Brevkassen: Er det Jesus' egne ord, vi læser i Bibelen?

Kære panelist i Bibelselskabet

Ofte, i kirke og i uddannede teologers avisindlæg, møder jeg udtryk som "Det, Lukas mener med denne lignelse, er." Og så følger en forklaring. Jeg har endog hørt en præst sige, at "Lukas må have haft hedeslag, da han skrev den lignelse." Ditto hører jeg om andre evangelister og "deres" lignelser. 

Jamen er Jesu lignelser ikke Jesu ord?

For mig er det tydeligt, at hver evangelist sætter sit præg og har sit ærinde. Her gælder det dog direkte citater, Jesu ord.

Spørgsmål: Er Jesu ord i Det Nye Testamente i nogle tilfælde evangelistens ord?

Venlig hilsen

Claus

*******************************

Kære Claus

Tak for dit spørgsmål, som rører ved noget meget vigtigt i forståelsen af Det Nye Testamentes fire evangelier.

Her forholder det sig først og fremmest sådan, at vi må konstatere, at Jesus selv ikke efterlod sig noget skriftligt, men at vi i alle tilfælde er henvist til, hvordan hans tidligste disciple havde opfattet ham og videregivet deres indtryk. Desuden er det i dag almindelig anerkendt, at ingen af de fire oprindelig anonymt overleverede evangelier er skrevet af øjenvidner, selv om to af dem siden blev tillagt apostle.

Så om ”Jesu ord i Det Nye Testamente i nogle tilfælde [er] evangelistens ord”, kan besvares på to måder, alt efter ens bibelsyn. Mener man, at evangelierne slet og ret er af hinanden uafhængige referater af, hvad der skete og blev sagt, er der ikke meget at diskutere. Så er der til gengæld nok en vanskelig opgave med at harmonisere de trods alt mange uforenelige forskelle, der er imellem fremstillingerne i de fire skrifter.

En anden forståelsesmulighed er at betragte dem som skrifter, der er blevet til i forlængelse af hinanden. Det vil sige, at de senere forfattere så at sige skriver videre på historien. Det åbner mulighed for at opfatte dem som ”teologiske” dokumenter, der hver for sig giver udtryk for deres fortolkning af Jesus. For som Johannesevangeliet viser, var det åbenbart muligt at give et helt andet billede af Jesus og af, hvad han havde sagt. Og ser man nærmere til, er der faktisk også ret store forskelle mellem de tre andre evangeliers Jesus-billeder.

Naturligvis må spørgsmålet om den historiske Jesus, og hvad han rent faktisk har sagt og forkyndt, til stadighed stilles og besvares. Så bruger man imidlertid evangelierne som kilder til noget andet, end de selv lægger op til. For til trods for, at de taler om den jordiske Jesus, vil de være forkyndelse af den opstandne Kristus. Det er den tro, der bærer deres fortællinger. Og her har de anonyme forfattere følt sig frie til at lægge de ord i munden på Jesus, som de mente gav bedst udtryk for deres forkyndelse.

Det er almindeligt her at antage, at Markusevangeliet er det tidligste bud på en samlet Jesus-fortælling, der strækker sig fra hans dåb til den tomme grav. Her kan de senere evangelier så betragtes som reaktioner derpå. 

Således fremstår Matthæusevangeliet som et ”genskrevet” eller ”nyskrevet” Markusevangelium, det vil sige en udvidet og forbedret udgave. Og forfatteren til Johannesevangeliet, som nok har kendt i hvert fald Markus- og Matthæusevangeliet, har åbenbart ment, at fortællingen om Jesus skulle have en helt anden udformning. 

Som jeg ser det, er forfatteren til Lukasevangeliet her den seneste af de fire, og han har ved at tilføje Apostlenes Gerninger tilsyneladende ligefrem ment, at Jesus-fortællingen på hans tid nødvendigvis måtte suppleres med beretningen om den ældste menighed og om, hvordan Paulus bragte evangeliet ud til ikke-jøder.

En sådan forståelse af evangelierne kan finde bekræftelse i, at de fire forfattere hver især har deres tydelige teologiske særpræg. Det præger ikke alene deres forskellige billeder af Jesus og hans undervisning og forkyndelse, men også de lignelser, som de lægger i munden på ham.

Johannesevangeliets forfatter lader ham i øvrigt ikke fortælle en eneste; her bliver det alene til et par billeder. Således er Matthæusevangeliets lignelser meget forskellige fra Lukasevangeliets, og selv i de lignelser, som er fælles for de tre første evangelier, kan man finde den enkelte forfatters fingeraftryk.

Går der noget tabt ved denne forståelse? Er det et minus, at det gennemgående ikke er Jesus selv, men hans forkyndere vi møder i evangelierne? Det mener jeg ikke. For det vidner om, at det, som Jesus bragte med sit liv og sin gerning, sin død og troen på hans opstandelse, satte en kreativ proces i gang med det sigte at udfolde hans betydning for menneskers gudstro og opfattelse af, hvad det vil sige at leve sit liv efter Guds vilje. 

Men i så fald skylder vi også Det Nye Testamentes forfattere meget mere, end det umiddelbart ser ud til. Samtidig med, at denne viden giver frimodighed til at fortsætte den kreative proces, så evangeliet også kan tale ind i vores verden.  

Venlig hilsen

Mogens Müller

Mogens Müller er professor i Det Nye Testamente ved Teologisk Fakultet på Københavns Universitet. Se hans brevkassesvar her.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.