Thomas havde ikke været på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Han havde været en del af inderkredsen med de 12 disciple gennem hele evangeliefortællingen, og så gik han alligevel glip af det ultimative højdepunkt, da det endelig indtraf efter alle skuffelserne. Den opstandne Jesus havde vist sig for disciplene, pustet på dem og sagt: ”Modtag Helligånden!” – og så siger referatet, at Thomas var fraværende på mødet.

Vi ved ikke, hvorfor han ikke var der, men det blev anledningen til, at han for altid vil være kendt under navnet Tvivleren Thomas. Dermed har han fået rollen som den, der giver de mere skeptisk anlagte af os et håb om, at troen er en mulighed. Det er måske lidt unfair at betragte ham som mindre troende end de andre. De havde skam også været i tvivl. Var liget blevet flyttet et andet sted hen? Var det havemanden de talte med? Også for dem var det først, da Jesus gav sig til kende, at de genkendte ham og troede.

Ingen af Jesus’ efterfølgere havde forventet hans opstandelse – det kom bag på dem alle. Thomas var ingen undtagelse. Det han tvivlede på, var måske mest de andres dømmekraft. Han ville gerne have noget mere evidens end bare at tage deres ord for gode varer. Ud over deres påstande, så var det eneste faktuelle, at graven var tom og liget var væk – og da det påståede levende lig var blevet set første gang, lignede det åbenbart havemanden. Ikke så underligt, at Thomas gerne ville have fastslået identiteten lidt bedre. I dette tilfælde kunne det gøres meget enkelt. Sårene ville kunne fastslå Jesus’ identitet med fuldstændig sikkerhed.

Da disciplene ugen efter atter var samlet, var Thomas blandt de fremmødte. Men da Jesus viste sig for dem og tilbød Thomas, at han kunne foretage den planlagte inspektion, så var det slet ikke nødvendigt. Da Jesus bad Thomas at række sin finger og hånd frem for at inspicere sårene, så melder beretningen ikke noget om, at han gjorde det. I stedet udbrød Thomas uden tøven eller yderligere mellemregninger: ”Min Herre og min Gud!”

Behovet for evidens forsvandt, da han stod overfor underet. For de andre var bekendelsen, da de så den opstandne Jesus: ”Han lever!”. For Thomas var bekendelsen: ”Han er Gud!”. Måske blev tvivlen anledningen til at troen fik et endnu dybere lag af betydning. For Thomas blev bekendelsen af troen mere end blot det, han kunne observere med sanserne. Da han fastslog identiteten på Jesus, blev det ikke bare en konstatering af, at der var tale om den samme, som havde udåndet på korset. Det var Jesu guddommelige identitet, der blev fastslået – og det sker kun ved tro.

Kierkegaard skiver i en af sine notesbøger om, at det netop var et under, at Thomas troede, når nu han havde set. Evidensen skaber nemlig ikke tro men viden. Med viden kan man fastslå observerbare fakta, men at komme til erkendelse af Gud sker kun ved troen.

I mødet med Gud forsvinder den stadige søgen efter evidens og erstattes af troens gave – selv for Thomas.

Lasse Bech er adventistpræst i Vejlefjordkirken ved Daugård og medlem af Bibelselskabets stiftsudvalg i Haderslev stift.