Hvornår har du selv haft brug for håb?

”Jeg har brug for håb hver dag. Jeg har brug for at blive mindet om ting, jeg ikke altid kan sige mig selv. Derfor er min personlige bøn, bibellæsning og refleksion blevet en daglig praksis, hvor jeg stiller mig ind på håbet.

Om morgenen, når jeg har sendt børnene afsted, bruger jeg ti minutter med appen Pray As You Go – og det har jeg faktisk gjort de seneste 20 år. Der er en bibeltekst, en åben refleksion og til sidst en velsignelse. Det er ikke en færdig forkyndelse, men et lille rum, hvor jeg lytter efter, hvad teksten vækker, og hvad evangeliet siger til mig lige den dag.

Jeg tænker på min daglige praksis som en radio, der skal finindstilles for at fange signalet rent. Det er ikke en stor opgave, jeg skal løse, men en måde at kalibrere mig på: Hvad er vigtigt i livet? Hvad er evangeliet til mig i dag?

Når kriser rammer, prøver jeg at læne mig ind i det, jeg kender. Jeg ved, at ikke alting er tabt, og at alting ikke afhænger af mig. Hvis man lever i rytmen, kan rytmen også holde én.”

Hvilken bibeltekst vender du tilbage til, når håbet skal have ord?

”Jeg vender ofte tilbage til bibelske fortællinger frem for løsrevne vers. Lige nu er jeg optaget af Ananias i Apostlenes Gerninger. Han opsøger Paulus, som dengang forfulgte de kristne, alt imens alle andre er bange for ham.

Ananias rækker over en grænse og møder et menneske, der ellers kun er kendt som en fjende. Han handler på håbet. Han tror på, at der også kan komme nyt liv dér, hvor ingen havde ventet det.

For mig handler håb om at tro på, at Gud kan bryde de grænser ned, vi sætter mellem os selv og hinanden. At alting ikke behøver at blive ved med at være, som det er lige nu, men at der er håb for en bedre fremtid. 

Den tekst, jeg måske alleroftest vender tilbage til, er dog skabelsesberetningen. Omkvædet er, at Gud ser på verden og ser, at den er god. Det er en invitation til at se på sit eget liv og verden med Guds blik: at lede efter det, der stadig bærer liv, godhed og Guds aftryk.”

Hvordan har din kirkelige baggrund formet den måde, du forstår håb på?

”Jeg er vokset op i Metodistkirken og er senere kommet ind i baptistkirken. Begge traditioner taler meget direkte til det enkelte menneske og lægger vægt på, at troen bliver personlig og konkret.

Håb er for mig mere et verbum end et navneord. Det handler om at håbe, leve i håbet og bære håbet med sig. Troen er ikke kun en bekendelse eller en intellektuel øvelse. Den er også en måde at være i verden på.

Det kan være at møde et andet menneske med håb om, at deres liv kan forandres. Og med håb om, at jeg selv kan møde Gud i dem.”

Hvor ser du lys og glæde bryde frem omkring dig lige nu?

”Jeg så forleden den første student komme gennem gaden. Der er noget over de unge mennesker, der springer ud: livsfryden, ubekymretheden og følelsen af at være uovervindelige. Man får lyst til at sige: Bliv ved. Bliv i det.

Vi ved godt, at livet kan slå os, og at vi kan slå os på hinanden. Men den umiddelbare livsglæde minder mig om, at der stadig er håb og liv.

Jeg ser også håb, når menneskeligheden bryder igennem kynisme og hårdhed i offentligheden og mediebilledet. Når jeg får øje på sårbarheden i et menneske, også et menneske jeg er uenig med. Så længe vi bliver ved med at være mennesker, er der håb for os.”

Hvad vil du sige til et menneske, der har svært ved at tro på det gode?

”Først ville jeg sige, at det kan jeg godt forstå. Vi lever i en hastighed og en strøm af nyheder, som vi ikke er skabt til at bære. Ingen kan holde al verdens elendighed på egne skuldre.

Så prøver jeg at pege på det konkrete håb i hverdagen: solen, en kop te, mennesker, der holder af én, og det, man kan være taknemmelig for. Det er ikke småt. Det er dér, kræfterne til at møde livet kan findes.

Håbet er ikke altid hovedoverskriften. Det er en understrøm, der løber nedenunder og kan pible frem uventet. Vi må øve os i at få øje på den.”