vi tilbragte ni forfærdelige dage i Zaatari. Der er hjælp at få, men man kan ikke bo der. Der er så mange mennesker stuvet meget tæt sammen og så beskidt, at selv ikke dyr vil bo der," siger faderen.
Moderen fortæller, at de tog fra Homs kun med det tøj, de havde på. De ejer derfor intet udover de madrasser og småting i lejligheden, de har fundet på gaden eller har fået af barmhjertige jordanere fra bibelselskabet.
”Vi har virkelig brug for hjælp, og kirken er den eneste, der hjælper os måned efter måned. De vil gøre alt for os, og de skaffer tæpper, tøj, mælk og bleer til børnene,” siger moderen.
Duften af kaffe og krydderier bryder lugten af det dårlige indeklima. Det er familiens ældste pige, der serverer arabisk kaffe af små glas – det er vigtigt for dem at vise deres gæstfrihed. Og en rundvisning i lejligheden giver moderen mulighed for stolt at fremvise sit beskedne køkken, hvor hun sørger for mad til hele familien.
Huslejen betaler de med de penge, de får fra FN, men derudover har de intet. For som illegal flygtning må faderen ikke arbejde. Og han kan heller ikke. Han har fået en hjerteoperation og har fortsat problemer med hjertet. Moderen har højt blodtryk, som familien tilskriver oplevelserne med krigen. Men udover at bekymre sig om deres helbred og daglige overlevelse er de især optagede af at tænke på familie og venner, som de ikke har kontakt med. Faderen fortæller, at hans bror er død, men at de stadig har familiemedlemmer og venner i Syrien.
”De er spredt for alle vinde. Vi ved kun, at folk tog til forskellige lande, og at andre blev. Vi lever i uvished,” siger han.
Selvom familien indimellem føler, at livet er håbløst, drømmer den stadig om at kunne vende tilbage til Syrien en dag eller få et nyt liv i et andet land.
”Vi savner helt klart Syrien. Det er vores land. Men vi har ikke meget håb om, at det kan blive, som det var en gang, så vi håber, at vi kan komme til Europa. Indtil da overlever vi med hjælp fra kirken.”
