Læs lignelsen om sennepsfrøet

”Giv tiv, giv tid”. Sådan synger spurven for os i kolde vinterdage. Men det er nu ikke noget, vi har meget lyst til; at ”give tid”, vente og være tålmodige.

Nej, tålmodighed er vel i virkeligheden ikke vores stærke side! Vi vil helst styre, planlægge og arbejde for sagen – og gerne hurtigt! Vi vil ikke være tålmodige. Vi vil have jordbær hele året. Vi vil lave planer og grafer og kurver for børnenes udvikling. Vi vil have en app, som kan hjælpe os til at lave en ”Fra sofa til halvmaraton på 12 uger”. Vi vil have svar fra politikerne på max 15 sekunder. Også selvom det så betyder, at vi aldrig forstår noget fuldt ud eller får begge sider med. Vi vil hellere flytte sammen med kæresten efter et par uger end vente og se forholdet an og langsomt lade tilliden, kærligheden og relationen bygges op. Vi vil faktisk helst ikke vente på noget. Vi sætter lighedstegn mellem ventetid og spildtid. Vi har udviklet en utålmodighedskultur. Vi skal få ting til at ske. Vi skal være forandringsparate og pro-aktive. Vi skal være effektive og produktive. Men måske er vi hastet alt for hurtigt forbi en vigtig indsigt. Ventetid er ikke bare spildtid. Ventetid er voksetid.

Ja, det er faktisk det, Jesus minder os om, når han fortæller lignelsen om kornet og sennepsfrøet: ”Vent! Vær tålmodig! Alt er ikke op til dig! Alt afhænger ikke af dig. Vent og se”.

Det er virkelig noget, vi godt kan have brug for at blive mindet om. Når det gælder livet i det hele taget. Men måske mest af alt, når det handler om troen, eller som Jesus siger: Guds rige.

Men Guds rige – hvad er det så for noget? Det er næsten nemmest at starte med at sige, hvad det ikke er: Guds rige er ikke et fjernt sted. Det er heller ikke noget geografisk rige. Det er heller ikke noget, der først vil kunne rumme os i døden. Og det er ikke noget, vi kan bygge af egen kraft. Nej, i stedet siger Jesus selv mange gange: ”Guds rige er midt iblandt jer”. Guds rige er altså dér, hvor Gud er nær. Nær i livet. I troen. I menighedens fællesskab. Der hvor ordet om og troen på Jesus Kristus vokser frem og folder sig ud. Guds rige handler da om vores liv og virkelighed. Guds rige er Gud hos os i troen på Jesus Kristus.

Og for at vi kan blive klogere på Guds rige, bruger Jesus da et ganske enkelt billede: kornet på marken, der vokser – helt af sig selv. Ventetid er voksetid. Og grotid er trotid. Der kan ske noget, mens vi venter. Og det kan ske bag om ryggen på os – uden at vi selv medvirker. Det sker bare. Og selv det allermindste frø kan blive til det største!

Tænk bare på, hvor lille og ubetydelig Jesus’ discipelflok var i forhold til en hel verden. Og så endda disciple, som langt mere var fyldt af tvivl end af tro. Ja, Jesus siger endda selv, at de end ikke har tro som et sennepsfrø! Skulle dét virkelig kunne blive til noget? Sådan kan vi tænke, når vi læser i Bibelen om alle de problemer, der var i kirken allerede, da den knapt nok var grundlagt. Men Gud lod underet ske. Kirken voksede frem. Gud lod troen vokse. Vokse frem som sennepsfrøet fortælles at gøre det i dagens evangelium, så det bliver stort, at fuglene bygger rede i det.

Jeg husker som barn de enorme træer i præstegårdshaven, hvor jeg voksede op, og som man rigtig kunne nyde, når man lå på ryggen på græsplænen en sommerdag og kiggede op i deres krone. Tænk, at et lille frø, kan blive til noget så stort! Men – der bliver vi altså skuffede, hvis vi googler et billede af det, som sennepsfrøet bliver til: En ukrudtslignende plante!

Men så har vi næsten også sagt, hvad det er, sennepsplanten kan: Når den først har fået fat, så breder den sig. Breder sig som ukrudt. Derfor såede man ikke sennep i marker, hvor der skulle dyrkes andre afgrøder. For den ville bare tage overhånd og udkonkurrere alt andet. Sennepsplanten fik lov til at vokse uden for de dyrkede arealer – på skrænter og i vejkanter, hvor den så flot ud, når den blomstrede med sin stærke gule farve. Men de var forsigtige med den, fordi den var ustyrlig til at brede sig.

Hvis vi skulle finde et tilsvarende billede fra nutiden, så ville vi nok sige, at Guds rige er ligesom skvalderkål – eller måske hyben. Når den har fået fat, så er det så godt som umuligt at udrydde den. Hvis der er bare den mindste lille rodstængel, så kommer den igen.

Ja, sådan er det med Guds rige. Guds rige som Jesu Kristi kirke. Og Guds rige som troen i vores hjerter. Et frø bliver sået. Det ligger gemt under jorden. Nat og dag skifter, ugerne går. Vinteren ligger hård og kold over markerne. Findes der liv under det, spørger vi? Og så, en forårsdag, bryder de første grønne skud op gennem jordlaget.

Vi er ikke Gud. Vi kan ikke få kornet til at gro. Vi kan så, men da har vi også gjort det, vi kunne. Resten er op til Gud.

Så god såtid og grotid og trotid!

Inge Marie Kirketerp Hansen er sognepræst i Gjellerup Kirke ved Herning.