Klik her for at læse lignelsen om den barmhjertige samaritaner.

Der findes næsten ikke nogen lignelse, der er så kendt som lignelsen om den barmhjertige samaritaner. I den fortæller Jesus om en mand, der plyndres og slås ned af røvere. En præst og en levit går forbi uden at gøre noget, men så kommer pludselig en samaritaner. En samaritaner var nogle af de mest forhadte blandt jøderne. Samaria rejste man aldrig igennem, men altid udenom, og når farisæerne har været rigtig vrede på Jesus, har det værste, de kunne finde på at kalde ham, netop været: Din samaritaner! (Johannesevangeliet 8,48). Men i Jesu lignelse er det samaritaneren, der stopper op og hjælper den tilskadekomne, bringer ham til et herberg og sikrer sig og betaler for, at de her vil tage sig af ham.

Det er en god historie, der er drama, og det er en af de lignelser, der synes at have så enkel en pointe: Gør godt!

”Jeg er ikke sådan meget kristen, men jeg går i hvert fald meget op i det med næstekærligheden – at vi skal være gode ved hinanden”.

Det hænder, at jeg møder mennesker, der siger sådan. Måske du også gør. Måske du er en af dem.

Her bliver troen kogt ned til at være forstået som en måde at agere i verden på. Og er det så slemt? Er det ikke det, Jesus siger til os, vi skal være – næstekærlige? Jo, næstekærligheden og i endnu højere grad fjendekærligheden er en vigtig del af Jesu forkyndelse og liv, men hvis vi alene forstår lignelsen her som en påmindelse om at være gode ved hinanden, så når vi kun frem til gode, humanistiske råd og ikke til det glædelige budskab.

I stedet må vi altså se på lignelsen og spørge: Hvor er Kristus i den? For mon ikke Jesus som altid, når han fortæller lignelser, også vil fortælle os noget vigtigt om Gud?

Men hvor er Jesus så henne i lignelsen?

Jo, Jesus er den, der ikke går forbi. Jesus selv er samaritaneren.

Om samaritaneren står der, at han får medynk med det menneske, der ligger der i vejkanten. På græsk står der, at samaritaneren fik ”ondt i indvoldene”. Forestil dig lige det. Så ondt af det menneske får han. Det er en fysisk reaktion. Et udtryk, der også bruges om Jesus, når han ser et menneske i nød. Han får medynk med det lidende menneske.

Lignelsen vil da fortælle os, at Jesus er den, der træder hen til det menneske, der er slået til jorden. Også når det er dig eller mig, der ligger der. Han er den, fra hvem hjælpen ikke var ventet. Guds søn. Guds selv. Han holdt sig ikke væk fra mørket og blev på alfarvej. Han gik ud på omvejene, sidesporene, grøfterne, ja, også ”dødens sti”, som den farlige vejen mellem Jerusalem og Jeriko kaldtes. Eller Smertens Vej – Via Dolorosa – som vejen gennem Jerusalem ud til Golgata kaldtes. Og han går også ud ad din smertens vej for at kunne nå dig. Når du er slået til jorden. Af sygdom, af magtesløshed, af tvivlens tomme, tomme ensomhed. Han læsker din tunge med livets vand. Han lægger sin hånd på dine sår. Og så bæres du til det fællesskab, hvor du kan få lov at komme med alle dine sår. Det sted, hvor du kan komme til kræfter. Ved døbefont, nadverbord og i menighedens fællesskab.

Det er den historie, Jesus fortæller med sin lignelse: Historien om hvert eneste menneske, der syntes at være alene med dødens mørke, men blev opsøgt at livets og kærlighedens Herre. Det er historien om den Gud, der ikke kunne holde sig på afstand, men selv kom til mennesker. Det er også historien om at være kirke, hvor det som menighed – mennesker der er blevet mødt at Guds nåde og omsorg – nu er os, der sendes for at tage imod det menneske, der kommer med sår på livet, det menneske, hvor troen har lidt slag. Det menneske, der troede sig forladt. Og vi gør det ikke, fordi vi synes, vi bør være gode ved hinanden, men fordi kærlighed er så svær at holde tilbage.

Inge Marie Kirketerp Hansen er sognepræst i Gjellerup Kirke ved Herning.

Læs mere om Jesus' lignelser