Læs teksten til 3. søndag i fasten

Uh, så dårlig stemning. Her har I et vaskeægte mirakel, men ingen er glade, ingen fejrer, at en mand just har fået sin stemme tilbage, har fået mulighed for at stemme i, fortælle, le og lovsynge. Stemningen er anklagende og småtruende.

Hvorfor er de afvisende? Hvorfor så mistroiske? Hvorfor så ivrige efter at sætte ham på prøve i stedet for at se, hvordan en ny begyndelse tog form lige for øjnene af dem og glæde sig over det?

Man kunne spørge: hvad handler det som regel om, når vi ikke kan se, hvad der foregår, men alligevel ikke afholder os fra markante holdninger om det?

Det kunne handle om angst. Den nagende, men nok så uerkendte, angst for at tage fejl, for at miste kontrollen, for at have været for naiv – for dum – og for at skulle kæmpe med konsekvenserne af det længe, længe. Og det kunne handle om manglende vilje til at undersøge, hvad det mon handler om, hvad der mon er på spil i vores indre eller rettere, hvad der kæmper derinde. Hvilke dæmoner spiller os et puds og kunne vi med fordel tage kampen op imod?

I fastetiden er kamp et hovedtema. Kampen mellem Gud og Satan, det gode og det onde. Den kamp slutter ikke foreløbig, erfarer vi med teksten om Jesus og dæmonen. Kampen er altid i gang, i verden og i os selv. Det øjeblik, jeg bilder mig ind, at jeg har fået styr på mine indre dæmoner – at jeg nu er færdig og fuldstændig, som jeg skal være – har jeg gjort mig så meget mere sårbar over for dæmonerne. I min uvilje mod at se sårbarheden i øjnene, vil jeg projicere alt, hvad jeg frygter, ud på andre og lade kampen stå derude som splid og mistro.

At se egne dæmoner i øjnene er angstprovokerende og ubehageligt. Men jo bedre vant, vi er med at kæmpe, jo mindre angstpræget bliver det, for netop her bliver vi opmærksomme på det, som også sker i teksten om Jesus og dæmonen: at når vi gør op med mistro og aggressiv projektion skabes der mulighed for noget andet:  liv, glæde og tillid. Måske er manden, der netop nu har givet den stumme mand stemme i verden, ikke i ledtog med den onde selv. Måske er det, han kommer med, et glimt af Guds rige, hvor nye begyndelser og mulighed for at stå op til nyt liv sker lige for øjnene af os. Måske skal vi ikke lade os skræmme af den dårlige stemning, men tage den evangeliske essens til os, som fortæller, at hvor vi dagligt med livet som indsats kæmper for livet mod indre og ydre dæmoner, vil Gudsriget også bryde igennem for os som mulighed, ny begyndelse og stor opstandelse. God kamp!

Mette Kathrine Grosbøll er sognepræst ved Sions kirke på Østerbro i København.