Læs lignelsen om enken og den uretfærdige dommer

Alle har ret til et fedt køkken. At få de børn, man gerne vil, synes også at være en menneskeret. Mange mener, at man har ret til abort, mens mange andre kæmper for retten til liv. Og i FN oplistes både uddannelse, personlig sikkerhed og rent vand som en menneskeret.

Som mennesker er vi optaget af, hvad vi har krav på. Vi laver fagforeninger, A-kasser og forsikringer, så vi er garanteret den rigtige hjælp, og at vi bliver givet det, vi har ret til. Det giver god mening i en verden, hvor magt og hårdhjertethed synes at hænge sammen, hvorfor vi har brug for, at noget sikrer, at vores ret bliver krævet. Men hvad så, når det drejer sig om os og Gud?

Det fortæller Jesus en lignelse om: En kvinde kommer hen til en uretfærdig dommer, over for hvilken hun kræver sin ret igen og igen. Og til sidst nærmest giver han op og giver hende det, hun krævede.

Evangelisten introducerer lignelsen sådan: ”Jesus fortalte en lignelse om, at de skulle bede og ikke blive trætte”. Der gives således en overskrift, så vi ved, hvad det kommende drejer sig om: om bøn.

Men vi skal alligevel passe på, for rigtig mange af Jesus’ lignelser indledes med ”Himmeriget ligner”, eller ”Med Guds rige er det”, og derfor går vi – helt uden at tænke over det – i gang med at lede efter Gud i lignelsen. Men gør vi det også ved denne lignelse, kommer vi i problemer! For så kommer Gud til at lyde lige så kold og hårdhjertet som mange magthavere i menneskers verden.

Ligesom i filmen The Island. Den handler om en stor, lukket ø, der er hermetisk lukket for omverdenen og beboet af menneskekloner, der skal fungere som organbank. En af dem, Lincoln Six Echo, spillet af Ewan McGregor, kommer dog væk derfra og møder ude i den virkelige verden mekanikeren James McCord. Midt i en samtale spørger Lincoln så: ”Hvad er Gud”? McCord svarer tørt: ”Ja, du ved – når der er noget, du virkelig ønsker dig, og du lukker øjnene og virkelig håber på det, ik? Så er Gud ham, der ignorerer dig”.

Sådan skulle vi mennesker leve, hvis Gud var som dommeren! Men Jesus selv siger lige efter lignelsen, at det er det fuldstændig omvendte af pointen! Vi skal ikke stå som en frustreret enke over for en uretfærdig dommer. Nej, vi kommer som børn til deres far.

Det betyder ikke, at det er nemt for os. Jesus siger: ”Bed og bliv ikke træt”. Hvis det bare handlede om at få et eller andet konkret, og man altid fik det, man bad Gud om, så var der slet ingen grund til Jesus’ opfordring om at blive ved med at bede. At blive ved med at bede, også når det ikke ser ud til at nytte lige med det samme, det er det, Jesus opfordrer til.

Han ved at livet kan opleves både frustrerende og meningsløst, men vi må søge tilflugt, tryghed, hvile og ro hos Gud. Og vi skal aldrig blive til skamme. Det er løftet. ”Gud er der”, siger Jesus. ”Forvent kun godt fra Gud”. Den Gud, der forbinder sig selv med os i bønnen, når vi blot vover – i stilhed eller i råb – at kalde: ”Far!”

Ja, bønnen kan lyde på mange måder. Som den gjorde, da en lille dreng fra Alabama i USA var med sin far inde på den lokale diner for at få et måltid mad. De to plejede altid derhjemme at bede bordbøn inden de spiste, men da faderen ikke syntes dette skulle ske højlydt på et offentligt sted, foreslog faderen sin søn at bordbønnen blev en silent prayer. En bøn uden ord. En tavs bøn. De foldede hænderne, bøjede hovederne, og så sad de lidt der. Faderen åbnede øjnene og så til sin overraskelse, at drengen stadig sad med foldede hænder og lukkede øjne. Da drengen endelig åbnede øjnene og begyndte at spise sin mad, spurgte faderen: ”Jamen, hvad bad du dog om i så lang tid, min dreng?”. Drengen svarede uden at kigge væk fra sin burger: ”Hvor skulle jeg vide det fra. Det var en silent prayer”.

Denne dreng havde i sin barnlige enfoldighed forstået noget! For mere skal der ikke til. End at hvile i Guds hånd i bøn eller tanker. Fyldt med ord eller i stilhed. Gud lytter.

Inge Marie Kirketerp Hansen er sognepræst i Gjellerup Kirke ved Herning.