Påsken er et drama

Den kristne påske er som et drama i fire akter. Det er en knivskarp skildring af, hvordan kærlighed kan slå om i had og venskab blive til svigt. Det er beretningen om den dag, verden gik i sort, og Gud døde. Og så er det forkyndelsen af det, som intet menneske har set, men som den kristne kirke lever på, nemlig at Jesus stod op fra de døde, og at døden derfor har mistet sin magt over menneskers liv.

Men vi starter palmesøndag, hvor Jesus indtager Jerusalem på et æsel, mens menneskemængden hylder ham som en konge, en frelser, en superstjerne.

Jesus på vej mod lidelse og død

Jesus har længe vandret omkring i Israel med sine disciple, han har helbredt syge (se for eksempel Lukasevangeliet 18,35), opvækket døde (se for eksempel Johannesevangeliet 11,38) og fortalt om Gud på en helt ny måde. Nu er han sammen med sine disciple på vej til Jerusalem for at fejre påske, selvom han flere gange har fortalt dem, at rejsen skal ende med hans lidelse og død.

Alle fire evangelier fortæller næsten enslydende om, hvordan Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel, mens Jerusalems befolkning jubler, råber Hosianna, som betyder ”frels os,” og vifter med palmegrene. Det er derfor, vi kalder dagen for palmesøndag.

Profetien går i opfyldelse

I Zakarias' Bog 9,9 i Det Gamle Testamente kan vi læse en profeti om, at Jerusalem og det ødelagte Davidsrige skal genoprettes, når en sagtmodig, men sejrrig og retfærdig konge rider ind i Jerusalem på et æsel. Han skal bringe fred og herske overalt. I profetien opfordres Jerusalem til at juble og råbe af glæde, når kongen rider ind i byen.

Så hvis man kender profetien fra Zakarias Bog, kan man genkende Jesus’ indtog i Jerusalem som en opfyldelse af profetien. Jesus bliver hyldet som den nye konge, der skal komme med fred og sejr til Israels folk, som levede under romernes besættelse.

Palmesøndag er både fest og bange anelser

Palmesøndag er altså en festdag, men Jesus er som sagt klar over, at han tager til Jerusalem for at lide og dø – og allerede langfredag råber Jerusalems indbyggere da også, at de vil have Jesus korsfæstet.

 Det er derfor ikke kun forventningens glæde, man føler som læser, men også uro og bekymring, når man palmesøndag hører om Jesus’ sejrrige indtog i byen. Palmesøndags liturgiske farve er da heller ikke hvid, festens farve, men lilla, som er eftertankens, bodens og fastens farve.

Palmesøndag er første akt

Bibelens tekster om påsken er skrevet sådan, at vi som tilhørere følger Jesus skridt for skridt i hans vej mod korset og siden opstandelsen.

Vi lever med i den opløftede stemning palmesøndag, og vi ser den slå fuldstændigt om langfredag. Vi er sammen med Jesus i hans fortvivlelse over den død, han ved, venter og i hans smerte og lidelse over at være blevet forladt af alle og udleveret til tortur og henrettelse. Det hele kulminerer i mødet med hans disciple i deres chok og dybe glæde over det uforståelige, der er sket: at Jesus er stået op fra de døde.