Den gode hyrde. Glasmosaik fra St John the Baptist's Anglican Church, Ashfield, New South Wales. Kilde: Wikimedia Commons.

14.04.2021 Af Ebba Neimann Rasmussen, præst

Ord til søndagen: Om den gode hyrde

Vi er alle hyrder for hinanden, men når vi ikke kan bære mere, når vi svigter og er ligeglade, så er der heldigvis stadig ham, som sagde, at han og kun han er den gode hyrde

Jeg var helt ny, ung præst og skulle for første gang på besøg på den lokale folkeskole for at indbyde til næste sæsons konfirmationsforberedelse. Den første jeg mødte, da jeg trådte ind, var selveste skoleinspektøren. Han tog venligt imod, da han havde hørt mit ærinde og bad mig følge med. Rask gik vi hen ad gangen og ind på lærerværelset, hvor der blev holdt frokostpause. Inspektøren klappede i hænderne, og der blev straks ro. ”Jeg vil gerne præsentere pastor Rasmussen”, erklærede han. Det gibbede lidt i mig. ”Pastor Rasmussen” – det var der ikke nogen, der havde kaldt mig før!

Men det var jo det, jeg var. Pastor, som betyder hyrde. En præst er en hyrde, som skal lede og føre menigheden og drage omsorg for den.

Men også i andre sammenhænge er vi mennesker hyrder. Læreren er hyrde for sine elever. Lederen for dem, hun skal lede i sin organisation. Sygeplejersken er hyrde for sine patienter. Arbejdsgiveren for sine ansatte. Ja, strengt taget findes der vel intet menneskeliv, som er fri for hyrdeopgaver. Vi har ansvar for hinanden. Vi er hyrder for hinanden.

Og hvem vil ikke gerne være en ordentlig hyrde? – også selv om man ikke ejer fårene og dermed er en daglejer?

Jesus er i sine ord i evangelieteksten ude med riven efter daglejerne. For de stikker af, så snart ulven dukker op. Jeg tror ikke, det er vores gode intentioner, men snarere virkeligheden han taler om. For ja, vi falder alle for trangen til at redde os selv. Vi er mest uselviske, når vi har tid og lyst. Selv om vi burde være bedre end det.

Vi – daglejerne – er aldrig fri for byrden, fra ansvaret og forpligtelsen, fra dét at vi alle er hyrder for hinanden.

Men når vi ikke kan bære mere, når vi svigter og flygter og er ligeglade, så er der heldigvis stadig ham, som sagde, at han og kun han er den gode hyrde.

Han leder sine får og samler dem. Han sætter oven i købet livet til for alle sine får.

Så lad os gøre det, vi kan og skal, og så godt vi nu kan, men lade ham være den gode hyrde, som virkelig er det: Kristus, som vi kan stole på og lade os føre af, og som vi kan gå til, når vi ikke kan bære mere.

Det ved vi fra den påske, vi for nyligt har gennemlevet igen. Vi ved det så sikkert som noget kan tros, at Kristus er hyrden, som satte sit liv til for fårene. At han vil være vores gode hyrde til verdens og vores egen vejs ende.

Ebba Neimann Rasmussen er tidligere sognepræst i Mosede, nu vikarpræst, p.t. i Ringsted. Medlem af Bibelselskabets stiftsudvalg i Roskilde Stift.

Bibelen 2020 - softcover, 2. udgave

Hele Danmarks nye bibel: En mundret og nudansk oversættelse
Bibelen 2020. Foto: Carsten Lundager.
399,95

Udsolgt. Se link til 3. udgave i beskrivelsen.

Sidetal: 1672 sider
Indbinding: Hæftet softcover med flapper
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-210-0
Mål: 15 x 22 x 4 cm.
Udgave: 2. udgave
Andet: Vægt ca. 1,3 kg.