Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. 

Sådan står der i Paulus’ Brev til Galaterne kapitel 5, vers 22-23, og for fungerende politikommissær og indsatsleder i Københavns Vestegns Politi, Simon Harstad, er det et helt centralt skriftsted.

”Det er en beskrivelse af de frugter, vi får, hvis vi lever med Gud og har Helligånden i os. Det er nogle stærke værdier, som jeg tror, at de fleste mennesker gerne vil leve efter og se udfoldet i deres liv og deres relationer med andre – og også i den måde, vi generelt omgås med hinanden i samfundet,” siger han.

For Simon Harstad fungerer Paulus’ liste over åndens frugter som et værdisæt eller en rettesnor, han forsøger at leve sit liv efter, både i relation til sin kone og sine to børn og til sine venner, men også over for sine medarbejdere og de borgere, han møder i sit arbejde i politiet.

”Jeg forsøger at  møde  borgerne med disse værdier. Det betyder ikke, at jeg ikke kan tage fat, når det er nødvendigt, men mit værdisæt ligger stadig bag, når jeg anvender magt.” siger Simon Harstad.

Han tilføjer dog, at mange kollegaer, som ikke nødvendigvis er kristne eller læser jævnligt i Bibelen, kan have en lidt ’blødere’ tilgang til borgerne.

”For mig hænger mit menneskesyn, min kristne tro og mit forhold til Bibelen tæt sammen. Ikke sådan at jeg slynger om mig med bibelcitater på arbejdet, men jeg læser dagligt i Bibelen og forsøger at have teksterne med mig, så de sætter sig spor i min måde at være på. Jeg prøver for eksempel altid at se på det menneske, jeg står over for, som et menneske, der er elsket af Gud, ligesom jeg selv er,” siger han.

At se mennesket bag 

Som eksempel nævner han, at han kan blive kaldt ud på en opgave, hvor en subsistensløs er meget voldsomt påvirket af alkohol eller stoffer og ligger på gaden i sin egen urin.

”Det er ikke nødvendigvis den sjoveste opgave, hverken politifagligt eller hygiejnemæssigt. Jeg prøver at se bag om og få øje på det menneske, som er i forfald og har brug for hjælp. Jeg er måske kun kortvarigt i kontakt med den person og kan ikke gøre ret meget. Men i min kontakt kan jeg forsøge at behandle den anden på en respektfuld og ligeværdig måde,” siger han.

En passage, som i den sammenhæng betyder meget for Simon Harstad, er ordene ”Vi elsker, fordi han elskede os først” fra Johannes’ Første Brev 4,19. 

”Det siger meget om Guds kærlighed. At selv om han må væmmes ved synden, der er i os, og ved alle de onde gerninger, mennesker gør, så elsker han os. Han elskede os først og lærte os, hvad kærlighed er, og hans kærlighed er ikke betinget af, at vi elsker ham, eller at vi har forbedret os på punkt a, b og c. Han elsker hver af os, som vi er. Det er stort,” siger han.

Alene med troen i gymnasiet

Simon Harstad er vokset op i en kristen familie, hvor kirkegang og daglig bibellæsning, andagt og bøn var en del af opvæksten. Som ung tog han mere selvstændigt stilling til troen, som for alvor blev et personligt anliggende for ham. Da han ved konfirmationen bekræftede sin tro, var det med stor alvor, og da han i 10. klasse gik på en kristen efterskole, valgte han aktivt kirkegang og deltagelse i lovsangsgrupper og bønnemøder til. Også i gymnasiet gjorde han en aktiv indsats for at bevare tilknytningen til troen og kirken. Der var ikke andre kristne på hans gymnasium, og i stedet opsøgte han unge fra andre uddannelsesinstitutioner, og sammen dannede de en gruppe under KFS, Kristeligt Forbund for Studerende. Han var også bevidst om, at han ønskede en kæreste – og siden ægtefælle – for hvem den kristne tro også var udgangspunktet.

”Det er vigtigt for mig, at den, jeg deler mit liv med, også er med til at fastholde mig i troen, og at vi har samme værdisæt. Et værdisæt og en tro, vi gør en indsats for at give videre til vores børn,” siger han.

Simon Harstad får hver morgen et bibelcitat via en app på sin telefon, og det læser han, inden han tager på arbejde eller i øvrigt går i gang med dagens gøremål. Nogle dage står han tidligere op end resten af familien, og så læser han citatet alene og reflekterer lidt over, hvad Gud vil sige ham med det. Hvis han når at se familien om morgenen, læser de citatet sammen og har en lille stund, hvor de taler om det og beder en bøn.

”I løbet af dagen har jeg citatet med mig, og nogle dage opstår der situationer, som jeg synes, det taler lige ind i. Eller jeg møder et menneske, hvis omstændigheder jeg kan spejle i bibelverset, og så fortæller jeg måske personen det. Andre dage glider bibelcitatet lidt i baggrunden,” siger Simon Harstad.

Tro og tjenestepistol

Som ung uddannede han sig til lærer og arbejdede efterfølgende som lærer. Det var han glad for, men en barndomsdrøm om at søge ind til politiet dukkede op igen, og efterhånden som han fik lidt større fornemmelse af, hvad politiarbejde indebærer, blev det klart for ham, at hans ønske om at gøre en positiv forskel for andre også kunne udleves inden for politiet. Så han søgte ind og kom igennem optagelsesprøverne i 2006. Undervejs i optagelsesforløbet var der flere samtaler, og her lagde Simon Harstad ikke skjul på, at han er kristen og gerne prioriterer bibellæsning og kirkegang i sin fritid.

”Ved en af samtalerne blev jeg spurgt, om min kristne tro ville forhindre mig i at bruge magt over for en borger, bære tjenestepistol eller i yderste instans skyde et andet menneske med risiko for at dræbe vedkommende. Det kunne jeg afvise. Jeg opfatter det ikke som noget problem i forhold til Bibelens anvisninger at udfylde min rolle i politiet,” siger han.

Han uddyber, at selv om han tror på, at Gud har vundet den endelige sejr over ondskaben, findes ondskaben endnu i verden, og når den manifesterer sig, kan det være nødvendigt at bruge legitim vold for at bremse eller forhindre en forbrydelse.

”Politiet bruger jo typisk magt for at forhindre en tredje part i at blive udsat for overgreb eller i yderste instans blive slået ihjel. Derfor opfatter jeg det at bruge et magtmiddel for at opretholde den gode orden i samfundet, som helt foreneligt med Bibelen,” siger han.

Bibelen er som manualen til en ny bil

Simon Harstads kollegaer ved godt, at han er kristen, og når andre fortæller, at de skal til badmintontræning, nævner han for eksempel, at han skal være leder i juniorklubben i sin kirke.

”Når de snakker med mennesket Simon, er det naturligt for mig at tale om min tro. I mit professionelle virke, når man taler med betjenten Simon, er det noget andet. Der taler jeg ikke om mit forhold til Bibelen, ligesom jeg heller ikke taler om min politiske overbevisning,” siger han.

Simon Harstad ville gerne bruge endnu mere tid på bibellæsning, for det er hans erfaring, at det at læse i Bibelen opbygger hans relation til Gud.

”Jeg opfatter Gud som en levende Gud, som jeg kan snakke med og bede til og på den måde har fri adgang til. At læse i Bibelen er en måde at holde relationen til Gud levende på. Bibelen er for mig ikke døde bogstaver, men levende ord, hvorigennem Gud taler direkte til mig, mens jeg sidder og læser,” siger Simon Harstad.

Han opfatter også Bibelen som en bog, der giver anvisninger på, hvordan man skal agere over for sine medmennesker, hvis livet skal blive så godt som muligt.

”Bibelens anvisninger er lidt som en manual, du får med, når du køber en ny bil. Der kan du se, hvor du skal hælde sprinklervæske på, og hvor benzindækslet sidder. Hvis du fylder benzin på, hvor der skal sprinklervæske i, fungerer det ikke. Og hvis vi ikke efterlever Bibelens anvisninger, får vi meget let et samfund, hvor vi tror, at vi hver især kan have vores egen sandhed og kun behøver at tænke på os selv, og hvor vi gør os selv til Gud,” siger han.