09.09.2013 Synne Garff
Syriske flygtninge har brug for din hjælp
Syriske familier trues af mafiaen, tvangsægteskaber, voldtægter, prostitution, sygdom, slanger og rotter i FN-lejren Zaatari. Synne Garff har besøgt lejren, som folk flygter fra
Først overlevede de krigen i Syrien. Så kom næste udfordring: kampen for et værdigt liv uden for bombernes rækkevidde. En august-dag trillede jeg ind i flygtningelejren Zaatari sammen med projektchefen fra bibelselskabet i jordan, der agerede chauffør. Igennem nogle forbindelser i hæren, var det lykkedes at få adgang.
”Vi kører stille og roligt i udkanten af byen”, sagde chaufføren afdæmpet. Nogle uger tidligere havde der været et gidseldrama i lejren. Nogle lærere var blevet holdt tilbage af flygtninge, som ville have forskellige krav opfyldt. Der havde desuden været overfald på besøgende. Folk udefra som os, kunne hurtigt blive en handelsvare.
Bag pigtråd
Lejren strakte sig så langt øjet rakte og var rammet ind af en jordvold og pigtråd. Det var kun tilladt at forlade lejren, hvis man blev inviteret af navngivne folk udefra. Efter sigende var mafiaen blevet magtfuld. Det jordanske politi og militær kæmpede for at få styr på de 120.000 indbyggere i den støvede by, placeret i et månelandskab. Der var stort set ingen buske og træer i byen, hvor det er steghedt om sommeren og bidende koldt om vinteren. Regn omdannede fra tid til anden området til et ufremkommeligt pløre.
Vores chauffør stoppede og rullede vinduet ti centimeter ned for at snakke med en gruppe børn, der sad ved vejkanten.”Hvad laver I?” ”ikke så meget.” ”Går I ikke i skole?” ”Vi har ferie.”
Vi rullede videre. Mellem teltene lå der spredte legepladser, hvor enkelte børn legede. Chaufføren førte flere samtaler på arabisk. Nogle gange kørte han videre, andre gange nikkede han, og jeg steg ud for at tale videre med chaufføren som tolk. ”Bare bliv lige ved siden af mig”.
Vi var som en magnet. Efter 2-3 minutter, var der pludselig en lille kreds af nysgerrige blikke omkring os. ”Så er det tid til at køre.” Det samme mønster gentog sig hver gang. Chaufføren var selv opvokset i et af Ammans fattige kvarterer og kunne instinktivt mærke stemningen omkring sig. ”Deler du også nødhjælp ud her?” spurgte jeg. ”Nej, vi arbejder kun uden for lejren. Der har vi til gengæld også travlt.”
Mødrene var snakkesalige og fortalte den samme historie. Om natten lurede slangerne, rotterne og de små mus, som hoppede ind i munden på folk, når de sov. De længtes efter en lille pavillon med fire vægge og en dør, der kunne lukke. Ikke overraskende solgte nogle fattige kvinder deres krop, når mørket faldt på.
Børn til salg
Samtidig lurer frygten for, at børnene pludselig skal forsvinde med fremmede mennesker. Smukke unge kvinder er i høj kurs. Fattige familier bliver tilbudt kontanter for at bortgifte deres unge piger til rige saudier. For nylig skulle en 15-årig pige være blevet solgt for 9.000 dinarer, hvilket svarer til omkring 63.000 kroner. Familien ville rejse til saudi Arabien, blive i en lejlighed nogle uger og returnere uden datteren.
”Hov, hov. Næ, nej!”
En fyr forsøgte at snuppe chaufførens mobil, som han havde lagt mellem benene. Men chaufføren var dreven, fik fat i drengens hånd og sendte ham et venligt, men bestemt blik.
Vi kørte ned ad lejrens hovedgade, der var flankeret af små butikker med frugt, grønt og alverdens fornødenheder. Zaatari fungerer som en by, hvor især håndværkere og mindre forretningstalenter har en chance for at tjene en skilling. Hurtigt blev bilen presset af mennesker, så chaufføren vendte om. efter et par timer i lejren kørte vi mod udgangen. Her bankede det pludselig hårdt på ruden. En betjent stak hovedet ind i kabinen og så vredt på mig.
”Har du taget billeder af mig?” ”nej, nej.” ”Er du sikker?” Min chauffør kom mig endnu engang til undsætning. ”Hun kiggede bare nogle fotos igennem på sit kamera. ” Det var sandt. men politimanden så ikke overbevist ud. Han mumlede et eller andet, og klappede så omsider bilen på taget. Vi var ude af lejren. Det samme ville andre være inden længe. For mange kan ikke udholde livet i lejren. Men hver dag vil flere nye komme til, tidligere beboere vende tilbage i håbet om, at forholdene er blevet bedre. Nogle flygtninge vil rejse tilbage til Syrien, mens andre igen vil overveje at søge mod Europa i håbet om dér at kunne skabe en ny tilværelse.
Bibelen er efterspurgt og der er hårdt brug nødhjælp
For 245kr kan du lægge syv bibler på bordet i kirken, og for 248kr kan du give en nødhjælpspakke med bl.a. mad, bleer og modermælkserstatning til en syrisk familie.
Jordan er hårdt presset
Jordan har knap 6,5 millioner indbyggere og huser ifølge FN godt en halv million syriske flygtninge. Lokalt taler man dog om det dobbelte, for hvem har tal på alle de illegale? I græsk-romansk tid i det tredje århundrede før Kristi fødsel blev Amman døbt Philadelphia, altså broderkærlighed. Og kærlighed til broderfolket har landet igen og igen vist de mange flygtninge, der er kommet fra bl.a. Irak og nu altså Syrien. Men det er hårdt for landet, der selv har mange fattige. Jordan er ved at blive løbet over ende af syriske flygtninge, der er langt fattigere, end noget Jordan tidligere har oplevet.