Det Nye Testamente

I Det Nye Testamente findes der beretninger om, hvordan man i den første kirke har fortalt om Jesus, og at man har døbt mennesker, der tror på ham. Én af dem handler om en etiopisk hofmand. Du kan læse historien i Apostlenes Gerninger kap. 8 vers 35-39. Du kan også læse en genfortælling af historien her.



Den etiopiske hofmand var en voksen mand, da han blev døbt. I sagens natur var mange af de første kristne også voksne mennesker, da de lod sig døbe som tegn på, at de nu var gået over til den nye tro, kristendommen. Men man kender også i Bibelen til, at en hel familie er blevet døbt, heriblandt formentligt også de børn, der var i familien og huset (se fx Apostlenes Gerninger Kap.16 vers 33).

Folkekirken, den evangelisk lutherske kirke

I den evangelisk lutherske kirke, som den danske Folkekirke er en del af, er det vigtigt at fastholde, at enhver form for dåb er en barnedåb - også selv om den der bliver døbt måske er ung eller voksen. Når det er vigtigt at fastholde, skyldes det, at man vil fastholde, at dåben er Guds suveræne handling over for et menneske.



Det er Gud, der er den aktive. Den kristne er helt afhængig af Gud, som et barn er det af sine forældre. Derfor får den kristne gennem dåben et grundlag for sit liv - igen ganske som man som barn får et livsgrundlag af sine forældre, når man bliver født.



For at understrege at dåben og dermed tilhørsforholdet til Gud beror på Gud og er noget Gud sætter i værk, er det en vigtig pointe, at det er gudmoderen eller faderen, der svarer ’ja’ på barnets vegne til, at det tror på, at Jesus er Guds søn, og at det vil døbes på denne tro.



Man kan sige, at et spædbarn jo ikke kan svare selv, og derfor er det praktisk, at en gudmor og eller far svarer på barnets vegne. Men der ligger altså også det indholdsmæssigt vigtige i det, at ligesom man ikke selv siger ja til at få livet af sine forældre, sådan siger man heller ikke ja til at få livet af Gud. Man får det, og så kan man bagefter sige ja tak.

Det sted, man ofte tager frem som begrundelse for barnedåb, er fra Markusevangeliet kap. 10 vers 13-16. Her tales der ikke direkte om dåb, men om at nogle små børn bliver båret hen til Jesus. Hans disciple vil jage dem væk, men Jesus siger: "Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det."



Altså: I forhold til Gud er et menneske som et barn – helt afhængigt og ude af stand til andet end at tage imod og sige tak til.

Voksendåb

Samme udgangspunkt bruger kirkesamfund (baptistiske), der ikke døber børn. Her vil det lille barn ved en gudstjeneste blive velsignet, og barnet og familie blive bedt for. Når der ikke praktiseres dåb af barnet, er det ud fra tanken om, at det ikke er nødvendigt. Det lille barn er på forhånd velsignet af Gud og kommer til verden som en gave fra Gud.



Det understreges med velsignelsen af den nyfødte og dets familie. Det karakteristiske ved et baptistisk dåbssyn er i øvrigt, at der er tale om en bekendelsesdåb. (Voksendåb er ikke præcist, da det går på alder og ikke på handlingen.) På bekendelse af sin tro på Jesus Kristus som Herre døbes personen med fuld neddykkelse.



Dåben er altså med udgangspunkt i den enkeltes bekendelse en handling, hvor Gud bekræfter sit forspring  og kærlighed til mennesket. På den enkeltes bekendelse og Guds bekræftende handling i dåben (Romerbrevet kap. 6 vers 3-8) er det baptistiske dåbssyn fremadrettet. Den døbte optages ved dåben i Gudsfolket og den enkelte menighed for at finde sin plads som medlem (Romerbrevet kap. 12 vers 4-5;  1. Korintherbrev kap 12 vers 12-27) i Kristi kirke.



Som man kan se henter begge dåbssyn og praksis deres udgangspunkt og begrundelse i Bibelen, som dog læses og forstås forskelligt af forskellige trossamfund.