16.03.2017 Bibelselskabet
Ny bog fortæller historien om Venligboerne
Venligboernes mangfoldige historie dokumenteres nu for første gang i Malene Fenger-Grøndahls bog Venligboerne – historien om en bevægelse, som netop er udkommet på Bibelselskabets Forlag.
Kan tre husråd om venlighed og åbenhed plus en kaffemaskine i et asylcenter gøre en forskel? Ja! Det viser historien om Venligboerne, en folkelig bevægelse, som ingen havde forudset, men som i løbet af få måneder i 2015 spredte sig fra Vendsyssel til resten af Danmark.
Bogen Venligboerne – historien om en bevægelse fortæller historien om Venligboerne og den eksplosion af venlighed, der bredte sig via sociale medier og ud i lokalsamfundene. En venlighed, der manifesterer sig på mange måder: I venskaber på kryds og tværs. I debatten om flygtninge og medmenneskelighed. Og i håndfaste projekter som etablering af en fælles kolonihave i Skive, juridisk bistand i København, en møbelcentral i Ballerup og lektiehjælp i Hobro.
Fra begyndelsen og til i dag
I bogen beskrives Venligbo-bevægelsen helt fra den spæde start henover sommeren 2015, hvor flygtninge vandrede på danske motorveje, og til i dag. Bogen rummer desuden en række interviews med centrale personer i bevægelsen samt foto-dokumentation af mange af de projekter rundt omkring i hele Danmark, som engagerede Venligboere har etableret.
Om arbejdet med at formidle Venligboernes historie siger forfatter Malene Fenger-Grøndahl:
"Udfordringen har været, at Venligboernes bevægelse i virkeligheden rummer tusindvis af historier, som hver især fortjener at blive fortalt. Det sværeste har været at vælge til og fra, men resultatet er blevet et kighul ind til en fantasifuld, livsbekræftende og farverig verden, som hele tiden er under forvandling."
Udgivelsen er støttet af Økumenisk Fond.
LÆS ET UDDRAG FRA BOGEN HER:
Køb bogen her
Bogen fortæller historien om Venligboerne og indeholder bland andet en række interviews med centrale personer i bevægelsen.
Bestil her