De fire evangelier

Der er fire evangelier, som har navn efter henholdsvis Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. De beretter om Jesus, om hans liv og lære samt om hans død og opstandelse. Selvom det er den samme historie, de beretter, gøres det på forskellige måder og ud fra forskellige synsvinkler. Dette beror på, at de er skrevet i forskellige miljøer og til forskellige modtagergrupper.



De tre første evangelier kalder man ofte for de synoptiske evangelier. Det skyldes, at de trods de nævnte forskelle også har mange ligheder i stil, tone og måden at fortælle om Jesus på.

Desuden tyder meget på, at både Matthæus og Lukas har kendt Markusevangeliet og brugt det som råskitse for deres egne evangelier. De har så hver især tilføjet andre beretninger, som de har haft kendskab til, og som Markus ikke har med.



Matthæusevangeliet er placeret som det første i Det Nye Testamente, blandt andet fordi det indledes med Jesus’ slægtstavle. Man regner med, at det er nedskrevet mellem 80 og 90 e. Kr. til en jødekristen menighed. Matthæusevangeliet indeholder blandt andet fem store taler, som Jesus holder, heriblandt Bjergprædikenen.



Markusevangeliet bliver regnet for det ældste af evangelierne og regnes for at være nedskrevet omkring år 70. e.Kr. Det er efter al sandsynlighed skrevet til kristne, som ikke først har været jøder.



Lukasevangeliet er første del af evangelisten Lukas’ værk, hvoraf anden del er Apostlenes Gerninger. Tobindsværket menes at være nedskrevet ca. 100 e.Kr. og er i højere grad end de andre evangelier skrevet som et historisk værk.



Johannesevangeliet adskiller sig markant fra de tre andre evangelier, hvad angår stil og tone, men også i kronologi. Johannesevangeliet er mere poetisk med en række sproglige gentagelser, og så fremstår det også mere filosofisk end de tre andre evangelier. Man regner med, at det er skrevet omkring 90 e.Kr., men det kan være forfattet tidligere, ligesom en datering i det 2. årh. heller ikke er umulig. Man formoder, at forfatteren har haft et nært forhold til jødedommen, som er endt i et markant brud.

Apostlenes Gerninger 

Apostlenes Gerninger begynder der, hvor evangeliernes beretning slutter, og det vil sige efter, at Jesus er død, opstanden og faret til himmels. Skriftet handler om grundlæggelsen af den første kristne kirke, som tager fart, efter at Helligånden er kommet over disciplene pinsedag og har givet dem ord og sprog til at forkynde og fortælle om, at Jesus er Guds søn.



Centralt står beretningen om jøden Paulus’ omvendelse og kaldelse til kristen apostel. Desuden fortælles historien om, hvordan han og apostlen Peter missionerer og udbreder budskabet om Jesus. Apostlenes Gerninger er del to af evangelisten Lukas’ beretning.

Brevene

Efter Apostlenes Gerninger følger en lang række breve, som er skrevet til nogle af de kristne menigheder. Igennem disse breve kan man danne sig et indtryk af livet og læren i de tidlige kristne menigheder. Brevene inddeles i to hovedgrupper: De apostolske og de katolske breve.

De apostolske breve er for størstedelens vedkommende skrevet af Paulus. De er henvendt til de menigheder, han grundlagde eller havde kontakt med. De drejer sig om dagliglivet i menighederne og svarer på spørgsmål vedrørende tro og livsførelse og udtrykker fortolkninger af, hvad det vil sige at leve som kristen i verden.



De mest kendte af Paulus’ breve er Romerbrevet, Første og Andet Korintherbrev samt Galaterbrevet. De øvrige apostolske breve er Efeserbrevet, Filipperbrevet, Kolossenserbrevet, Første og Andet Thessalonikerbrev, Første og Andet Timotheusbrev, Titusbrevet, Filemonbrevet og Hebræerbrevet.

De katolske breve er ikke skrevet til bestemte personer eller menigheder. Derfor kaldes de katolske, hvilket betyder almindelige. De er i princippet henvendt til alle menigheder, dvs. hele kirken. Deres indhold er generelle anvisninger og belæringer om, hvordan man bør leve som kristen. Tidsmæssigt er de skrevet en del senere end Paulus’ breve - på et tidspunkt, hvor menighederne er forholdsvis godt funderet.

Man ved ikke præcist, hvem der har skrevet de katolske breve, selv om de ifølge traditionen er tillagt konkrete, kendte apostle som Peter og Johannes. De katolske breve er Jakobsbrevet, Første og Andet Petersbrev, Første, Andet og Tredje Johannesbrev og Judasbrevet.

Johannes' Åbenbaring

Johannes’ Åbenbaring er det sidste skrift i Det Nye Testamente. Det beretter i form af syner, åbenbaringer og forjættelser om verdens undergang og skabelsen af en ny himmel og en ny jord.



Du kan læse mere om alle Det Nye Testamentes 27 skrifter her