Rita Jacobsen. Foto: Privatfoto.
" Jeg vil gerne være en, der bringer et lille stykke himmel ind i mine kollegaers og elevers hverdag", siger skolelærer Rita Jacobsen. Privatfoto.

17.01.2024 Af Malene Fenger-Grøndahl

Skolelærer: ”Når man tror på, at Bibelen er Guds ord, er Gud her jo hele tiden”

SERIE: BIBELEN OG MIN HVERDAG

Rita Jacobsen har læst i Bibelen hver dag, siden hun var 17 år, og bruger Bibelen som inspiration og motivation i sit arbejde som lærer. Når hun underviser i kristendom, gør hun bibelhistorierne levende ved at lade børnene spille alle rollerne – fra Gud til det mindste lam

”Rita, må jeg ikke godt spille Gud eller en anden hovedrolle? Jeg har været æsel tre gange i træk.” Sådan lyder det af og til, når Rita Jacobsen har en time i kristendomskundskab med den 2. klasse, hun er lærer for på Egtved Skole lidt uden for Vejle. Hun har været lærer siden 1987 og har blandt andet arbejdet ti år på Mariager Skole. Men de seneste godt 16 år har hun og hendes familie boet i nærheden af Vejle, og hun har arbejdet på Egtved Skole som lærer i kristendom, dansk og musik.

”Jeg synes, at det er enormt vigtigt, at børnene får en fornemmelse for, hvilke historier og fortællinger Bibelen indeholder. Bibelens historier er jo kilde til utroligt mange ting i vores kultur, lige fra generelle værdier til ordsprog og talemåder. Tænk bare på et udtryk som at blive sat på en Uriaspost; det har man jo ingen chance for at forstå betydningen af, hvis man ikke kender den beretning i Det Gamle Testamente, som det refererer til,” siger Rita Jacobsen.

For at gøre bibelhistorierne så levende og relevante for eleverne som muligt, arbejder hun med at dramatisere historierne. Da der typisk er omkring 25 børn i hver klasse, kræver det lidt fantasi og kreativitet at finde roller til alle, og indimellem må der være ganske mange får og æsler. Men alle får en rolle og får mulighed for at leve sig ind i historien, og når Rita Jacobsen i den efterfølgende time i kristendom spørger til den fortælling, de dramatiserede sidst, bliver hun typisk overrasket over, hvor meget børnene kan huske, og hvor levende dramaet og personerne står for dem.

”Det kan også ske, at jeg et helt år efter refererer til for eksempel Josef i Det Gamle Testamente, og så kan børnene huske, at ’det var dengang, hvor jeg stod på bordet, mens vi spillede det’, og ofte genfortælle historien,” siger hun.

Begyndte at læse i Bibelen som 17-årig

Rita Jacobsen er kristen og læser i Bibelen hver dag. Det har hun gjort, siden hun var 17 år. Som 15-årig blev hun via en ungdomskæreste introduceret til en frikirke med et levende ungdomsmiljø. Dengang havde hun ikke noget indgående kendskab til kristendom, selv om hun havde sunget i kirkekor i en del år. I hendes barndomshjem fyldte kristendom ikke noget særligt, og tjansen som kirkesanger havde hun mest haft for at tjene lommepenge, og fordi hun holdt af at synge. Men mødet med frikirkemiljøet ændrede hendes syn på tro og bibel.

”Via samværet i ungdomsgruppen fik jeg hurtigt en fornemmelse af, at der var noget sandt i troen,” siger hun.

Alligevel varede det et par år, før hun for alvor overgav sig til troen. For selv om hun mærkede en længsel og dragning mod kristendommen, var hun bekymret for, om hun ved at erklære sig som kristen ville miste sine gamle venner. Men hun valgte at give troen en chance, og efter en stærk erfaring af syndsforladelse, begyndte hun at læse i Bibelen hver dag, og hun lagde ikke længere skjul på sin tro over for sine venner. 

”Da jeg begyndte at læse dagligt i Bibelen, mærkede jeg, at beretningerne om Jesus i Det Nye Testamente, sagde noget ind i mit liv, og sådan har jeg det stadig,” fortæller hun.

Rita Jacobsen ser ikke nogen modsætning mellem at være kristen og aktiv i en frikirkelig sammenhæng og det at arbejde i et på mange måder sekulært miljø blandt kollegaer, hvoraf mange ikke er troende.

”Jeg arbejdede en kort overgang på en kristen friskole, men fandt ret hurtigt ud af, at jeg trives bedst i et miljø, hvor nogen siger sgu og Fanden. Jeg vil gerne være en, der bringer et lille stykke himmel ind i mine kollegaers og elevers hverdag, og det forsøger jeg at gøre ved at være til stede på en nærværende måde,” siger hun.

En hyrde på skolens gange

Rita Jacobsen er meget bevidst om, at hun som lærer på en folkeskole ikke skal forkynde for eleverne, og hun spekulerer ikke så meget på, hvad bibelhistorierne eventuelt sætter i gang i eleverne trosmæssigt. Det er vigtigere for hende at være en lyttende lærer, der kan motivere og engagere eleverne og også blive en vigtig fortrolig for dem. Det samme gælder i forhold til hendes kollegaer.

”Da jeg gik ned ad gangen på min første arbejdsdag på min nuværende arbejdsplads, kom jeg i tanker om beretningen om Jesus og Simon Peter fra Johannesevangeliets kapitel 21, hvor Jesus tre gange spørger Peter, om han har ham kær, og om han elsker ham. Peter svarer ja, og Jesus siger til ham ”Vær hyrde for mine får” og ”Vogt mine får”. Den opfordring kan jeg spejle mig i, når jeg tænker på mig selv som lærer og kollega,” siger Rita Jacobsen.

Hendes kollegaer ved, at hun er kristen og går i kirke hver søndag i Bykirken i Vejle, en frikirke under Mosaik (den danske pinsebevægelse), hvor hendes mand, Tonny Jacobsen, er præst. Derfor afholder nogle af dem sig også fra at bande, når hun er i nærheden, eller siger undskyld, hvis de kommer til at bande i hendes påhør. Det sker ofte, at Rita Jacobsen beder for en kollega, som er syg eller på anden vis har det svært. Indimellem fortæller hun dem, at hun har bedt for dem, eller spørger, om hun må bede for dem. Og hun har aldrig oplevet at få en afvisning.

”Jeg oplever kun, at mennesker tager imod det med taknemlighed, uanset om de selv tror eller ej. Jeg tror, at det, at jeg tænker på dem, er det vigtigste,” siger hun.

Rita Jacobsen er heller ikke så optaget af at forkynde evangeliet med ord, men vil hellere via handling give den kærlighed videre, som for hende er kernen i kristendommen.

”Frans af Assisi er kendt for at have sagt: ’Gå ud og prædik evangeliet, om nødvendigt med ord’. Det kan jeg genkende mig selv i,” siger hun.

Rita Jacobsen begynder hver dag med en gåtur, hvor hun undervejs læser et kapitel af Bibelen på sin telefon. Hun vælger en af Bibelens bøger, som hun læser færdig, inden hun så begynder på en ny. Når hun vælger, hvilken af Bibelens bøger, hun vil læse, tager hun udgangspunkt i, om der er en bog, hun ikke har læst i lang tid, eller om der er noget særligt, hun synes, at hun har brug for at blive fyldt på med.

”Bibelen er for mig åndelig næring. Når man tror på, at Bibelen er Guds ord til os mennesker, er det jo ret vildt at tænke på, at man har Gud helt tæt på i Bibelens tekster. I Bibelen giver han os sine tanker og hensigter og guidelines. Jeg tror på, at Gud er os nær, også når vi ikke læser i Bibelen, men Bibelen er ligesom håndbogen, hvor vi kan komme helt tæt på Gud,” siger hun.

Om serien "Bibelen og min hverdag"

For nogle er Bibelen en bog, som præsten tager udgangspunkt i, når der prædikes om søndagen. Men for et voksende antal danskere er Bibelen andet og mere. I serien "Bibelen og min hverdag" bringer vi en række interviews med mennesker, for hvem Bibelen spiller en rolle i deres hverdagsliv, både arbejdsmæssigt og privat. Læs bl.a. om iværksætteren, politichefen og skolelæreren.

Bibelen i lærred – livets træ

Lille luksusbibel med lærredsomslag og guldpræg
Bibelen i lærred – livets træ
399,95

Sidetal: 1440 sider
Indbinding: lærredsbind
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-250-6
Mål: 14 x 18,50 cm.
Andet: Med 2 læsebånd