23.07.2016 Fra bogen "Det daglige brød"
Oksemørbradsbøffer med basilikumis
Den liflige duft af kød kunne formilde Guds hjerte ifølge Det Gamle Testamente. Hvis du vil gøre Noa kunsten efter, bringer vi her en opskrift på oksemørbradsbøffer fra bogen Det daglige brød
De gamle jøder vidste, at Gud kunne lide kød. Da Noa engang efter syndfloden havde antændt et brændoffer, havde Herren indåndet den liflige duft og sagt til sig selv:
"Jeg vil aldrig mere forbande jorden på grund af menneskene."
Der er åbenbart intet, som kan formilde en guds hjerte, som duften af kød. Denne ret er særdeles velegnet til en grillaften i haven i godt selskab.
Det skal du bruge:
Bøfferne:
Grillkul og tændvæske
4 store bøffer af oksemørbrad
Havsalt
Rød peber
Asparges og blåbær:
2 bundter grønne asparges
1 pakke friske blåbær
1 tsk honning
1 knivspids stødt chili
Basilikumvaniljeis:
2,5 dl piskefløde
2,5 dl sødmælk
4 pasteuriserede æggeblommer
40 g sukker
4 dl friske og grofthakkede basilikumblade
Kornene fra en vaniljestang
En anelse fint salt
Dagen før:
Pisk sukker, æggeblommer og vaniljekorn til en luftig creme. Hæld mælk og fløde i en gryde, og giv det et hurtigt opkog. Hæld den varme blanding ned i skålen med æggeblommerne. Rør rundt og hæld det hele tilbage i gryden. Mens der røres konstant, varmes grydens indhold til kogepunktet. Lige så snart kogepunktet er nået, tages gryden af komfuret. Lad det afkøle et par timer i køleskabet. Tilsæt så basilikumbladene, inden det fryses i ismaskinen eller i en form i fryseren.
På dagen:
Tænd op i grillen med grillkul og tændvæske.
Skær de nederste trevlede stykker af aspargesene. Kom dem ned i en halv liter letsaltet kogende vand i cirka 30-60 sekunder. Der skal være godt bid i dem. Læg blåbærrene på et stykke bagepapir. Smelt en spiseskefuld honning og kom en knivspids stødt chili i den smeltede honning. Dryp blåbærrene med blandingen og lad dem stå i ovnen ved 200 grader i cirka 3-4 minutter.
Lad bøfferne få stuetemperatur og krydr dem gavmildt med salt mindst 30 minutter, før de steges. Lægges på en gloende grill og steges i cirka 1-2 minutter på hver side. Lad bøffen hvile i et par minutter. Krydr efter stegningen med knust rød peber.
Anretning:
Læg de blancherede, afdryppede asparges nederst på en tallerken. Dernæst blåbærrene. Så bøffen. Og oven på bøffen en lille kugle basilikumvaniljeis, der giver plads til et spil mellem varmt og koldt.
Vil du læse andre sjove opskrifter med inspiration fra Bibelens univers? Bogen ”Det daglige brød” er redigeret af Kristian Ditlev Jensen. Dens 12 essays byder på flere sjove, anderledes og vidt forskellige møder mellem mad og tro, mellem næring og nydelse, mellem vin og spiritualitet, mellem brød og krop. Teksterne kommer godt rundt i gastronomien – fra klosterbryg og vin over havregrød og pølsemadder til påskelam, bøffer og fristende æbleretter.
Besøg vores webshop og køb bogen her