23.07.2026 Af Nanna Endahl Jørgensen
Lyset skal bryde frem som morgenrøden
SOMMERSERIE OM HÅB:
Når livet for en stund bliver mørkt, prøver præst Nana Holm Green ikke at skynde sig væk fra det. For hende begynder håb med ærlighed over for Gud, og med opmærksomhed på det lys, der stadig kan bryde frem.
Hvornår har du selv haft brug for håb?
”Det er ofte på de kortvarige mørke dage, hvor noget rammer mig selv eller mennesker, der står mig nær. Så kan livet for en stund føles mere håbløst, og jeg må genopdage, at der også er en vej igennem det.
Jeg øver mig i ikke at dyrke mørket, men heller ikke at skynde mig væk fra det. I bønnen prøver jeg først at være ærlig over for Gud. Ikke begynde med at fortælle ham, hvad han skal gøre, men fortælle, hvordan jeg faktisk har det.
Nogle gange rækker jeg også ud til mennesker, jeg kender godt. Ofte oplever jeg, at det, der gør ondt, bliver mødt – og at jeg bliver mindet om noget livgivende eller nogle muligheder, jeg ikke selv kunne få øje på.”
Hvilken bibeltekst vender du tilbage til, når håbet skal have ord?
”Esajas' Bog 58,8-12 har fulgt mig i mange år, særligt ordene om, at lyset skal bryde frem som morgenrøden. Jeg hørte teksten i en morgenandagt i radioen for 10-15 år siden og måtte gå hjem og læse den igen.
Siden har jeg øvet mig i at gå på opdagelse i, hvordan nat bliver til dag. I knap 15 år har jeg taget fotos af solopgange og morgenrøde, som jeg også udstiller. Hvordan ser morgenrøden ud? Hvad sker der, når solen står op? Det er blevet et konkret billede på håb for mig: Ikke at mørket aldrig findes, men at lyset kan bryde frem.
Teksten minder mig også om ikke at pege fingre eller tale ondt. Det gælder ikke kun om andre mennesker. Jeg har lært, at jeg heller ikke skal tale sådan til mig selv. Gud er med både i det indre og i det ydre.”
Hvordan har din kirkelige baggrund formet den måde, du forstår håb på?
”Jeg er ikke vokset op i en kirkelig familie, men havde en slags barnetro. Gennem et spejderarbejde mødte jeg mennesker, der bad, holdt andagter og satte ord på troen. Omkring 16-årsalderen begyndte jeg selv at komme i en evangelisk frikirke.
Her fandt jeg både tro og fællesskab. Det har præget min forståelse af håb. Det handler ikke kun om, hvorvidt det svære, man står i, bliver løst. Det handler også om, at Gud er med i svære omstændigheder og kan give trøst og lindring.
Og så rækker håbet længere end det, jeg kan se her og nu. Der er et håb ind i evigheden, hvor lidelsen ikke får det sidste ord.”
Hvor ser du lys og glæde bryde frem omkring dig lige nu?
”Jeg ser det især i fællesskabet mellem mennesker. I omsorg, hjælpsomhed og interesse for hinanden – også i fællesskaber, hvor man ikke kender hinanden så dybt eller ser ens på alting. Vi kan godt møde hinanden med omsorg, selv om der også er meget, vi får ødelagt imellem os.
Og når det hele bliver for meget, finder jeg det i naturen. En gåtur, fuglesang, en flot udsigt eller en solopgang kan give mig et perspektiv på, at verden er større end min egen bekymring.
Det er næsten ordløst. Men naturen kan åbne mig for Gud og for det, der er større end mig selv.”
Hvad vil du sige til et menneske, der har svært ved at tro på det gode?
”Jeg ville nok ikke starte med at sige så meget. Jeg ville først prøve at lytte og være nysgerrig på, hvad der er sket i det menneskes liv.
Det hjælper ikke altid at få at vide, at i morgen også er en dag. Nogle gange har man først brug for, at nogen bliver stående og lytter.
Måske kan spørgsmålene siden hjælpe et menneske til at få øje på, at der også findes livgivende erfaringer, ressourcer eller noget godt i livet. Ikke fordi det svære ikke er virkelig svært. Men fordi der måske også er noget andet, der kan give retning eller vise en vej i det.”
Sommerserie om håb
Når krig, kriser og usikkerhed fylder, kan håbet være svært at få øje på. Hen over sommeren møder Bibelselskabet præster fra forskellige kristne traditioner og kirkelige sammenhænge og spørger, hvor håbet får liv: i troen og Bibelen, i naturen, i fællesskaber og i mødet med andre mennesker og giver forskellige personlige bud på, hvad der kan bære, når livet både er lyst og sårbart.
Bibelen i lærred – livets træ
| Sidetal: | 1440 sider |
|---|---|
| Indbinding: | lærredsbind |
| Forlag: | Bibelselskabet |
| Varenummer: | 978-87-7232-250-6 |
|---|---|
| Mål: | 14 x 18,50 cm. |
| Andet: | Med 2 læsebånd |