Finn Morten Andersen blev engang spurgt af en bekendt, om man kunne føre en retssag for at afgøre spørgsmålet om Jesus’ opstandelse. Kunne man juridisk set afgøre, om Jesus opstod eller ej? I første omgang afviste Finn Morten Andersen det. Han er uddannet jurist og har arbejdet som dommer siden 1997. Han kender det juridiske system ud og ind, er vant til at vurdere dokumenter, vidneudsagn og forskellige andre typer af beviser, veje dem op mod hinanden og afsige en dom. Men han er også bevidst om, at ikke alt i livet kan afgøres i en retssal, og for ham er kristendommen netop karakteriseret ved ikke at være en lovreligion, men som sin kerne at have Guds radikale kærlighedshandling – at sende sin søn til verden og lade ham dø for menneskets synders skyld.

”I udgangspunktet tænker jeg, at Bibelen ikke er en bog til lovgivere, men til lovmodtagere, og deri adskiller kristendommen sig fra de andre store verdensreligioner. Når jeg læser i Bibelen, er det ikke, fordi jeg opfatter bogen som hellig i sig selv, men fordi jeg gennem Bibelen kan komme tættere på personen Jesus og dermed på Gud,” siger han. 

Selv om han altså ikke anser Bibelen for at være et juridisk opslagsværk, tog han alligevel udfordringen fra sin bekendte op og udarbejdede en form for retssag omkring opstandelsesspørgsmålet.

”Jeg splittede alle evangeliernes beretninger om påske op i atomer og prøvede at betragte dem som dokumentbeviser, der kunne lægges frem i sagen. Jeg identificerede vidner, man kunne høre – fra Pilatus til Peter over ypperstepræsten til Maria, Jesus’ mor. Jeg forsøgte via disse vidner at se påskeberetningen ud fra alle de forskellige synsvinkler,” fortæller han.

Han udviklede en blanding af en gennemgang af en retssag og et foredrag, som han har været rundt med i blandt andet sognegårde og kirker. I foredraget indgår en række erklæringer, herunder lægeerklæringer om Jesu helbred og død samt om vidnernes psykiske tilstand, en række politirapporter og en masse vidneudsagn. Og til sidst står spørgsmålet tilbage: Kan man tro på opstandelsen eller ej?

”Jeg giver ikke det endelige svar, for i den sammenhæng opfatter jeg ikke mig selv som dommer,” siger han.

Bibelen er med fra morgen til aften

Finn Morten Andersen tror selv på opstandelsen. Han tror på Jesus som Guds søn og som menneskehedens frelser sådan som det beskrives i Bibelen. Han er vokset op i Luthersk Mission med søndage i missionshuset og aktiviteter og undervisning for børn og unge. Han har, som han siger, aldrig haft nogen enkeltstående, altomvæltende trosoplevelse, men er lige så stille vokset ind i troen – i høj grad via Bibelen. Han kommer fortsat i missionshus og kirke. Og han læser fortsat i Bibelen hver dag.

”Jeg begynder dagen med at læse et kort stykke i Bibelen, idet jeg følger Bibelselskabets bibellæseplan. Ofte synes jeg dog, at det er et lidt kort tekststykke, og så læser jeg lidt før og efter også,” fortæller han.

Nogle dage følger morgenens tekststykke ham meget af dagen og dukker for eksempel op i hans tanker, når han cykler til arbejde eller i en stille stund i frokostpausen. Igen om aftenen finder han Bibelen frem, og så læser han og hans kone et lille andagtsstykke sammen i forbindelse med aftensmaden, og endelig læser Finn Morten Andersen som regel et stykke i Bibelen igen inden sengetid. I weekenden koncentrerer han sin læsning om søndagens tekster og bruger gerne god tid på at reflektere over dem.

”Jeg har slidt på Bibelen. Jeg har i perioder gennemlæst den fra ende til anden over et år. I andre perioder har jeg læst enkelte skrifter som litteratur, og i andre perioder har jeg gravet mig ned i enkelte skrifter eller temaer. Og jeg har i perioder holdt pause fra den, mest når det har været så intenst for mig at læse i Bibelen, at jeg har oplevet det som nødvendigt med en smule afstand,” siger han.

En Gud, der ikke dømmer

Finn Morten Andersen oplever, at Bibelen taler til ham på en måde, som både er løfterig og pålægger ham et ansvar som menneske.

”Guds måde at handle på via Jesus er så radikal og kalder på, at jeg som menneske også forsøger at gøre mit bedste – at følge Bibelens etik. Men hver eneste dag oplever jeg også, at jeg fejler og svigter i forhold til det, jeg ved, er rigtigt at gøre. Det kan være i det små over for min kone, hvis jeg ikke taler pænt til hende, eller i forhold til større ting,” siger han.

”Derfor har jeg behov for igen og igen at læse de passager i Bibelen, hvor Guds nåde bliver tydelig. For den er så stor, at det næsten kan være umuligt at tro på. Men for mig er det en vigtig trøst,” siger han.

Et af de skriftsteder, som har særlig stor betydning for ham, er fra Det Gamle Testamente, i Esajas’ Bog kapitel 43, vers 26, der lyder:

Indstævn mig, så vi kan mødes i retten,
tal din sag, så du kan få ret.

”Min umiddelbare reaktion på første linje er, at jeg ikke skal nyde noget af at indstævne Gud, for jeg ved, at det kun kan få det udfald, at jeg dømmes hårdt. Men så fortsætter verset ”tal din sag, så du kan få ret”. Det taler meget stærkt til mig, fordi jeg selv sidder så meget i dommersædet. Og så kan jeg her læse, at himlens og jordens skaber opfordrer mig til at indstævne ham, ikke for at dømme mig, men for at jeg kan få ret.”

Også i Paulus’ brev til Romerne er der en passage som har stor betydning for Finn Morten Andersen, nemlig kapitel 8, vers 1, hvor der står: 

Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus.

”Som dommer sidder jeg hver dag og dømmer mennesker, og selv om jeg ikke fordømmer nogen, tror jeg, at nogle af dem, jeg dømmer, oplever det som fordømmelse fra min side. Jeg kan også selv opleve en følelse af at være fordømt. Og så kan jeg læse her, at der ikke er nogen fordømmelse. Alle mine svigt, alt det, jeg ikke magtede, og hvor jeg ikke levede op til det, jeg gerne ville, det bliver jeg ikke fordømt for. Det er som at sidde i anklageskranken og så blive klar over, at der er én, der allerede er trådt ind i stedet for mig og har taget hele straffen,” siger han.

Straf som afmagtshandling

Som dommer skal Finn Morten Andersen dømme efter en lovgivning, han ikke altid er helt enig i, og det sker, at han oplever, at hans samvittighed bliver spændt ud, når han skal dømme efter love, han ikke oplever som retfærdige eller som i tråd med hans fortolkning af Bibelen.

”Det er klart, at jeg ikke kan bruge Bibelen til at dømme efter, og det skal jeg heller ikke. Men for mig personligt kan det være en udfordring, når jeg ikke synes, at lovene eller de signaler, der ligger bag, stemmer overens med min forståelse af Bibelen. Jeg har dog heldigvis aldrig oplevet, at min samvittighed er blevet spændt ud over bristepunktet,” siger han.

Han nævner de strengere straffe for vold som et område, hvor han kan føle, at hans råderum som dommer er meget begrænset, og straffepraksis ikke er helt i overensstemmelse med hans forståelse af kristen etik.

”Det er klart, at vold skal straffes, også for at sende et signal om, at vi som samfund finder det uacceptabelt. Men det bedste ville jo være, at vi kunne forhindre volden, ikke blot straffe den, og i den sammenhæng kan strengere straffe godt opleves som en afmagtshandling,” siger han.

Han dømmer også jævnligt i skilsmissesager eller i sager om overgreb mod kvinder og børn, og her kan han blive anfægtet over den lidelse og smerte, som findes i verden.

”Så kan jeg godt spekulere over, hvorfor Gud ikke stopper denne lidelse. Men der må jeg holde mig til, at Gud i Bibelen – med beretningen om Jesus – viser, at han allerede har handlet. At al ondskab og lidelse så ikke er forsvundet, må jeg leve med – og overlade til Gud at være Gud. Hvem skulle jeg være at stille mig til dommer over den Gud, som igen og igen tilgiver mig?”, siger han.